The Gunman

Det er en gåde, hvorfor en dygtig og respekteret skuespiller som Sean Penn har valgt at engagere sig i en film som The Gunman.

Det lover ellers godt med Penn i hovedrollen flankeret af blandt andre Javier Bardem og Idris Elba. Men på trods af den velassorterede rolleliste rammer The Gunman ved siden af.

Baseret på franske Jean-Patrick Manchettes bog La Position du Tireur Couche har historien ellers masser af potentiale som en stort anlagt action-thriller med et kendt ansigt lagt i faretruende folder.

Taken-trilogien med Liam Neeson (et andet kendt ansigt lagt i faretruende folder) er det oplagte eksempel på denne type film. Og sjovt nok står Taken-instruktøren Pierre Morel også bag The Gunman, som han på mange måder slipper marginalt bedre fra.

I The Gunman er Jim Terrier (Sean Penn) sikkerhedsvagt for en nødhjælpsorganisation i Congo og har en smuk kæreste i sygeplejersken Annie (Jasmine Trinca).

Samtidig begår Jim sig også som hemmelig lejemorder, og da han beordres til at likvidere en congolesisk minister, må han efterfølgende flygte til Europa og forlade Annie i Afrika.

Efter likvideringen eskalerer den i forvejen usikre situation i Congo. Inden han flygter, overlader Jim Annie til deres fælles ven Felix (Javier Bardem), der allerede fra starten af filmen virker lidt for glad for hende.

Hverken Sean Penn eller Javier Bardem har synderligt komplekse roller at boltre sig med, men de får alligevel banket en vis kvalitet og integritet ind i et til tider gumpetungt og inkonsekvent manuskript. Med trætte øjne og forknyt sind udfylder Penn fint sin rolle som kombineret action- og knudemand, ligesom Bardem som sædvanlig er forrygende manisk i sin bipolare og diabolske karakter.

Otte år efter mordet vender Jim tilbage til Congo, denne gang som nødhjælpsarbejder i en NGO-afdeling. Da han pludselig forsøges myrdet af ukendte gerningsmænd, indser han, at han stadig har fjender, der vil ham til livs.

Samtidig forøges Jims problemer, da han opdager, at Felix i mellemtiden selvfølgelig har giftet sig med Annie. For at redde sit liv – og sin elskede Annie – må han til bunds i fortiden og sande, at venner pludselig er fjender, og fjender er venner.

Ikke nok med, at Sean Penn har sagt ja til en ukarakteristisk kedelig hovedrolle. Han står også krediteret som producer og medmanuskriptforfatter og har tilsyneladende investeret en hel del i The Gunman.

Det må betragtes som et mildest talt besynderligt valg, for filmen fortæller hverken er en særligt vigtig eller vellykket historie. Ikke mindst, når man tæner på, at Penne har titler som Milk, Tree of Life og Mystic River i bagkataloget.

Mange af filmens problemer ligger i det usammenhængende manuskript.

Jim får eksempelvis pludselig konstateret en hjernelidelse i starten af filmen, der efterfølgende skubbes helt i baggrunden – indtil den lige så pludseligt trækkes frem igen til sidst. Det er langt fra stor fortællekunst.

Historien forceres gennem Congo, England, Spanien og sågar Gibraltar. Og man spekulerer over, om det er historien og Jim Terriers jagt på fortiden eller blot producentens jagt på støttekroner, der motiverer de geografiske spring.

The Gunman placerer sig i en genre, der skriger på actionfyldte scener, som man ganske vist også får masser af – nogle er sågar ganske vellykkede. Og mod slutningen redder filmen lidt point hjem med en velorkestreret finale i en tyrefægterarena. Den lidende tyr forbindes med Penns sårede karakter i tydelig, men velorkestreret metaforik.

Til gengæld bliver filmens forsøg på at blande en humanitær tematik og tredjeverdensproblemer ind i den klassiske thriller-handling noget søgt. Penn udnytter enhver chance for at markere sig politisk, og det har sikkert været hans kæphest at sikre filmen en vvenstreorienteret, moralsk pondus. Men i det færdige resultat virker nødhjælps-temaet mest som en undskyldning for at lave en actionfilm i Afrika.