Grusomme mig 4

Når en filmserie fortsætter, efter al fantasi er sluppet op, ender et spædbarn som regel med at blive smidt på bordet. For hvem får ikke automatisk endorfinudløsning af babylatter?

Grusomme mig-filmserien begyndte veloplagt med historien om den grusomme kriminelle Gru og hans fandenivoldske hjælpere kaldet Minions. Da Gru adopterer tre børn, forsøger han at lægge forbrydelserne på hylden.

Her i fjerde ombæring er der ikke skyggen af ondskab tilbage. Gru arbejder som spion for Antiskurkeligaen, han er lykkeligt gift og bor i et dejligt hjem.

I løbet af tre film – og to spin-off-film om de gule Minions – har vores skurkagtige helt for længst fået bugt med dæmonerne og lært alt, hvad der er at lære om livet og kærligheden.

I treeren kæmper han endda med en ond tvilling, et andet greb, man ofte benytter, når man er løbet tør for idéer.

Der kan vitterligt ikke koges mere suppe på Gru, men alligevel kaster produktionsselskabet Illumination sig ud i endnu et opkog med babyen Gru jr. som eneste nye krydderi.

Gru har svært ved at få sin søn til at smile, og hans gamle ærkefjende Maxime beslutter sig for at stjæle ungen. Gru må træde i karakter som en god far ved at beskytte familien, besejre Maxime og vinde babyens gunst.

Dramaet i Grusomme mig 4 er som at se en far, der bruger halvanden time på at få sin baby til at smile – med lidt bedre visuelle effekter.

Det meste af filmen går med, at familien skal tilpasse sig den vidnebeskyttede tilværelse i byen Mayflower, men der kommer ikke de store følelser ud af, at de stakkels børn må flytte væk fra deres venner og kælegeden Lykke.

Selvfølgelig kan det tilgives, at en komediefilm dumper på dramafronten, men så skal komikken sidde i skabet, og det gør den ikke i Grusomme mig 4.

Siden den første film har de kaotiske minions fået lov at fylde mere og mere. I fjerde ombæring går det ud over både humoren og handlingen i en grad, så de mindste også vil kunne mærke det.

Fortællings flow går i stykker, fordi vi hele tiden skal stoppe for at se de gule håndlangeres slapstick. Det gør de ellers halvskægge indslag til irriterende afbrydelser.

Det bliver kun værre af, at der nu også hyppigt skal klippes til babyen Gru jr., som smiler eller gør noget kært for at få en ”nååårh”-reaktion ud af biografens gæster.

Det må føles patroniserende for selv de største børneelskere, og for resten af os er det decideret ulideligt. Som at sidde i togkupé med et fremmed forældrepar, der insisterer på, hvor imponerende deres savlende afkom er.

Gru jr. er tilmed en utroligt ucharmerende baby, designmæssigt alt for tæt på hovedpersonerne i Dreamworks’ Oscar-nominerede fadæse The Boss Baby.

Kun to steder rammer komikken plet.

En sekvens, hvor en pige og en kat danser overlegent og velkoordineret på en arkade-dansemaskine, er formfuldendt animationshumor. Og bemærkelsesværdigt nok lykkes filmen også med en efterhånden bedsteforældrevenlig reference til Boy Georges 80’er-hit Karma Chameleon.

De danske stemmeskuespillere klarer udmærket opgaven at oversætte den skabede dialog. Og det gør ikke den store forskel, at den danske distributør UIP i sidste øjeblik har fjernet Martin Brygmanns stemme som Dr. Nefario på grund af hans #MeToo-sager og erstattet den med Sonne Laheys stemme.

Men hovedrollen Gru lider fortsat under, at Steve Carell har fået lov at improvisere og bruge sin specielle personlighed så meget i den originale version, at selv Søren Sætter-Lassen – en af Danmarks bedste stemmeskuespillere – ikke har en jordisk chance.

Selv om det er værd at støtte den stolte danske dubbing-tradition, som trues af kunstig intelligens, kan voksne med fordel se filmen på engelsk. Og hvis man ikke kan stå for Gru jr., kan det anbefales, at man anskaffer sig et rigtigt barn i stedet for.