Goodfellas

Det er en af filmhistoriens store, mesterlige åbningssekvenser.

Gangstervennerne Henry Hill (Ray Liotta), Jimmy Conway (Robert De Niro) og Tommy DeVito (Joe Pesci) sidder i en bil på vej til et øde sted, hvor de agter at begrave deres seneste offer.

Da de opdager, at den gennemtævede fyr i bagagerummet ikke er helt død, bliver han uden tøven dolket og skudt. Hvorefter Henrys stemme stolt siger: ”Så langt tilbage jeg kan huske, har jeg altid ønsket at være gangster!”

Martin Scorsese er en gud. Eller måske snarere en falden engel? Han gik i 1950’erne på en katolsk skole og ville oprindelig være ikke gangster, men præst. I stedet blev han filminstruktør. En klog middelvej. 

Det er også svært at forestille sig, hvordan Scorsese fra en prædikestol skulle have kunnet formidle sin åbenlyse fascination af ondskab. Her er Goodfellas en af juvelerne i både hans og producenten Warners gangsterkrone, der er stor, tung og funklende. 

Scorsese har i alt instrueret fem mafiafilm – Mean Streets, Goodfellas, Casino, The Departed og The Irishman – og pilotepisoden af tv-gangsterserien Boardwalk Empire. 

Det er værker, hvor grupper af grådige mennesker tilsidesætter alle etiske hensyn for at opnå et liv i luksus. Ligesom i Scorseses tematisk beslægtede Gangs of New York, The Wolf of Wall Street og Killers of the Flower Moon.

Lad os vende tilbage til manden i bagagerummet. Han bliver begravet, men senere i filmen graves han op på ny. Og hvis man ikke allerede har set Goodfellas på et biograflærred, er chancen her takket være en repremiere i nyrestaureret 4K. En genopgravning af en udødelig film. 

Ligesom Casino bygger Goodfellas på virkelige personer. Øverst på rollelisten står Robert De Niro, men det er ikke De Niros film og langt fra en af hans store præstationer. Langt større indtryk gør Paul Sorvino i en birolle. Han er mest med som type.  

Filmens centrum er Ray Liotta som Henry Hill (1943-2012), vores guide til indsigt i gangsterlivets facetter. Inklusive ærekoderne, for eksempel aldrig at myrde en made man, altså et godkendt medlem af den italienske mafia, og aldrig at sladre til myndighederne.

Henry Hill kommer selv til at bryde begge regler. At han ikke ender med fødderne i cement, men som omsværmet berømthed, er typisk Scorsese. Instruktøren evner ikke at vise medaljens bagside på en måde, der gør større indtryk end rusen ved at være en stor kanon.

Som filmkunstner er det på en gang hans styrke og svaghed.

Ray Liotta skaber en nuanceret og troværdig smågangster, der selv tror på løgnen om at yde ”beskyttelse”, og som Henrys hustru får også Lorraine Bracco sat fut i sin karakter. Henry vinder hendes hjerte under en legendarisk, tre minutter lang kameratur gennem en natklub.

Filmens største triumf er dog Joe Pesci som den psykotiske Tommy DeVito. Med sin Anders And-stemme fortæller han anekdoter, så latteren runger, indtil han til alles forfærdelse tynder ud i kredsen med et impulsivt drab. Ud af filmens fem Oscar-nomineringer for blandt andet bedste film og bedste instruktør vandt kun Pesci. 

Scorseses gangsterfilm vrimler med immigranter. En klar parallel til danske film om indvandrerbander.

Disse film om moralsk flossede mennesker er lige så vigtige for en forståelse af det danske samfund, som amerikanske gangsterfilm er for en forståelse af mekanismerne bag det moderne USA. Et USA, hvor eksempelvis en mand kan blive beundret og valgt til præsident uanset omfanget af karakterfejl, løgne og straffesager.

Det skal være usagt, om Martin Scorsese er en falden engel, men på skalaen blandt jordiske filmskabere er han en af guderne.