Serieanmeldelse
03. juli 2024
Graverne

Graverjournalisterne Hansen (Søren Malling) og Liv (Mille Dinesen) kommer på sporet af det danske svar på Guantánamo-fængslet, hvor fanger rådner op uden at være dømt for noget. 

Foto | Tine Harden

Graverne

TV 2’s fiktionsserie om graverjournalister har en perfekt timing i kølvandet på kæmpehittet Den sorte svane, men er afsløringen af et dansk Guantánamo-fængsel realistisk?

Af Kristian Ditlev Jensen

En fiktionsserie, der gør hverdagens graverjournalister til helte, må siges at have fingeren på pulsen.

Den aktuelle dokumentar Den sorte svane med Mads Brügger er blevet et gigantisk seerhit med sine opsigtsvækkende afsløringer af samarbejdet mellem respekterede advokater og den kriminelle underverden.

Der er også en del lyspunkter i TV 2-serien Graverne, som er skabt på Nordisk Film og har et højt produktionsniveau. Men i lange passager er Jenny Lund Madsen og Anton Breums manuskript og Jesper W. Nielsens instruktion på det relativt jævne, og plottet er bekymrende tæt på det banale.

I det fiktive Gaudehøj Fængsel findes en slags hemmelig cellefløj, som er gravet ned under det synlige fængsel ovenfor. Her sidder terrorister og rådner op i isolation. Noget tyder på, at de hverken har haft advokat eller fået en egentlig dom.

Det er med andre ord Guantánamo på dansk.

En ung person – en kvinde viser det sig, da hættetrøjen kommer af – giver journalisterne i udsendelsen Brændpunkt, der sendes på kanalen DK1, et tip i en kuvert. Og så ruller historien, hvor graverne Alice, Hansen, Liv, Frederik & co. skovler sig igennem kilder, rapporter og løgne.

For hvis der er et fængsel under jorden i Danmark, er det en menneskerettighedsskandale af de helt store.

En betydelig del af handlingen har karakter af små, indlejrede serier af kammerspil præget af tunge replikker, der leveres sløjt ledsaget af generisk underlægningsmusik. Og på rollelisten står de mest oplagte klichéer i kø.

Gravere er – må vi forstå – sådan nogle hårdkogte, hårdtarbejderne typer, der drikker en spand sort kaffe med to treo’er i til morgenmad. De er enten eksplosive personligheder, medieprimadonnaer eller introverte nørder. 

Hansen spilles rutinepræget, men også lidt usikkert af ellers altid fremragende Søren Malling, mens Mille Dinesen er på samme niveau i rollen som lederen Liv, der er gift med producenten Adam (Afshin Firouzi). 

De unge eller yngre skuespillere er et friskt pust.

Boy Ewald er intens og autentisk som datter af en mulig indsat. Kenny Duerlund får i rollen som fængselsbetjenten Mathias flere og flere nuancer, efterhånden som serien skrider frem. Clint Ruben er charmerende som praktikanten Frederik, og Lila Nobel, der spiller journalisten Alice, er den mest intense af dem alle. Hun formår at spille alene med sit blik. 

Serien vil tydeligvis gerne være samfunds- og magtkritisk, men den fremstår lovligt hittepåsom. Et hemmeligt fængsel, hvor ingen har en dom? Come on.

Sammenlignet med rigtige graveres arbejde virker det hysterisk. For som vi ser det i Den sorte svane, kan man i bedste fald afsløre et hjørne af noget i et enkelt miljø. Næppe et helt fængsel. 

Når jeg alligevel giver en middelkarakter for de tre afsnit, som Ekko har fået stillet til rådighed, skyldes det mest god opførsel fra de indsatte skuespillere og så det faktum, at seriens kvalitet vokser afsnit for afsnit. 

Da Ekko Shortlist-vinderen 2023 Joen Højerslev som fangen Peter i slutningen af tredje afsnit omsider vender sig om og giver sig til kende, siger hans ansigt, at man med fordel kan blive besøgsven i de følgende tre afsnit.

Titel:
Graverne

Land:
Danmark

År:
2024

Instruktør:
Jesper W. Nielsen

Manuskript:
Jenny Lund Madsen, Anton Breum

Medvirkende:
Søren Malling, Mille Dinesen, Afshin Firouzi, Lila Nobel

Spilletid:
Otte afsnit af cirka 45 minutter

Anmeldelse:
Tre afsnit

Premiere:
28. juli på TV 2 Play

Relevante artikler

Biografanmeldelse
26. jan. 2023
Meter i sekundet

Meter i sekundet

Serieanmeldelse
30. nov. 2021
Kometernes jul

Kometernes jul

Fra samme skribent

Tv-anmeldelse
04. dec. 2025
Hvem passer på grisene?

Hvem passer på grisene?

Serieanmeldelse
01. dec. 2025
Valdes jul – Vintermiraklet

Valdes jul – Vintermiraklet

Serieanmeldelse
28. nov. 2025
Blossoms Shanghai

Blossoms Shanghai

Serieanmeldelse
24. nov. 2025
The Beast in Me

The Beast in Me

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Apple Tree Productions lukker
Nyhed
09. dec. 2025

Apple Tree Productions lukker

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten