The Hateful Eight – afsnit 1-4

Om det er kunstneriske ambitioner eller en algoritme, der har besluttet at gøre Quentin Tarantinos The Hateful Eight til en fire-afsnits Netflix-serie, ved jeg ikke.

Men det er i hvert fald en af streamingtjenestens mere aparte udgivelser, som endnu ikke er kommet på den danske udgave af Netflix.

Noget særligt nyt er der ikke tale om, og det er stadig mere en film end en serie. Så hvad er det her egentlig? Udgivelsen kom op til Cannes-festivalen, der jo elsker Tarantino og hader Netflix, kunne det ligne en veltimet fuckfinger.

Tarantinos ottende film havde biografpremiere i 2015. Projektet blev tidligt overvejet som en opfølger til Django Unchained, men endte i stedet som en selvstændig western, der dog stadig har tråde til Tarantinos andre film.

Samuel L. Jackson spiller dusørjægeren og borgerkrigsveteranen Marquis Warren. Sammen med en anden dusørjæger, John Ruth (Kurt Russell), og hans fange, Daisy Domergue (Jennifer Jason Leigh) søger han ly for en snestorm i traktørstedet Minnie’s Haberdashery, som i forvejen har en håndfuld andre gæster.

Her udspiller sig et mysterium, hvor få folk er, hvem de giver sig ud for. Filmen er en post-borgerkrigs-western, men den har også elementer af blaxploitation, horror og ikke mindst Agatha Christie-agtig kriminalgåde.

Med det meste af handlingen henlagt til et enkelt sted og med et afgørende flashback i sidste del minder filmen desuden meget om Tarantinos egen Reservoir Dogs.

Det er en meget moderne – eller postmoderne – western fuld af cool replikker, en meget fri brug af ord som ”nigger” og ”bitch”, lange monologer, obskure filmreferencer, ekstrem vold, ikke mindst mod kvinder.

Og selvfølgelig en hel del mørk humor.

Plottet sætter sorte mod hvide, nordstaterne mod sydstaterne, loven mod forbryderne og mændene mod kvinderne. Man tager sig i at tænke på den #MeToo- og race-identitetsbølge, der for alvor rullede et par år efter filmens premiere.

I dagens identitetspolitiske klima føles filmen mere politisk ukorrekt end ved premieren. Den føles sjovt nok også mere aktuel.

Der findes i forvejen to versioner af The Hateful Eight: standard-biografversionen på 168 minutter og en særlig forlænget Roadshow-variant på 187 minutter. Den sidste blev kun vist på 70 mm film i udvalgte biografer, komplet med musik-overture og indlagt pause.

Netflix-udgaven er vist stort set den forlængede version klippet op i fire afsnit på hver godt 50 minutter. De små forskelle er kun af teoretisk interesse. Serien føles ikke væsentlig anderledes end filmen, bortset fra at opdelingen i afsnit selvfølgelig ændrer lidt på timingen.

Det kan virke som en spøjs idé at klippe filmen op på denne måde. Men det giver egentlig god mening, da Tarantino blandt sine mange inspirationskilder til filmen nævner den amerikanske western-tv-serie Bonanza (som også nævnes i Once Upon a Time in Hollywood).

Netflix retter muligvis The Hateful Eight mod fans af serier som Deadwood, Godless og Westworld (strengt taget science fiction, men alligevel!). De kan også have fundet inspiration i Coen-brødrenes Netflix-film The Ballad of Buster Scruggs. Der er i hvert fald liv i westerngenren på streamingtjenesterne.

The Hateful Eight er stadig en unik film.

Som de fleste af Tarantinos film er den lige dele provokerende, inspirerende, underholdende og frastødende. Ensemblespillet er det bedste ved filmen. Det er fornøjeligt at se Samuel L. Jackson, Walton Goggins, Tim Roth og Jennifer Jason Leigh kappes om at overspille mest muligt. Og Ennio Morricones Oscar-belønnede musik hænger i øret.

Til gengæld egner The Hateful Eight sig ikke specielt godt til skærmen. Filmen er i den grad designet til at blive vist i biografen.

Det er kærligheden til biografoplevelsen, der fik Tarantino til at sende filmen ud på det stort set udgåede 70 mm-format. Og ærligt talt, selv den største hjemme-fladskærm vil have problemer med at yde de ekstremt brede Ultra Panavision-billeder retfærdighed. Og Gud nåde dem, der prøver at se den på mobiltelefonen!