Grønlands hvide guld

Man behøver egentlig bare at se på et verdenskort for et forstå, at det slet ikke er rigsfællesskabets hovedland, altså Danmark, som er ”den store” i relationen Danmark-Grønland. 

Det er så åbenlyst Grønland, der er størst. Sådan er det i hvert fald geografisk set. 

Historisk har magten nu alligevel været centraliseret i Danmark, lige siden vikingerne fra Danmark-Norge lavede de første bosættelser i Grønland og navngav det efter landskabets sommerkulør ved ankomsten i tiden kort før, at de nuværende, ”indfødte” grønlændere ankom, nemlig under den såkaldt neoinuitiske indvandring fra år 1000 og frem. 

Imidlertid er der mange, som ønsker forandringer – ikke mindst i lyset af de seneste måneders politiske omvæltninger i USA. Og det er nok ikke for ingenting, at landsstyreformand Muté B. Egede og andre prominente, grønlandsk-nationalistiske stemmer medvirker i Grønlands hvide guld. 

Med dokumentaren får de grønlandske politikere nemlig et virkelig godt kort på hånden. For selv om filmen fremstår som et regulært grønlandsk-nationalistisk partsindlæg, er filmen overbevisende i sin dokumentation. 

Vi danskere får måske ikke med denne film grund til at henslæbe resten af vore dage i kolonialskam, men vi skal nok genbesøge synet på danskernes rolle i spillet om Grønland. 

For sagt på dansk: Den er ikke go’! 

Den danske dyrlæge Peter Christian Abildgaard fandt i Grønland i 1798 mineralet kryolit – navnet betyder en ”kold sten”. Det kan anvendes i fremstilling af aluminium, som blandt andet bruges i produktionen af krigsfly. 

Claus Pilehave og Otto Rosings dokumentar opruller solidt og pædagogisk historien om, at danskerne scorede alle de penge, der var i denne værdifulde del af den grønlandske undergrund. 

Man kolonialiserede lokalbefolkningen og malkede fra midten af 1800-tallet og indtil 1987 den grønlandske kryolitmine i Ivittuut i Sydgrønland for hvidt guld. Vel at mærke samtidig med, at man fastholdt, at Grønland var et hul i jorden, som sugede statskassen for milliarder af kroner. 

Ligeledes stavnsbandt man en hel bys befolkning med deciderede udrejseforbud, imens man udbetalte håndører, når de danske mænd fra minerne fik børn med de grønlandske kvinder, der blev forladt, når deres børns far skulle hjem igen. 

I løbet af filmen håber man som seer, at hovedpersonerne, kolonialismeforskeren Naja Dyrendom Graugaard og researcheren Marie-Louise Skov Jensen, har reelle tal at lægge på disken. Og det har de søreme. 

Danskerne har omregnet i nutidspenge samlet omsat for 400 milliarder kroner på kryolitten. Men der er samtidig solgt for lige så mange penge kryolit til USA, hvilket formentlig har været en ikke uvæsentlig brik i historien om, hvordan de allierede styrker – og deres mange fly – kunne vinde Anden Verdenskrig. 

Vi lander altså på en bruttoomsætning på 800 milliarder kroner, mens Danmark har betalt omkring 600 milliarder kroner i bloktilskud og andre udgifter til Grønland gennem tiderne. 

Hvis man medregner USA-delen, som danskerne også har tjent på, er Grønland historisk set ikke en underskudsforretning. Og i hvert fald har grønlænderne selv ikke fået en snus ud af kryolitten. De er tilmed ikke blevet behandlet særligt pænt undervejs af danskerne. 

Den del af historien må i hvert fald nu være tøet op til en regulær revision. 

Da Naja Dyrendom Graugaard, som selv har grønlandsk familiebaggrund, hører tallene, bryder hun sammen i gråd, imens hendes grønlandsk-inspirerede tatoveringer omkring håndleddene ses forrest i billedet. Hun er både grønlandsk interessent og skal forestille at være objektiv politologisk forsker. 

Men det er jo nærmest en kolonialismepointe, at historien altid er forankret i et individuelt narrativ. Og det ændrer ikke på kernen i sagen. 

Vi er som nation nødt til at se med friske øjne på Grønland og på øens rolle i rigsfællesskabet. De nye tal, der er flot gravet frem, ligner en geopolitisk harpun lige i synet på de danske politikere, der inden så længe sidder med ved et forhandlingsbord sammen med deres grønlandske kolleger – måske endda med den amerikanske præsident Donald Trump for bordenden. 

Grønlands hvide guld er benzin på tidens mest heftige debatbål og kan få store konsekvenser. Danmark er langt fra den bløde og barmhjertige kolonialist, vi har set os selv som.