Håbets ø

Højt mod nord ligger den lille, grønlandske by Maniitsoq (tidligere Sukkertoppen). Byen består af en gruppe farvestrålende hytter, som ligger klinet op ad siden på et fjeld, der er goldt og gråt om sommeren og hvidklædt om vinteren. 

Her bor Peter Olsen. 

Han er den første grønlænder til at dimittere med en kandidatgrad fra Grønlands eneste universitet, Ilisimatusarfik. Han er også udnævnt aluminiumskoordinator for den forestående konstruktion af et værk i byen for den amerikanske aluminiumsgigant Alcoa. 

Planerne har været på tegnebrættet siden 2006. Byen godkendte i 2008 under stor glædesjubel konstruktionen af værket, der forventes at bringe flere hundrede arbejdspladser til byen. 

Ti år efter er forventningens glæde vendt til mismod. Grunden ligger stadig ubebygget hen. Finanskrisen fik den globale efterspørgsel på aluminium til at styrtdykke, og Alcoa har så godt som trukket sig fra aftalen. Tilbage er en by med bristede drømme og et faldende indbyggertal. 

Problematikken kender vi fra andre småbyer og udkantssamfund overalt i verden. Virksomhederne trækker sig ud, de unge flytter væk på jagt efter bedre muligheder, mens de gamle bliver tilbage, og tungsindet trænger ind i knoglerne. 

Håbets ø er instrueret af Sturla Pilskog og Sidse Thorstholm Larsen, hvis film følger tre livsskæbner i Maniitsoq. 

Foruden Peter Olsen er der Kirsten, en ung kvinde på kanten til voksenlivet. Som mange af sine byboere nærer hun en stor kærlighed for sin fødeby, men hun vil til Nuuk for at studere. Måske vender hun tilbage, når hun får børn, siger hun med et grin. Hun drikker også for meget, og det skaber problemer for hende. 

Gideon er tørlagt alkoholiker og hjælper nu andre ud af deres misbrug. Han ser byens langvarige venten på Alcoa som en anden form for afhængighed, hvor byen ligger brak i stedet for at tage hånd om sin egen fremtid og finde andre forretningsmuligheder. 

”Det er det mærkelige ved det. Vi vil gerne have vores uafhængighed, men samtidig forlader befolkningen landet,” forklarer Peter Olsen om det evigt verserende spørgsmål om grønlandsk uafhængighed. 

Den simple, elektroniske underlægningsmusik får tilsat velkomponerede optagelser af frosne fjelde og mennesker i den barske natur. Det skaber en rammende stemning af klaustrofobisk isolation og melankoli. 

Men i længden smelter æstetikken sammen til en ensformig tristesse. Man undrer sig over titlen Håbets ø, for dokumentaren præsenterer ikke meget håb. Kun forfald. 

Først hen imod de sidste ti minutter synes den egentlige fortælling om håb at begynde. Til billederne af et brydende forår fortæller Peter Olsen, der nu er blevet forfremmet til bæredygtighedskonsulent, at Maniitsoq sigter efter at blive hvalernes by og vil markedsføre sig som et turistmål for hval-sightseeing. 

Filmens absolut mest opløftende billede er en pukkelhval, som kådt boltrer sig uden for byens havn. 

Håbets ø stræber efter at give et personligt og helhjertet portræt af livet hos den almindelige grønlænder. Men filmen formår ikke at dykke dybt nok ned i hverken sine personlige portrætter eller de centrale konflikter om minedrift og selvstændighed. 

Man sidder som tilskuer tilbage med en lidt tom fornemmelse og flere ubesvarede spørgsmål. 

Var det for naivt, da byen sagde ja til at lade Alcoa åbne minen, og lagde man alle sine æg i en kurv? Hvorfor drikker Gideon, Kirsten og hendes veninder? Hvorfor kan byen kun se fabriksåbninger som en løsning på det faldende indbyggertal? 

Og er der nogen, der bekymrer sig om, hvilke konsekvenser et aluminiumsværk vil have for byens omkringliggende natur? 

Med en titel som Håbets ø ville det være kærkomment at fortælle en historie om grønlandsk viljestyrke og gåpåmod. Men dokumentaren er fra starten fast besluttet på at se sine tre hovedpersoner som ofre for omstændighederne.