Greyhound

Bølgerne brager mod skroget. Inde på kommandobroen er der næsten musestille. Alle lytter efter den næste melding.

Ping!

”Kontakt til styrbord, kurs 012, afstand 600 yards,” lyder det nede i radarrummet. Beskeden bliver gentaget på broen. Jagten på jægeren i dybet er i gang. Slipper ubåden væk nu, kommer den efter dem senere.

Alle spejder efter olie eller vragdele, der kan indikere, om de fik ram på ubåden.

Greyhound er baseret på C. S. Foresters roman The Good Shepherd fra 1955. Handlingen foregår i 1942 og handler om flådeofficeren Ernest Krause, der sammen med resten af besætningen på skibet Greyhound skal beskytte en konvoj, mens den bevæger sig på tværs af Atlanterhavet.

I 50 timer er de uden luftstøtte og sammen med tre andre svært bevæbnet fartøjer den eneste beskyttelse mod en af den tyske krigsmaskines mest effektive våben på det her tidspunkt af Anden Verdenskrig: ubåden.

”Ulvene” angreb som regel i grupper, og derfor blev de kaldt ”ulvekobler”, mens konvojerne bestod af får, der skulle hyrdes på tværs af dybet.

Tom Hanks spiller ikke alene hovedrollen som Ernest Krause. Han har også skrevet manuskriptet, som den Oscar-vindende kortfilminstruktør Aaron Schneider har instrueret.

Der er ikke så mange svinkeærinder. Godt og vel samtlige 80 minutters effektiv spilletid – og lige knap ti minutters rulletekster! – er dedikeret til hæsblæsende sø-kamp.

Vi ser kun tingene fra Krauses side, og det er ikke, fordi der er megen karakterudvikling i den gode kaptajn. Hanks har sin vanlige, dragende tilstedeværelse. Autoriteten lyser ud af ham, når han kommanderer med sine folk i kampens hede. Og de få øjeblikke, hvor facaden krakelerer, formidler skuespilleren det med sikker hånd.

Den eneste, der formår at supplere Hanks-showet, er engelske Stephen Graham, som spiller hans næstkommanderende Charlie Cole. Graham har tidligere brilleret i biroller, senest Martin Scorseses gangsterepos The Irishman.

I Greyhound er der ikke så meget pjat. Charlie udstikker kursen nede i ”krigsrummet” på skibet og agerer rådgiver, når hans leder har tvivl. Men ellers er det ikke en film, der er båret af de store skuespilpræstationer.

Det er en intens actionfilm, hvor pulsen nærmest konstant skal befinde sig oppe i den faretruende ende, og det lykkes for Hanks og Schneider.

Computereffekterne bærer præg ikke at være et produkt af det største budget. Til tider er det som at se noget fra et computerspil – dog et fra den bedre ende, for de effekterne falder aldrig igennem.

Tyskerne bliver holdt ude i armslængde som den evigt onde bøhmand, der kun er ude på at dræbe. Da en tysk ubådskaptajn konstant bryder ind på skibenes interne kommunikationskanaler, håner han dem naturligvis og truer med snarlig død.

Ubådene bliver effektivt skildret som en formidabel fjende. Konstant ligger de lige udenfor skibenes rækkevidde og bare venter på, at natten skal komme, så de i ly af mørket kan gå på rov.

Vi er langt fra Wolfgang Petersens definitive ubådsfilm Das Boot fra 1981, hvor man følger mandskabet ombord på en af ulvene, og personskildringen er fuld af nuancer.

Greyhound er mere beslægtet med Christopher Nolans Dunkirk, der opruller en actionspækket historie fra Anden Verdenskrig, mens man sidder med hjertet i halsen.

Lige så intens er Greyhound ikke, men den er ikke desto mindre perfekt til en kold dansk regnvejrsdag. Man kommer ikke til at kede sig.