Here

Når en film slår sig op på at bruge banebrydende ny teknologi, vil det også primært være det, den bliver bedømt på.

Og der er ingen tvivl om, at Robert Zemeckis’ tidsdrama Here kommer til at lide frygteligt under dens tekniske ambitioner.

Zemeckis har samlet holdet fra 1994-klassikeren Forrest Gump med Tom Hanks og Robin Wright i hovedrollerne, manuskriptforfatteren Eric Roth, fotografen Don Burgess og komponisten Alan Silvestri til endnu et sentimentalt tilbageblik på det levede liv.

Men frem for igen at følge ét liv, der bevæger sig over store distancer tidsligt og fysisk, er der her kun én placering – én kameraindstilling – i form af en stue, hvor en række skæbner passerer forbi i løbet af millioner af år.

Godt nok koncentrerer filmen sig om tiden fra 1800-tallet til i dag, hvor huset og stuen eksisterer. Men faktisk er der også afstikkere til dinosaurer på jagt og kærlighed mellem indfødte amerikanere i tiden før, at der var et hus.

Det er en krævende præmis, som dog hurtigt bliver naturlig, når man først har vænnet sig til, at filmen med sit ene perspektiv mest har karakter af redigeret teater.

Der klippes ufortrødent frem og tilbage mellem den amerikanske uafhængighedskrig med slaver slidende i baggrunden og en sort familie, der bor i huset under corona-epidemien. Fra en pilot og hans familie under Første verdenskrig til en veteran fra Anden Verdenskrig.

Veteranen (Paul Bettany) viser sig at blive far til filmens egentlige hovedperson, den kreative dreng Richard (Tom Hanks), som bliver gift med sin gravide ungdomskæreste Margaret (Robin Wright).

Fra og med Richards fødsel klippes der kun sporadisk til andre af stuens beboere som supplement til hans og Margarets historie. Her løber vi så ind i filmens helt store problem: 68-årige Hanks og 58-årige Wright spiller deres karakterer, fra de er seksten år gamle til omkring 80 år.

Zemeckis og kompagni har blæret sig vidt og bredt med teknologien, der skal gøre de midaldrende skuespillere troværdige som sprøde teenagere.

Det er desværre ikke lykkedes.

Tom Hanks og Robin Wright ligner ganske vidst nogenlunde de unge mennesker, de skal forestille at være. Men deres virkelige alder viser sig tydeligt i deres bevægelser og stemmer, som man ikke har gjort noget ved.

Sekstenårige Richard spankulerer med et halvt århundrede ekstra i benene, og Robin Wright forsøger at kompensere for sin meget lidt ungpigeagtige stemme ved at spille underligt manisk og alfeagtigt for at tvinge ungdom ind i maskineriet.

Her kunne man dømme filmen ude. For hvis ambitionen er, at publikum skal glemme Tom Hanks’ alder, er Here dumpet. Men heldigvis har Zemeckis og kompagni også andre planer med cirkusset end den teknologiske gimmick.

Paul Bettany læner sig begavet ind i den teatralske stil, filmen lægger op til, og han er en afgørende kraft som træmanden Al, der vader ind og ud af stuen med en sjus i hånden og fortrydelse på læben.

Da Hanks og Wright når en alder tættere på deres egen, glemmer man det mislykkede tryllenummer og lader sig synke ned i den naivistiske livsvisdom, der også præger Forrest Gump.

Alan Silvestris orkestermusik er igen så smøragtig, at man væmmes ved første indtræden i øregangen. Men efterhånden må man overgive sig til sødmen og sentimentaliteten, som Robert Zemeckis altid har insisteret på.

Den ene finurlige og elskelige figur efter den anden træder ind i stuen, hvor de gennemgår stunder af stor lykke og sorg. Bortset fra et forrygende opfinderpar i de brølende tyvere, der bare har det pragtfuldt.

Det eneste, der aldrig indfinder sig i rummet, er ondskaben. Alle vil det godt og bøvler blot med livets mange valg, dem man tog, og dem man aldrig fik taget – med Richard og Margarets nytteægteskab som katalysator for det hele.

Af og til bliver det lovligt fjollet, når de store begivenheder i Richards liv partout skal kollidere med de sædvanlige boomer-milepæle som Beatles’ optræden i The Ed Sullivan Show.

Men ligesom i Forrest Gump – og i det virkelige liv – bliver de popkulturelle nedslag en effektiv måde at navigere i alle de uoverskuelige og afgørende begivenheder, der ligger bag os.

Here lykkes med sin vigtigste ambition: At få én til at tænke drømmende på alle de ting, der må have fundet sted – og kommer til at finde sted – i de bygninger og rum, vi deler.