Herlufsholms hemmeligheder

Selv om man så tit siger det modsatte, er det sjældent, at man for alvor bliver chokeret eller ægte berørt af for eksempel en dokumentar sendt på almindeligt tv. 

Normalt mener man bare, at den da var meget god. Men sådan er det ikke med Herlufsholms hemmeligheder. 

Denne anmelder fik i hvert fald på et tidspunkt under gennemsynet af dokumentaren nærmest et ildebefindende. Høj puls. Hjertebanken. Hånden spontant op foran munden. Nej, nej, nej! Det her må simpelthen bare ikke være sandt. 

Men det er det. 

I 40 minutter følger seeren de tre mandfolk, ja, helte – tre tidligere elever – som modigt står frem. Og de fortæller, ligesom mange af de 50 andre tidligere elever, som tilrettelæggerne har kontaktet, helt enslydende beretninger. 

På skolen er der grotesk mobning. Social udstødelse. Personforfølgelse. Men der er også egentlige voldsorgier, hvor elever bliver fastholdt og banket, til de ”ikke kan kravle”. Der er rutinemæssige ritualer, som indebærer overgreb, og som alle smiler overbærende af – undtagen de elever, der kommer alvorligt til skade i volden. 

Og så er der faktisk også seksuelle overgreb. Ægte seksuelle overgreb. For bare en uge siden faldt der sågar dom i en sag om voldtægt, hvor en elev på sin sovesal blev udsat for anden seksuel omgang end samleje af en ældre elev. Fordi der er tale om seksualiseret vold imod et barn, kategoriseres det alligevel – og med god grund – som ”voldtægt” i straffeloven. 

Herlufsholm er ikke en hvilken som helst skole. 

Det er elitens skole. Det var her Hummel-direktør Christian Stadil, den tidligere baronesse Caroline Fleming, kongehusets venner, for eksempel lensgreve Bendt Tido Wedell, og sågar prins Nikolai og vores kommende konge, prins Christian, har gået eller går. 

Det er simpelthen toppen af samfundet. Og noget af det vilde ved dokumentaren er, at den jo faktisk viser, at det samtidig er her samfundets bærme bliver formet. 

Nogle skal nok klare den og blive mønsterborgere – som flere af de ovenfor nævnte – men andre vil med sikkerhed gå psykisk og fysisk til grunde som ofre. Og atter andre, bødlerne, planlæggerne, ja, psykopaterne, vil blive de dumme svin i erhvervsliv og politik, i finansverdenen og i magtens korridorer, de modbydelige mennesker, som vi alle har mødt på de bonede gulve. 

For det er blandt de fine, at man i virkeligheden skal finde de mest ondskabsfulde. 

Forskeren Helle Rabøl Hansen er både jurist og ph.d., og hun sidder blandt andet med i Mary Fondens ekspertpanel. Da hun konfronteres med voldsofrenes og voldtægtsofrenes beretninger, sidder hun, den erfarne og kolde analytiker, lamslået tilbage. Hun er synligt, helt fysisk, påvirket af det, hun bliver konfronteret med. 

En anden ekspert, advokaten Mads Pramming fra sagerne om de totalsmadrede ”Godhavnsdrenge”, fremhæver noget af det mest hjerteskærende i sagerne: At det her foregår, hvor børnene sover og bor og ”lever deres liv”. Som advokaten siger: Man lægger sig ned for at sove, og man ved ikke om man vågner op til ”vold eller med to fingre oppe i numsen”. 

Til sidst sidder man og tænker: Kan det her snart blive værre? Og ja, det kan det. For mødet med skolens ledelse – i skikkelse af den rædselsslagne rektor Mikkel Kjellberg – er om muligt endnu mere grotesk. 

Som var det den katolske kirke og alle dens notoriske overgreb imod børn om igen, er de ansvarlige voksnes reaktion på uhyrlighederne, at de skam ikke rigtigt findes, at man sådan set ikke rigtigt kender til dem – selv om man åbenlyst gør og formentlig har gjort det siden 1565 – og at man såmænd har styr på det hele og gør alt, hvad man kan. 

Selv om man i virkeligheden gør alt for at modarbejde opklaring, belysning, retfærdighed. 

I mellemtiden forsøges alt løst inden for murene. Med bizarre krav til ofrene om ”tilgivelse”, med forhaling af sager, så fysiske beviser smuldrer, og med en fuldkommen egenrådig og dybt forkastelig mangel på respekt over for det omgivende retssamfund. I stedet for at gå til politiet med endog meget alvorlige straffelovsovertrædelser, som for eksempel voldtægt, forsøger man at ”håndtere” sagerne med små reprimander, advarsler og så videre. 

Alt imens man er helt vidende om, at unge kvinder og mænd, ja, børn, er blevet udsat for regulære seksualforbrydelser. Og fortsat bliver det. 

Hvis ikke skolens rektor bliver fyret på gråt papir her dagen efter, at dokumentaren er blevet vist – eller skolen simpelthen bliver lukket, sådan som man ville gøre, hvis det var en eller anden muslimsk friskole med så meget gak på skolegangen, at man dårligt fatter det – er der noget rivravruskende galt med etikken hertillands. 

Børn og helt unge mennesker skal aldrig udsættes for fysisk og psykisk vold, seksuelle overgreb og voldtægt. Aldrig. At de kommer fra en stenrig baggrund eller fra en slægt med våbenskjold, ændrer naturligvis ikke på det. 

Eller som et af de unge ofre selv siger: Var det her sket i en almindelig familie, havde kommunen jo tvangsfjernet barnet! 

Herluftsholms hemmeligheder rummer ingen æstetiske overraskelser. Den er lavet af arkivklip, den fungerer okay med sine rørende interviews med modige større børn og etisk bevidste unge mænd. 

Men sommetider gør en dokumentars rå afsløringer og hårrejsende afdækninger af skjulte forhold i samfundet den så vigtig, at man må uddele en sjælden topkarakter alene på den baggrund.