Halloween Kills

”Det onde dør i nat,” runger det gentagne gange gennem byen Haddonfield på Halloween-nat i 2018.

Den maskerede morder Michael Myers er undsluppet det flammehav, som forrige fiilm sluttede med. Han var fanget i en brændende kælder hos den kvinde, Laurie Strode (Jamie Lee Curtis), han ihærdigt forsøgte at slå ihjel 40 år tidligere.

Men han er nu på fri fod igen og slagter sig vej gennem den lille flække i staten Illinois.

Så kort kan handlingen i David Gordon Greens efterfølger Halloween Kills opridses. Desværre vælger instruktøren og hans manuskriptforfattere Danny McBride og Scott Teems at mudre et ellers spændende koncept til med ligegyldigt baggrundspladder.

Den nye film udforsker ligesom forgængeren, hvordan Michaels hærgen siden 1978 har påvirket de overlevende frem til i dag.

Fortællingen var sidst forankret i Lauries sindstilstand og forholdet til datteren Karen (Judy Greer) og barnebarnet Allyson (Andi Matichak). Denne gang udvides fokus til også at komme omkring andre personer, der oplevede Michaels massakre dengang.

Af dem er Tommy Doyle (Anthony Michael Hall) den mest interessante. Ikke alene var det ham, som oplevede morderen på nærmeste hold. Han er også den, der i nutiden er foregangsmand for en selvtægtsgruppe, som vil sætte en stopper for den morderiske hærgen – det er deres mantra, som gjalder i byens gader.

På nær genintroduktionen af karakteren er der dog ikke megen substans. Trods Halls maniske og intense grimasse er Tommy en flad stereotyp, hvis eneste formål er at piske en stemning op.

Filmens intention har helt klart været at skildre, hvordan flokmentalitet kan udvikle sig til et frådende monster, når frygt og panik har tag i masserne.

Udførelsen mangler dog den nødvendige finesse for, at det aspekt trænger ind under huden og giver publikum koldsved.

Halloween Kills udmærker sig til gengæld i den blodsprøjtende afdeling.

En uskreven regel inden for slasherfilm-genren dikterer, at en fortsættelse skal have flere drab end etteren. De skal også være mere spektakulære, og det leverer Green og kompagni i den grad.

Michael stikker, spidder og maltrakterer sagesløse ofre med alskens våben. Brutaliteten i nedslagtningerne er et nøk over, hvad man normalt ser i Hollywood-gyserfilm nu til dags, men giver mening i forhold til mytologien i filmens univers.

Michael Myers er en primitiv mordermaskine, som bruger hvad end han kan finde til at slå ihjel.

Et lysstofrør i halsen har for eksempel den fordel, at det skaber lidt fysisk afstand til ofret. Samtidig har det en sadistisk undertone, når noget så almindeligt som en stor pære kan anvendes som mordvåben.

Og på mordfronten må filmen siges at være uovertruffen. Selv hærdede horrorfans vil rykke i sædet, når en kniv smadres igennem et øje, så man kan høre æggen kværne imod kraniet, mens blodet sprøjter.

Det virker, som om filmskaberne med vilje lader Michael udføre nogle mere morsomme drab. Forstået på den måde, at de ser så seje eller komiske ud, at man per refleks griner.

Om det er meningen, er ikke helt til at blive klog på.

Men det vil forklare den noget kluntede historie, hvor et flashback til 1978 bliver et gumpetungt forsøg på at give baggrundshistorie til en person, der ikke foretager sig noget i hele filmen.

Derfor ender Halloween Kills med at falde i den svære toer-kategorien. For vi ved allerede, at der kommer en tredje film i David Gordon Greens filmserie.

Den hedder Halloween Ends og får premiere næste år. Den her omgang med Michael, Laurie og alle de andre virker mest af alt som et forsøg på at holde gryden i kog, indtil vi kommer til den afgørende film.