The Guest

I horror er forældre ofte nogle uduelige beskyttere. De lytter ikke til deres ængstelige børn og ænser ikke, hvilke farer der er på færde.

Det ved makkerparret Adam Wingard og Simon Barrett, og i deres seneste blodige værk vil forældrene ikke indse, at den høflige gæst i deres hus ikke kun er væbnet med velmenende ord og et sødt smil.

Duoen har før leveret skægge indslag til antologifilmene V/H/S og The ABCs of Death. Sidstnævntes blanding af komik og fantasifulde mord førte til fængslingen af en lærer i USA, da hun viste den for sin klasse.

Instruktør Wingard og manusforfatter Barrett interesserer sig ikke for filmvolds forbindelse til virkeligheden. De vil underholde.

Home invasion-gyseren You’re Next fra 2011 udpensler nærmest drillende al den filmvold, som Hanekes genrebeslægtede Funny Games advokerer imod. Morderne i You’re Next bærer dyremasker og skyder med armbrøst. Og på et tidspunkt maltrakteres en hovedbund med en blender.

You’re Next opstiller mange spektakulære måder at forlade denne jord på. Men et hovedløst plot-twist og tvivlsomt skuespil tager livet af det sjove.

I The Guest er der bedre styr på begge aspekter.

Balladen starter, da David banker på døren til familien Petersons hjem. Moren (Sheila Kelley) åbner med våde øjne. Hun har nemlig lige tænkt på sin søn, der er død i en oversøisk krig. Det præciseres ikke hvilken, for her er virkeligheden uden for fiktionen ikke væsentlig.

David siger, at han kendte sønnen. Og at hun skal vide, at sønnen virkelig elskede sin familie. Ordene virker vederkvægende på morens knude i sindet, og hun præsenterer ham med glæde for resten af familien.

Faren (Leland Orser) er en sportsglad ølhund med moustache, der har bøvl med chefen på jobbet. Den smukke og handlekraftige datter Anna (Maika Monroe, kendt fra It Follows) arbejder i kort, blå uniform på et cafeteria. Og lillebror Luke (Brendan Meyer) er nørden, der bliver mobbet af sportsidioter i skolen. Altså en ærkeamerikansk familie.

David har intet sted at overnatte, og moren foreslår, at han flytter ind hos familien. I starten virker han som en udadlelig ven, der kan hjælpe med alt, hvad familien ønsker. Men som bekendt skal man passe på med, hvad man ønsker sig.

Wingard og Barrett har selv sagt, at filmens største inspirationskilder er The Terminator og John Carpenters horrorklassiker Halloween.

I Halloween er den gale, blodglade Michael Myers iført maske, og han lusker rundt i mørke og gemmer sig bag hjørner. I The Guest præsenteres vi for David fra første indstilling. Han har blå øjne, er velfriseret og taler roligt og overbevisende. Enhver substitutmors drøm.

Først senere præsenteres det kønne ansigt som et fikserbillede, hvor smilet kan tage sig både charmerende og psykopatisk ud.

I første voldsscene tæver han lillebrorens mobbere uden at fortrække en mine. Og lige op til de læsterlige klø drikker han snaps iblandet tabasco.

The Guest foreslår med stor troværdighed, at det farlige kan være lige så myrekrybfremkaldende, hvis det stirrer dig i øjnene, som hvis det gemmer sig i mørket.

Briten Dan Stevens, kendt som mere rundkindet i Downton Abbey, leverer en fornem præstation som veltrænet amerikansk soldat, der trinvist afsløres som en magnet for vold og død. Hans fotogene, rolige ydre kan minde om Ryan Gosling i Drive. Især når Stevens forbliver cool i ethvert voldsorgie.

På et andet område er Wingard muligvis også inspireret af den danske voldsunderholder Refn. The Guest indeholder elektronisk popmusik fra eller inspireret af 80’erne.

Desværre består soundtracket også af mere klassiske, ildevarslende numre. Det er trættende, når lydsiden bliver ved at varsle, at David altså har skjulte sider.

Nogle gange bevæger The Guest sig faretruende tæt på de største klichéer. Men med fingerspidsfornemmelse og kærlighed til genrefilm lykkes det alligevel at balancere intens action og horrorens slibrige lyde, når en kniv går gennem hud og kød.

Wingard og Barrett lægger aldrig skjul på, at de hugger fra deres forbilleder. Men det fungerer ganske overbevisende, når Orson Welles’ klassiske spejlkabinetsscene fra Kvinden fra Shanghai (1947) genbruges på en skole, der er pyntet op til Halloween.