Graverne

En fiktionsserie, der gør hverdagens graverjournalister til helte, må siges at have fingeren på pulsen.

Den aktuelle dokumentar Den sorte svane med Mads Brügger er blevet et gigantisk seerhit med sine opsigtsvækkende afsløringer af samarbejdet mellem respekterede advokater og den kriminelle underverden.

Der er også en del lyspunkter i TV 2-serien Graverne, som er skabt på Nordisk Film og har et højt produktionsniveau. Men i lange passager er Jenny Lund Madsen og Anton Breums manuskript og Jesper W. Nielsens instruktion på det relativt jævne, og plottet er bekymrende tæt på det banale.

I det fiktive Gaudehøj Fængsel findes en slags hemmelig cellefløj, som er gravet ned under det synlige fængsel ovenfor. Her sidder terrorister og rådner op i isolation. Noget tyder på, at de hverken har haft advokat eller fået en egentlig dom.

Det er med andre ord Guantánamo på dansk.

En ung person – en kvinde viser det sig, da hættetrøjen kommer af – giver journalisterne i udsendelsen Brændpunkt, der sendes på kanalen DK1, et tip i en kuvert. Og så ruller historien, hvor graverne Alice, Hansen, Liv, Frederik & co. skovler sig igennem kilder, rapporter og løgne.

For hvis der er et fængsel under jorden i Danmark, er det en menneskerettighedsskandale af de helt store.

En betydelig del af handlingen har karakter af små, indlejrede serier af kammerspil præget af tunge replikker, der leveres sløjt ledsaget af generisk underlægningsmusik. Og på rollelisten står de mest oplagte klichéer i kø.

Gravere er – må vi forstå – sådan nogle hårdkogte, hårdtarbejderne typer, der drikker en spand sort kaffe med to treo’er i til morgenmad. De er enten eksplosive personligheder, medieprimadonnaer eller introverte nørder. 

Hansen spilles rutinepræget, men også lidt usikkert af ellers altid fremragende Søren Malling, mens Mille Dinesen er på samme niveau i rollen som lederen Liv, der er gift med producenten Adam (Afshin Firouzi). 

De unge eller yngre skuespillere er et friskt pust.

Boy Ewald er intens og autentisk som datter af en mulig indsat. Kenny Duerlund får i rollen som fængselsbetjenten Mathias flere og flere nuancer, efterhånden som serien skrider frem. Clint Ruben er charmerende som praktikanten Frederik, og Lila Nobel, der spiller journalisten Alice, er den mest intense af dem alle. Hun formår at spille alene med sit blik. 

Serien vil tydeligvis gerne være samfunds- og magtkritisk, men den fremstår lovligt hittepåsom. Et hemmeligt fængsel, hvor ingen har en dom? Come on.

Sammenlignet med rigtige graveres arbejde virker det hysterisk. For som vi ser det i Den sorte svane, kan man i bedste fald afsløre et hjørne af noget i et enkelt miljø. Næppe et helt fængsel. 

Når jeg alligevel giver en middelkarakter for de tre afsnit, som Ekko har fået stillet til rådighed, skyldes det mest god opførsel fra de indsatte skuespillere og så det faktum, at seriens kvalitet vokser afsnit for afsnit. 

Da Ekko Shortlist-vinderen 2023 Joen Højerslev som fangen Peter i slutningen af tredje afsnit omsider vender sig om og giver sig til kende, siger hans ansigt, at man med fordel kan blive besøgsven i de følgende tre afsnit.