filmanmeldelse
02. mar. 2014
Helium
Alfred elsker luftballoner. Derfor bruger rengøringsmanden Enzo luftballoner som en nøgle til at skabe et fantasiunivers i Oscar-vinder Helium. Foto | M&M Productions

Helium

Anders Walters Oscar-vindende kortfilm skildrer døden i børnehøjde og forener benhård realisme med visuelt dekadente drømmesekvenser.

Af Rune Bruun Madsen

En dreng ligger lænket til sin hospitalsseng, og døden lurer lige om hjørnet. Udgangspunktet er nådesløst i Anders Walters Oscar-nominerede kortfilm Helium. Men en kreativ rengøringsmand og fantasien som frigørende kraft kommer drengen til undsætning.

De fleste har sandsynligvis for længst stiftet bekendtskab med både Thomas Vinterbergs Jagten og Joshua Oppenheimers danskproducerede The Act of Killing.

Danmarks tredje bidrag til Oscar-ceremonien natten til mandag fortjener imidlertid også bred anerkendelse og folkelig opbakning.

Sidste år var Walter shortlistet til en Oscar for kortfilmen 9 meter (som kan ses på Ekko Shortlist), men i sidste øjeblik blev filmen forbigået. Nu sidder den 36-årige instruktør, der oprindelig er tegner og har lavet musikvideoer for sin tvillingebror Rasmus, på første parket ved den prestigiøse prisfest.

Walters film er produceret af Kim og Tivi Magnussen og M&M Productions, der efterhånden har gjort det til et speciale at skabe kortfilm-succeser i filmens mekka. Selskabet stod også bag Valgaften (1999), Der er en yndig mand (2003) og De nye lejere (2010), der alle vandt en Oscar for bedste kortfilm.

Helium er en rørende fortælling, der hudfletter et alvorligt og tabubelagt stofområde. For hvordan forklarer man et barn, at det skal dø?

Netop derfor får man det indtryk, at ingen voksne i Helium har haft modet til at konfrontere drengen Alfred (Pelle Falk Krusbæk) med hans tragiske skæbne. Konsekvensen er, at han er dødsangst i ordets bogstavelige forstand.

En dag kommer den perplekse rengøringsmand Enzo (Casper Crump) ind på Alfreds værelse. Med udgangspunkt i de modeller af luftskibe, som Alfred har hængende i loftet, opfinder Enzo en fabelagtig drømmeverden kaldet ”Helium”.

Når Alfred dør, vil et gigantisk luftskib fragte ham til Helium, hvor svævende øer er befolket af alle dem, han har kær.

Vi pendulerer derfor mellem den blygrå og benhårde realisme på hospitalsgangen og den pastelfarvede fantasiverden, hvis drømmelandskab ligner et destillat af Avatar. De visuelt dekadente billeder er et tydeligt udtryk for Walters erfaring som tegneseriemager.

Enzo forholder sig konkret til døden, men han bruger fantasien som et værktøj til at lindre smerten. Han involverer Alfred som kreativ arkitekt til det himmerige, der bliver drengens mentale redningsflåde.

Walter skildrer døden i børnehøjde og indskriver sig dermed i en tradition, hvor Astrid Lindgrens Brødrene Løvehjerte er flagskibet. I samme stil brugte Roberto Benigni i Livet er smukt fantasiens potentiale til at omsætte krigens rædsler til barnagtig leg.

Enzo møder en række forhindringer, men han trodser reglement og karriere i et desperat kapløb med tiden. Målet helliger midlerne i den alvorlige sags tjeneste. I en grådkvalt samtale med en sympatisk sygeplejerske (Marijana Jankovic) bekender Enzo, at han holder drengen for nar. Det hele er jo bedrag.

Men Alfreds skæbne er uundgåelig, og døden skelner ikke mellem løgn og sandhed. Hvad der for andre er pure opspind, giver for Alfred befriende mening. Anekdoten om Helium sikrer en smertefri opdrift til efterlivet.

Den patosfyldte underlægningsmusik giver filmen en meget sentimental indpakning. Lige præcis i Oscar-sammenhæng er det dog nødvendigvis ikke en svaghed at spille på de hjerteskærende tangenter.

Desuden kan det undre, at de kærlige forældre, vi ser i en tidlig scene, ikke er ved Alfreds side, da han ligger på dødslejet. Det skaber en underlig slagside i fortællingens logik.

Walter har imidlertid en fornem sans for at udnytte kortfilmens format. I løbet af Heliums 23 minutter udfoldes et dramaturgisk forløb, der er en spillefilm værdig. Man græmmes over livets uretfærdighed, samtidig med at man glæder sig over fantasiens skaberkraft og sammenholdets styrke.

Land:
Danmark

År:
2013

Instruktør:
Anders Walter

Manuskript:
Christian Gramst Miller-Harris, Anders Walter

Medvirkende:
Pelle Falk Krusbæk, Casper Crump, Marijana Jankovic

Spilletid:
23 min.

Aldersgrænse:
Tilladt for alle

Premiere:
27. februar 2014. Vises på TV 2 tirsdag 4. marts kl. 22.35.

Relevante artikler

Oscar 2014
28. feb. 2014
Ekkos Oscar-bud 2014

Ekkos Oscar-bud 2014

Interview
05. dec. 2013
Oscar-håb for andet år i træk

Oscar-håb for andet år i træk

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
19. nov. 2014
Human Capital

Human Capital

Tv-anmeldelse
13. nov. 2014
Democrats

Democrats

Biografanmeldelse
29. okt. 2014
Nightcrawler

Nightcrawler

Fra samme instruktør

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Apple Tree Productions lukker
Nyhed
09. dec. 2025

Apple Tree Productions lukker

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten