Gold

I 1993 opkøber det lille canadiske mineselskab Bre-X et stykke jord i Borneos jungle.

Direktøren har fået et bemærkelsesværdigt tip fra en geolog, og minsandten om de ikke finder guld. Meget guld.

Bre-X bliver børsnoteret, værdien i firmaet stiger med lynets hast fra nærmest ingenting til seks milliarder på bare to år. Alle vil have en bid af kagen. Problemet er bare, at der i virkeligheden ikke er noget guld.

Den største skandale nogensinde i den globale mineindustri bliver opdaget i 1997, hvor en geolog påviser, at guldet i de famøse prøvetagninger er blevet placeret efter opgravningen.

Det lyder som noget fra en film, og derfor er det nærmest et under, at der er gået så lang tid, før den virkelige historie kan ses på det store lærred.

Gold har da også været seks år undervejs og haft så forskellige instruktører som Michael Mann og Spike Lee tilknyttet, før manuskriptet endte i Stephen Gaghans hænder. Og netop den rejse er guldeventyrets største problem.

Matthew McConaughey spiller den entreprenante Kenny Wells, som har overtaget sin fars firma, men er ved at køre det helt i sænk. I et sidste desperat forsøg på at holde sig oven vande, opsøger den nu dybt alkoholiserede Wells den kontroversielle geolog Mike Acosta (Edgar Ramirez), og sammen begiver de sig ind i Indonesiens jungle for at finde guld.

Som altid giver McConaughey den hele armen.

Den seværdige karakterskuespiller skærer sine roller skarpt, med en ekspressiv entydighed, der aldrig er mindre end underholdende. Flertydigheden ofres, men hvad gør det, når man suges ind i eventyret af en fedladen mand med drævende sydstatsdialekt?

McConaughey har taget tyve kilo på til rollen som Wells, og med et par gulnede, skæve tænder, hentehår og en evig smøg i kæften fuldføres stilen som den depraverede forretningsmand.

Faktisk er rollen meget lig McConaugheys rolle som Mark Hanna i The Wolf of Wall Street, den driftige forretningsmand uden moralske skrupler, manden der blev mere høj af aktiespillet end af selve pengene.

Generelt aner man en vis skæven til Scorseses mesterlige film.

Efter en omgang malaria finder de to kompagnoner endelig guld, og selskabet skal nu på børsen. Ligesom i The Wolf of Wall Street er Wells omgivet af et hold af nørdede rådgivere, telefoner der bimler og bamler og aktiekurser der ryger op og ned, klippet sammen med en voice-over og gedigne firserhits på lydsiden.

Men der er milevid forskel på den stilsikre Scorsese og den mere famlende Stephen Gaghan, der ikke har instrueret en film siden Syriana fra 2005.

Der mangler en retning for Gold, som ikke formår at bruge begivenhedernes gang til at fortælle en større historie. Hvis man graver rigtigt dybt, aner man en kritik af aktiemarkedets absurde logik, men den er ikke tydelig nok.

Hvad der til gengæld kommer tydeligt til udtryk, er de mange gennemskrivninger af manuskriptet, hvilket sjældent gør noget godt for en film. Her er resultatet et miskmask af scener, hvor halvdelen kunne undværes, og den resterende halvdel burde være forklaret bedre.

Eksempelvis er sidste halvdel fyldt med pay offs uden nogen former for set ups. Hvis man googler Bre-X-skandalen finder man hurtigt ud af, at disse begivenheder rent faktisk skete, men i filmen savner man bevæggrunde.

På plussiden gør fotograf Robert Elswit (There Will Be Blood, Magnolia) ellers sit for at tilfredsstille publikum. Især filmens første halvdel er fyldt med overdådige billeder af junglen, og de farvemættede scenarier er sammen med McConaugheys præstation det, der gør Gold værd at se.