Hiding Saddam Hussein

Der var engang, hvor Saddam Hussein massakrerede tusinder med vink fra sit opulente præsidentpalads i Bagdad. Men efter den amerikanske invasion i 2003 flygter han og ender med at bo et år i skjul hos en simpel gedebonde uden for byen Tikrit, Alaa Namiq.

”Vil du sælge mig?” spørger ekspræsidenten, da Alaa Namiq en dag overrækker ham en avis, hvor en dusør på 25 millioner dollars er omtalt.

Bonden smiler tilbage.

”Jeg tror, at jeg venter, til prisen går lidt mere op.”

Hiding Saddam Hussein er fortællingen om et venskab, der kunne være forfattet af en eventyrdigter.

Rammen er et Irak i opløsning.

150.000 amerikanske soldater er på intens menneskejagt. Men midt i dette kaos sidder bondemanden nærmest kærligt og driller den diktator, han kalder ”Master”, og hvis liv han holder i sine hænder.

Det er et vildt journalistisk kup, at filmmageren Halkawt Mustafa har fået adgang til Alaa Namiq i egen person. Namiq tilbragte syv måneder under tortur i Abu Ghraib-fængslet, inden han blev sat fri, og det har taget års research og endnu års overtalelse at få lov at filme ham.

Det er ikke alle, der ser det som et adelsmærke at have udvist den form for loyalitet mod en fæl diktator, som Namiq har.

Skubber man det etiske aspekt af mikrofonholderiet til side for en stund, er Hiding Saddam Hussein en ret vild gavebutik.

Namiq, en pedelagtigt udseende mand i 50’erne, sidder i skrædderstilling med tørklæde på hovedet og iklædt en lidt for stor jakke, mens han maler det hele frem.

Han fortæller, hvordan han af sine brødre bliver bedt om at møde en særlig gæst i et værelse i Tikrit. Og han tager med ærefrygt opgaven som beskytter på sig og kører med bankende hjerte Saddam, der spiller sløj på det forreste passagersæde, gennem et amerikansk checkpoint.

De ender i den lille markhytte, der bliver deres fælles midlertidige hjem.

Halkawt Mustafa har valgt en af de klassiske dokumentariske metoder til at skabe nærvær: rekonstruktion med skuespillere. Det er ikke medrivende iscenesat, nærmere lidt underspillet, næsten uden replikker og med fokus på deres simple mad, plovfurerne og det hul i jorden, hvor Saddam tilbragte sine sidste minutter i frihed.

Særligt i de intense ransagningssekvenser virker det tilbageholdende dog godt afstemt til fortællerens åndedrag. Formen behøver ikke være overgearet som en amerikansk true crime-dokumentar på tv. 

Der er masser af drama i det, vi hører.

Og vi ved jo allerede fra start, at det ender med Saddams tilfangetagelse og lynching for rullende kamera.

Hvis der ligger et problem i filmen, er det måske, at Halkawt Mustafa ikke borer i det ideologiske eller politiske overhovedet. På den måde fremstår Alaa Namiq måske nok som lidt naiv, men især som et ægte menneske, der redder en landsmand fra en invasionsstyrke.

Tilsvarende kommer den flygtede præsident til at fremstå som en ydmyg og ret gennemsnitlig person. Han bærer sit lands undergang med overraskende værdighed, og han reagerer på sine sønners død for amerikanske missiler med hulken. Alaa Namiq lægger skulder til hans sorg.

Men måske er der vigtig en pointe i, at filmen ikke er drevet af den forudsigelige fordømmelse. Det er jo netop den menneskelige nysgerrighed, der har skaffet Halkawt Mustafa tilliden hos Alaa Namiq.

Og det er måske netop den nysgerrighed, der også skaffer de mest rørende øjeblikke i filmen til veje, hvor Alaa Namiq reflekterer over noget andet end venskab og stolthed. Nemlig at han nærmest ikke sover i måneder i træk, fordi han pendulerer mellem Saddam og så sit eget hjem med kone og tre børn 700 meter væk. Børn, han kiggede på med vemod og ængstelse om natten, fordi Saddam Hussein naturligvis var en tikkende bombe under deres eksistens.

Det med bomben var i øvrigt Saddams egne ord, og de var ikke ment som en trussel, men som et billede på den pris, han godt vidste, gedehyrden betalte.

Halkawt Mustafa har tidligere lavet spillefilm (blandt andet den Oscar-indstillede El Clásico), men når man ser Hiding Saddam Hussein kan det være relevant nok at vide, at han er en af de fem millioner irakere, der blev fordrevet fra deres hjem under Irak-krigen.

Filmen får ikke det amerikanske medansvar for den katastrofe til at føles mindre.