Grusomme mig 3

De skriggule, overalls-bærende Minions, der gør sig i ustoppelig helium-kaudervælsk, har sejret ad helvede til.

Det siger meget om Grusomme mig-universet, at de små øreprop-formede hjælpere (sammen med Pharrell Williams’ ørehænger Happy) gennem årene har tiltrukket sig mere opmærksomhed end selve filmene, og her i tredje omgang har man simpelthen ikke turde kassere maskotterne, selv om de ingen rolle spiller i den egentlige handling.

De gakker helt af som løjerlige pauseklovne.

Instruktør Pierre Coffin har med skiftende samarbejdspartnere formået at fremtrylle masser af spøjse, enkeltstående energiudladninger i Grusomme mig-filmene, men også i treeren halter det med at få forbundet de mange gode idéer til én sammenhængende historie.

Vi starter igen med en skurk med verdensherredømmedrømme og en komisk mangel på selvindsigt. Bratt er fanget i 80’erne, for dengang var han en stor barnestjerne med egen tv-serie, men så gik stemmen i overgang, og han mistede alt.

Nu vil Bratt have hævn over menneskeheden og Hollywood.

Det skal den tidligere superskurk Gru prøve at sætte en stopper for. Men det er vanskeligt at være klodens beskytter, når man har stiftet familie!

Grusomme mig-filmene forsøger at svinge mellem det hverdagslige og trusler om dommedag. Det er opbyggelige fortællinger om at skabe familie tilsat en kupfilms galopperende tempo.

I første film var Gru – der ligner Søren Pape tegnet som kejserpingvin – en gruelig, men skruk skurk, der vendte ondskaben ryggen for at adoptere tre piger med dådyrøjne. Grusomme mig 2 tematiserede romantisk kærlighed og satte Gru sammen med rødhårede Lucy.

I Grusomme mig 3 er vi kommet til den broderlige kærlighed, for det viser sig, at Gru har en bror – Dru – og sådan presses han endnu længere over mod ”det gode” på animationsfilmens simple skala.

Franske Pierre Coffin har denne gang instrueret sammen Kyle Balda og Eric Guillon, mens manus er skrevet af Cinco Paul og Ken Daurio, og de mange kokke mangler overblik.

Der er en plottråd om Bratts hævnplaner, én om Grus forsøg på at stoppe Bratt, én om Lucys forsøg på at blive en god adoptivmor, én om lillesøster Agnes’ jagt på en enhjørning og én om Minions i fængsel.

Det er som at overvære forskellige serieafsnit klippet sammen til én film.

Popkulturelle referencer gennemsyrer Grusomme mig 3. Via forsmåede Bratt henviser filmen konstant til 80’erne på en skæg facon, der også fremstår morsom for os, der end ikke var født i årtiet.

Pierre Coffin og kompagnis evne til at skabe tempofyldt spas kommer netop til udtryk ved præsentationen af den ejendommelige skurk, der bor i en satirisk skamstøtte over den pangfarvede tid: I sit purpurfarvede tårn har han sat en Rubiks-terning for enden af spiret. Bratt danser til Michael Jackson, A-ha, Nena og Van Halen, bruger tyggegummi som våben og bærer skulderpudder. Håret er klippet som Limahls, ham fra Kajagoogoo.

I den amerikanske version leveres hans stemme af South Park-bagmand Trey Parker, der især er kendt for barne-sociopaten Cartmans snerrende røst. Derfor overrasker det umiddelbart, at Danmarks dygtigste stemmeinstruktør, Lars Thiesgaard, i den danske udgave har valgt Bubber til rollen som slyngel.

Men den tidligere børneprogramsstjerne klarer sig særdeles glimrende som tidligere barnestjerne. Han gakker igennem med en forbilledlig intensitet, så den verdensfjerne varyler tildeles en kærkommen mængde galskab og farlighed.

Desværre fylder Bubbers Brat ikke meget i filmen, da Gru også skal bakse med at opbygge et forhold til sin bror, og lige meget hjælper det, at alle tråde til sidst forsøges samlet i et generisk bulder og brag.

I dette virvar kan man dog pludselig glædes over små, genialske indfald. Som når modsætning og balance mellem sorte Gru og hvide Dru skildres ved at vikle de to brødres kroppe sammen til et yin og yang-tegn.