Hændelsen

”Hvis jeg ikke undersøger mit forhold til denne oplevelse til bunds, ender jeg med at bidrage til fortielsen af kvinders virkelighed.”

Sådan begrunder den franske stjerneforfatter Annie Ernaux i sin selvbiografiske roman Hændelsen, hvorfor hun skriver en historie om magt og magtesløshed, om lovbrud og selvskade i håbets navn. Om frygt, smerte og ensomhed.

Om illegal abort.

Hændelsen er enkelt, rystende og komplet overbevisende omsat af franske Audrey Diwan, der sidste år vandt Guldløven i Venedig for filmen.

Nogle anmeldere påpegede, at den landede politisk betimeligt som en kommentar til et dugfriskt abortforbud i Texas, og at det måske har gavnet filmens vinderchancer. Det er en akademisk diskussion.

Indiskutabelt er det, at filmen har en klar nutidsrelevans, selv om den udspiller sig i fortiden. Akkurat som tilfældet var med Cristian Mungius mesterlige 4 måneder, 3 uger og 2 dage, der i 2007 vandt Guldpalmen i Cannes.

Ingen af filmene flasher et periodepræg, og de taler ikke om regimer eller love. De viser blot resultaterne set med kvindeøjne.

Anne går i gymnasiet i 1960’ernes Angoulême i det sydvestlige Frankrig. Hun er intelligent, eventyr- og stridslysten, med hagen og barmen skudt frem og det mørke hår i en hestehale.

Hovedrolleindehaver Anamaria Vartolomei har et af de ansigter, en instruktør er i stand til at dræbe for. Øjnene lyner uforstilt. Vartolomei er spændende at iagttage, også når hun hverken siger eller gør noget. Man kan simpelthen mærke, hvad hun tænker på.

Det er et af filmens modige fravalg i forhold til bogen, at vi ikke hører særligt mange af Annes refleksioner. Hun er indkapslet af sociale regler, måske af klasse, og helt klart af en karrierestige, der er på nippet til at knække, før hun er kommet op på den.

Hun kan intet fornuftigt foretage sig i de uger, hvor hun har opdaget, at en flirt med en jævnaldrende fyr måske koster hende selvbestemmelsen over fremtiden.

Filmen følger hende i auditorier, på parkbænke med veninder, og når hun sniger sig ud om natten. Hun er i fællesbad med den potentielle henrettelsespeloton, pigegruppen på skolen, ligesom hun frekventerer forældre, venner med forbindelser, efterhånden også kvaksalvere.

Hver eneste konfrontation er ladet med undergang og elektricitet. Ordene er ofte omsat til gestik: Anne, der peger på sin mave!

Tavsheden har en filmisk styrke. Følelserne og argumenterne, der kunne være foldet ud, er indlysende. Og den gennemgående følelse i filmen er ikke indignation, men den endnu værre følelse, at indignationen er lige så farlig som aborten.

Der er fængselsstraf for at få foretaget en abort og fængselsstraf for at assistere. Alle dem, Anne delagtiggør i sit forehavende, er i fare og samtidig farlige for hende, hvis de sladrer. Der er en slående historisk lærdom i, at paranoiaen næsten på en prik ligner den i Mungius film om Ceaușescu-tiden.

Audrey Diwan arbejder med at opretholde en medrivende autenticitet i hver scene. Kameraet er håndholdt og konstant tæt på Anne, bevægeligt og søgende.

Det er som at være med i en Dardenne-film. Blot er de belgiske forstæder erstattet af et solbeskinnet provinsmiljø, der forbliver i vores sanseperiferi.

Vi mærker rummene, små angstfulde køkkener og studerekamre, der trækker sig sammen om Anne, som er så psykisk stærk, at vi som publikum krakelerer med hende, når hun endelig lader sig mærke af omstændighederne.

Indtrykket af at træde i hendes sko er hjulpet godt på vej af, at kameraet ofte følger hende fra ryggen – et greb, mange vil genkende fra László Nemes’ kz-film Sauls søn.

Hændelsen er af samme støbning: nøgtern, ubærlig, uimodsigelig.

Det er en film, der bør vises på alle tv-stationer verden over på kvindernes kampdag.