Serieanmeldelse
17. feb. 2022
Harmonica
Ægteparret Monica (Josephine Bornebusch) og Harry (Jonas Karlsson) var engang succesfulde musikere, men en tragedie sendte deres liv i en anden retning. Foto | Viaplay

Harmonica

Svensk Viaplay-serie byder på stærkt skuespil i et melankolsk drama om sorg og menneskelige relationer.

Af Patricia Smollerup

Kan man opleve noget så voldsomt i sit liv, at man aldrig bliver den samme igen? En smerte så stor, at det næsten er umuligt at være det menneske, man var forinden? Er det muligt at leve med bare et strejf af lykke bagefter?

I Viaplays svenske dramaserie Harmonica – skabt af hovedrolleindehaverne Jonas Karlsson og Josephine Bornebusch – har ægteparret Harry og Monica været udsat for en sådan tragedie.

De var engang store rockstjerner, der levede et liv på landevejen med bandet Harmonica. Men på et splitsekund blev deres tilværelse slået fuldstændigt ud af kurs.

Serien foregår seksten år efter tragedien, hvor det tidligere rockpar nu er i 40’erne og kæmper for at redde resterne af deres ægteskab.

Som et sidste forsøg på at genfinde kærligheden foreslår Monica at tage på tour igen. Hun kæmper desperat for at genskabe en form for glæde og samhørighed. Men Harry sidder fast i sorgen.

”Hvordan kan du tro, at vi bliver lykkelige igen?” spørger han frustreret Monica.

Musik er naturligvis i centrum for Harmonica, og Bornebusch og Karlsson har faktisk også skrevet seriens musik, mens hun instruerer. Det er dog ikke musikkens sædvanlige livsglæde, der strømmer ud af historien.

Gennem alle seriens fem afsnit er tonen trist og mørk. Vi kommer helt tæt på deres smerte, og som seer bliver man nærmest efterladt med følelsens af at være drænet for livsenergi.

Den melankolske, deprimerende stemning er altgennemtrængende. Mørket dominerer rummene, mens møbler og tapet er i brunlige og orange nuancer. Harrys slaskede, halvfedtede hår hænger ned i ansigtet på ham, og Monica har lange udgroninger i det lyse, tjavsede hår, hvor man kan ane en svag pink farve.

Det er en barsk omgang at give sig i kast med serien, men der venter en belønning.

Jonas Karlsson og Josephine Bornebusch har et eminent samspil og leverer hver især betagende skuespilpræstationer. Vi lider med dem, fordi vi kan mærke dels Monicas desperation for at få bare enkelte lyspunkter i deres liv, dels Harrys mørke dæmoner, som forhindrer ham i at komme videre.

Til tider bliver parrets skænderier en smule for langstrakte, så det nærmest føles, som om det ene afløser det andet uden synderlig udvikling.

Også seriens flashbacks til parrets ungdomsår på tour fyldt med glamour, fest og proppede arenaer kommer til at virke gentagende med minimal ny information for hver gang.

Tragedien i parrets fortid bliver tidligt introduceret og ofte vendt tilbage til. Men vi må vente længe på afsløringen af, hvorfor deres verden er blevet væltet omkuld. Personer i serien er flere gange ved at afsløre det, men de bliver konsekvent afbrudt hver gang. Det kan indimellem irritere, men sikrer samtidig, at spændingen bliver holdt intakt.

Josephine Bornebusch er også kvinden bag Viaplay-serien Elsk mig, hvor hun selv spiller hovedrollen som en kynisk karrierekvinde, der kaster sig ud i den digitale dating-verden.

Hun har et skarpt blik for tilværelsens store spørgsmål og skæve mærkværdigheder, så der også i hendes nye serie bliver plads til små glimt af sort humor.

Undervejs løfter Harmonica sig løbende, så man til sidst sidder med en aldeles bevægende fortælling om at konfrontere sine dæmoner og undgå, at sorgen bliver altædende.

Titel:
Harmonica

Land:
Sverige

År:
2022

Serieskaber:
Josephine Bornebusch, Jonas Karlsson

Medvirkende:
Josephine Bornebusch, Jonas Karlsson, Eric Ericson, Nina Zanjani

Spilletid:
Fem afsnit af cirka 45 minutter

Anmeldelse:
Fem afsnit

Premiere:
20. februar på Viaplay

Relevante artikler

Serieanmeldelse
09. okt. 2019
Elsk mig

Elsk mig

Fra samme skribent

Serieanmeldelse
07. maj 2022
How I Met Your Father

How I Met Your Father

Serieanmeldelse
19. apr. 2022
The Dropout

The Dropout

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Apple Tree Productions lukker
Nyhed
09. dec. 2025

Apple Tree Productions lukker

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten