Heartist

En animeret spurv kommer flyvende ind i billedet.

I ro og mag sætter den lille, orange fugl sig uskyldigt i hjørnet på et af malerierne, som Sigrun er ved at opstille i forbindelse med en kommende udstilling af sine egne værker.

Den er blot et af flere tilbagevendende symboler, der kendetegner den færøske, naivistiske maler. Hendes simple, men ofte surrealistiske stil har medført fremvisninger så langt fra øerne som New York og Kyoto.

Siden 2018 har instruktørduoen Marianna Mørkøre og Beinta á Torkilsheyggi i perioder fulgt kunstneren, hvis kunst og levede liv er filmens omdrejningspunkt.

Dokumentaren er indstillet til den nordiske pris ved årets Cph:Dox-festival. Den starter med et opkald, hvor Sigrun bliver bedt om at male et portræt af Hendes Majestæt Dronning Margrethe, og det bliver en løs ramme for fortællingen.

Undervejs vender kunstneren jævnligt tilbage til portrættet og viser, hvordan hun udfører et værk fra start til slut. Ligefrem og med åbent hjerte går kunstneren i gang.

Deraf filmtitlens ordspil Heartist.

Imidlertid åbner den 72-årige hovedperson op om sine formative år, traumatiske oplevelser og kunstneriske inspiration, der trækker tråde til rigsfællesskabet fra København til Tórshavn og Nuuk.

Med sit korte, grå hår med enkelte orange stænk klædt i sart lilla og lyserød skiller hun sig ud i gadebilledet som en figur i en tegneserie.

Det virker derfor bevidst, når hun som taget ud af en avisstribe kommer gående fra venstre mod højre side af skærmen, mens baggrunden undervejs ændres. Et kreativt indslag inspireret af kunstnerens egne værker, og det viser, hvor i verden hun befinder sig på et givet tidspunkt.

Overalt følger den lille spurv og andre tilbagevendende motiver den markante kunster.

Symbolerne er ofte små, skjulte elementer, som er lette at overse. Andre gange er de ikke til at tage fejl af. Som når spurven vokser sig stor som et hus og hviler sig på et kirketag centralt i billedet.

I en sjov sekvens laver hun en tre meter høj udgave af fuglen i papmache. Bundet fast som ene passager i påhængsvognen bag på bilen vajer skulpturen fra side til side gennem smalle passager og ned ad bakker i hjembyen Eiði.

Til sidst finder den vej til kunstmuseet i Tórshavn, hvor en forundret børnehaveflok med udspilede øjne beundrer værket.

Bølgebrus fotograferes fra oven med droner på en kold, mørkegrå strand i Nordatlanten, hvor hovedpersonen får sig en dukkert. Det er lige før, at duften af det åbne hav breder sig i biografsalen.

Amager Strand filmes fra samme vinkel, når hun under et ophold i København taler om studietiden på Det Kongelige Danske Kunstakademi på Charlottenborg.

På det danske fastland er forestillingen om Færøerne tæt knyttet til den enestående natur. Måske tilsat får, konservative værdier eller hvalfangst.

Det er alt sammen væsentlige elementer af kulturen, der dog skaber et forenklet billede af øboerne som et primitivt folk, der lever afskåret i et skjult, underbelyst hjørne af kongeriget.

I det hele taget er fortællinger fra Færøerne sjældne. For ikke at tale om nuancerede skildringer af menneskelige erfaringer, kunst og kultur fra landet.

Det opleves derfor radikalt, når filmen kun glimtvis viser de vante klipper og bjerge, inden kameraet følger hovedpersonen indendørs i hendes atelier, hjem i stuen eller på et nyopført hospital, som hun er i gang med at dekorere.

Sigrun fortæller, at hun kan se Slættaratindur – Færøernes højeste bjerg – fra sit vindue. Men i stedet for at filme hende bestige de høje tinder filtreres motivet gennem kunst, hvor bjerget belejligt optræder i et af malerierne.

Med hjælp fra animation vækkes isbjørnen i et andet maleri til livs i en hypnotisk sekvens. Ihærdigt svømmer den mod en strøm af blå maling.

Heartist er mere end et kunstnerportræt. Den bringer Færøerne tættere på rigsfællesskabet, ligesom isbjørnens rumsteren i maleriet bringer kunsten tættere på publikum.