The Good Lie

Danskerne har tilsyneladende en svaghed for Philippe Falardeaus film.

To gange har den canadiske instruktør således hjemtaget publikumsprisen ved filmfestivalen Cph Pix. Først med coming-of-age-historien Det er ikke mig … jeg sværger! i 2009 og igen med skoleklassedramaet Monsieur Lazhar i 2012. To så varmhjertede film, at selv den største kyniker må overgive sig.

Monsieur Lazhar blev også nomineret til en Oscar for bedste ikke-engelsksprogede film, og så var det naturligvis et spørgsmål om tid, før Hollywood headhuntede den 46-årige canadier.

Resultatet The Good Lie er endnu en rørende historie fortalt med empati, humanisme og varm humor, som uden helt at nå Pix-vindernes alen er meget svær ikke at holde af.

Den er inspireret af virkelighedens fortabte drenge fra Sudan – de tusindvis af børn, der blev gjort forældreløse og drevet på flugt under den sudanske borgerkrig fra 1983 til 2005.

Vi følger de tre drenge: Mamere, Jeremiah og Paul og pigen Abital, der overlever både en massakre i deres lillebitte landsby og den efterfølgende udmarvende vandring gennem Afrikas savanne.

I over 1.000 kilometer vandrer de med sprækkede fødder og sprukne læber og må drikke deres egen urin for at undgå at dehydrere, før de endelig når frem til en flygtningelejr i Kenya, udmagrede og udsultede. Her venter sikkerhed, men også tretten års trøstesløs trummerum, indtil de endelig får asyl i USA.

Filmens første fjerdedel udspiller sig i Afrika, og selvom der spares på blodet og de værste visuelle udpenslinger af krigens rædsler for at holde filmens aldersgrænse nede, gør det ondt at se disse stakkels børn gå så grueligt meget igennem.

Det er en rigtig Hollywood-fortælling om sammenhold og tapperhed, som Falardeau heldigvis ikke smører ind i et tykt lag patos. Han fremstiller den i stedet med en barsk realisme, som rammer hårdt i solar plexus.

Så snart de fire flygtninge sætter deres trætte fødder på amerikansk jord, bliver tonen dog mere munter. Konflikterne ulmer stadig i hjørnet – eksempelvis sendes Abital til Boston, mens drengene skal til Kansas City, men for en stund må de vige for en mere humoristisk behandling af den dybe kulturkløft.

Det er en noget brat overgang, men det glemmer man, for filmen finder sig hurtigt til rette i feel good-genren med masser af varm humor.

Det er sjovt, når de tre unge mænd for første gang stifter bekendtskab med McDonald’s og en telefon; når de spørger en landmand, om der er løver i området; og når de nær besvimer af grin efter at have hørt deres livs første vittighed. Og skildringen af trekløveret er så empatisk, at grinene aldrig er på deres bekostning.

Heri ligger filmens største styrke: Den handler rent faktisk om flygtningene. I modsætning til i mange beslægtede film føles de som selvstændige individer med hver deres drømme og idiosynkrasier og ikke blot som spejle for vores medynk eller dårlige samvittighed.

Alarmerne bimler ellers, når man ser filmens trailer og plakat, der kører Reese Witherspoon i stilling som frelsende engel a la Sandra Bullock i The Blind Side. Men hun spiller en væsentlig mindre rolle, end man forledes til at tro. Og det er ikke hende, der redder sudanerne – de redder sig selv.

Witherspoons præstation fejler ingenting, men stjernerne er de tre sudanske mænd, spillet af Arnold Oceng, Ger Duany og Emmanuel Jal. De har alle haft krig inde på livet – de to sidste er selv ”fortabte drenge” fra Sudan – og måske er det derfor, at de kan gengive den blanding af barnlig naivitet og mystificeret fascination, som deres karakterer møder den amerikanske kultur med. Når de store følelser skal formidles, overbeviser især Oceng, den mest erfarne skuespiller af de tre.

Slutningen får ikke snøret alle enderne lige godt sammen, og der skrues op for den slags manipulatoriske virkemidler, som Falardeau ellers er så økonomisk med.

Alligevel kan man trygt regne med at forlade The Good Lie med optøet vinterhjerte.