The Handmaid’s Tale – sæson 2

Da første sæson af The Handmaid’s Tale havde premiere, blev den ikke kun rost for stærke skuespilpræstationer, en gennemført visuel identitet og æggende historiefortælling.

Mange fremhævede også den Emmy-vindende series beretning om et totalitært, kvindeundertrykkende og hierarkisk samfund, der tilsyneladende – og desværre – fandt resonans i vores egen samtid.

The Handmaid’s Tale, der er baseret på Margaret Atwoods roman af samme navn, er nemlig ikke perspektivløs science fiction, men en veldrejet dystopi om et samfund, der er fremtidigt og ekstremt, men stadig skræmmende livagtigt.

Det var en af første sæsons store forcer og lader også til at blive den nye sæsons.

Den nye omgang The Handmaid’s Tale fortsætter bogstaveligt talt, hvor første sæson slap. June (Elisabeth Moss) med tjenerindenavnet Offred er gravid og har sammen med de andre tjenerinder forsøgt et oprør mod de totalitære kræfter, der holder dem fanget som tvangsrugemødre.

Vi befinder os i landet, der før hed USA, men efter en øko-katastrofe, som har gjort de fleste kvinder ufrugtbare. Nu hedder landet Gilead og bliver regeret af et brutalt styre præget af victoriansk mådehold og religiøse floskler. Her holdes de få fødedygtige kvinder fanget som tjenerinder, der skal føde overklassens børn.

I den nye sæson interneres June og resten af tjenerinderne for deres mytteri og holdes i et jerngreb af Aunt Lydia (Ann Dowd), der efter alt at dømme kommer til at få en vigtig og interessant rolle som en mere nuanceret karakter.

Visuelt er The Handmaid’s Tale gennemført.

Der er kælet for hvert billede, og seriens udtryk er nærmest allerede blevet ikonisk. De tilknappede overklassevillaveje og selvfølgelig tjenerindernes vinrøde kapper og hvide kyser. Det er fortælling gennem billeder, der sætter sig fast.

Interessant og lovende udvider serien også sit univers i anden sæson. Vi får et mere dybdegående indblik i tiden umiddelbart før det totalitære regimes fremmarch og kommer med i kolonierne – en slags arbejdslejre, der før kun er blevet omtalt sporadisk.

Serien viser især, hvordan det tidligere samfund langsomt bevæger sig væk fra demokratiske principper. I flashbacks følger vi tjenerinden Ofglens (Alexis Bledel) tidligere liv som underviser på universitetet. Gradvist diskrimineres hun og hendes chef, fordi de er homoseksuelle.

Og June kritiseres af en læge, fordi hun som kvinde ikke har taget sig godt nok af sit barn. Man kan ikke både være mor og gøre karriere!

Her er The Handmaid’s Tale eminent interessant, fordi den viser, hvad der kan ske med et samfund, der med små, vedvarende skridt indskrænker demokratiske rettigheder og forskelsbehandler.

Man kan godt stå af på seriens enorme selvsikkerhed og seriøsitet. Der er ikke plads til mange andre følelser end dystopiens afmagt, bekymring og desperation, som serien elsker at svælge i. I første afsnit afstraffes tjenerinderne i en gammel skolegård, mens regnen pisker ned over dem i flotte grå billeder.

Det, der for alvor får serien til at rykke, er skuespillet.

Elisabeth Moss vandt helt fortjent både en Golden Globe og en Emmy for sin hovedrolle i. Hun pendulerer overbevisende sikkert mellem ekstremer. Det ene øjeblik er hun den underdanige og skræmte tjenerinde, der kontrolleres totalt af husets frue, Serena Joy Waterford (Yvonne Strahovski). Det næste øjeblik er hun handlekraftig og intenst lidenskabelig, når hun modsætter sig Gileads totalitære jernnæve.

Med fornemme præstationer af Strahovski og Ann Dowd tegner anden sæson af The Handmaid’s Tale også til at blive et tankevækkende og isnende uafrysteligt bekendtskab.