Biografanmeldelse
05. okt. 2016
Havet brænder
Tolvårige Samuele sidder på dækket af sin fars fiskerbåd i farvandet omkring den lille italienske ø Lampedusa, hvor tusindvis af flygtninge hvert år ankommer til Europas kyster. Foto | Stemal Entertainment

Havet brænder

Raffineret dokumentar om flygtningekrisen ved middelhavsøen Lampedusas kyster er fortalt gennem de italienske indbyggeres egne øjne.

Af Rasmus Brendstrup

Det er de færreste instruktører, der har både en Guldløve fra Venedig og en Guldbjørn fra Berlin stående på kaminhylden, og det er i italienske Gianfranco Rosis tilfælde så meget desto mere bemærkelsesværdigt, idet han ikke er fiktionsinstruktør, men dokumentarist.

Eller rettere: en slags dokumentarist. Berlin-vinderen Havet brænder vibrerer som filmoplevelse et sted mellem arthouse-spillefilm, journalistisk reportage og billedessay. På trods af filmens vanskelige emne er det en selvsikker elegantiers værk.

Havet brænder handler om flygtningekrisen. Den udspiller sig på den efterhånden navnkundige italienske ø Lampedusa, hvor bristefærdige både fra Nordafrika navigeres ind ved hjælp af mobil-gps’er, og hvor udmattede flygtninge og immigranter hales over rælinger med samme selvfølgelighed, som vi andre tager tøj ud af klædeskabet.

Det er et emne så påtrængende og så voldsomt tv-dækket, at det kræver en ganske særlig sensibilitet at formidle det i en retning, der trækker på andet end frygt eller medlidenhed. Men en sådan sensibilitet har Rosi.

Blandt flere tilbagevendende personer i filmen er tolvårige Samuele den mest centrale. Vi møder ham i et skovkrat, hvor han snitter en slangebøsse, som han skyder efter redningsskibe i det fjerne med, inden han hos øjenlægen får konstateret et såkaldt dovent øje.

Ingen samfundsrevsende fiktionsforfatter kunne have udtænkt en bedre metafor for Europas fremmedfrygt end dette dovne øje, og som tilskuer ved man, at mødet mellem lokalbefolkning og flygtninge må komme. Man præsenterer jo ikke et våben i første scene uden grund.

Men filmens største force er dens lune overraskelsesangreb på vaneforestillingerne. Her er ingen interviews med Røde Korsspidser eller harme protektionister. Vi er i stedet med Samueles far på fiskerbådens dæk, hos gamle koner mellem årgangsplatter og en transistorradio, der spiller schlagere om livet til søs.

På raffineret vis får Rosi demonstreret, at Lampedusa-borgernes identitet er nøjsom og uromantisk bundet til havet og derfor nærmest forudbestemt til at forstå og rumme de afrikanske og mellemøstlige skæbner, der tager vejen gennem et Middelhav, som aldrig mættes af druknede.

Den lokale dykker, der mister sigtbarheden under vandet, forstår deres desorientering. Drengen, som om natten med sin slangebøsse i hånden fanger en fugl i sin lyskegle, uden at den er i stand til at flytte sig, forstår. Og viser barmhjertighed.

Rosis kunst er en slags symbolladet dokumentarisme. Nogle scener virker fluen-på-væggen-naturlige, mens andre tydeligt har iscenesættelsens karakter, som eksempelvis en scene, hvor Samueles familie slubrer spaghetti i køkkenet, men gør det bænket langs bordets ene langside, så kameraet har rum til at lave en af filmens mange rolige panoreringer.

Glimtvis får vi også nogle af de øjeblikke, vi kender fra tv og gruer for: projektører over natlige bølger, forhutlede kroppe svøbt i kropsvarmebeskyttende guldfolie og læger iført surrealistiske rumdragter, der sikrer mod fnat og skoldkopper.

Filmen er fri for fugleperspektiviske statistikker og påstår på ingen måde at skabe faktajournalistik. Dens pointer ligger ikke i verbale udsagn. Faktisk er der kun én person, øens ene læge, der sent formulerer filmens humanistiske budskab. Primært formidler den gennem stemning og struktur en kærlighedserklæring til en lille øs stovte beboere og til de mennesker, som verdens uretfærdighed fører dertil.

Havet brænder har alle de humanistiske kvaliteter, vi har vænnet os til at forbinde med Berlinalens jurysmagsdomme, men den har også alle de kunstneriske kvaliteter, man kan forvente af en Guldbjørn vinder. Og lidt til.

Titel:
Havet brænder

Originaltitel:
Fuocommare

Land:
Italien, Frankrig

År:
2016

Instruktør:
Gianfranco Rosi

Manuskript:
Gianfranco Rosi

Medvirkende:
Samuele Pucillo, Maria Costa, Francesco Paterna

Spilletid:
114 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 11 år

Premiere:
6. oktober

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
02. dec. 2025
Saras stempel

Saras stempel

Biografanmeldelse
22. okt. 2025
After the Quake

After the Quake

Biografanmeldelse
07. okt. 2025
Modstanderen

Modstanderen

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten