Biografanmeldelse
25. feb. 2016
Gods of Egypt
Nikolaj Coster-Waldau (th.) spiller himlens gud, Horus, der her tager sig kærligt af den flabede tyv Bek (Brenton Thwaites), som har stjålet hans ene øje. Foto | Summit Entertainment

Gods of Egypt

Egyptiske guder og hvide mennesker kæmper om side om side i et underholdningsdrama, der vækker søndagsminder om jævne eventyrserier.

Af Anders Højberg Kamp

I begyndelsen var Egypten, og i Egypten herskede guderne i symbiose med menneskene.

Med fortællerstemme og storladne billeder står det hurtigt klart, at Gods of Egypt befinder sig i den flergudelige, egyptiske mytologi. Frit fortalt efter de gamle hieroglyffer, der naturligvis udviklede forskellige fortolkninger over de 3.000 år, myterne blev dyrket, og derfor er det også helt tilladeligt med nyfortolkninger.

I 3D flyver kameraet imponerende igennem obelisker og søjler dækket med guld og diamanter. Foran paladsets scene er pladsen fuld af folk. På scenen står guderne, der er større end mennesker.

Den alkærlige Osiris, guden for død og genopstandelse, er ved at overgive magten til sin søn, den forkælede og dovne Horus, himlens gud, spillet af danske Nikolaj Coster-Waldau. Folkejubelen er stor, og alle kan se frem til endnu 1000 år med fred og kærlighed.

Men ingen eventyrfilm uden en kamp mellem det gode og det onde.

Guden for kaos, Seth (Gerard Butler), ankommer sent til festen med sin hær. Sorthåret og led af misundelse som en anden Scar fra Løvernes konge dræber han sin bror Osiris, der af deres far fik tilbudt at blive farao, mens Seth blev pålagt at vogte ørkenen. Snart forvandler Seth og Horus sig til flyvende fabeldyr i kamp. Den kamp taber Horus, der får stjålet sine øjne og flygter blind mod eksil.

Seth er nu den nye farao. Den før så frie befolkning underlægges slaveri og skal betale for at komme til det evige efterliv.

Det kræver sine antihelte og karakterer at redde en historie hjem, som selv de yngste teenagere kan forudsige.

Her forsøger filmen sig med en ung Aladdin-lignende figur, den flabede tyv Bek (Brenton Thwaites). En almindelig dødelig, der med mod, snild, held og et skævt smil – samt en ambition om at redde sin elskede kæreste fra Seth og den sikre død – stjæler Horus ene øje tilbage fra Seths stærkt bevogtede tempel.

Filmen har allerede vakt stor debat.

Hollywood igen er faldet i den racistiske gryde, fordi næsten samtlige hovedpersoner er hvide eller allerhøjst lidt solbrune – ligesom i Ridley Scotts Exodus: Gods And Kings.

Her har producerne valgt at fastholde stilen, vi kender fra storfilm som Cleopatra fra 1963 med Elizabeth Taylor og Richard Burton. Og det er altså et problem, at skuespillerne næsten udelukkende er hvide, når egypterne ikke var hvide, mener kritikerne. Både instruktør Alex Proya og filmselskabet Lions Gate Entertainment har for længst undskyldt, men det var for sent.

Nu må vi se, om filmen ikke alligevel får kommerciel succes.

Der er masser af underholdning i form af action, storladne effekter og vilde monstre, mens der til gengæld er et åbenlyst fravær af nuancer. Hvor man i begyndelsen måske kunne tro, at vores stjæleglade tyv og dovne farao heller ikke var helt fine i kanten, udvikler de sig hurtigt til glatte, renskurede godheder med superkræfter (hvilket mærkes på skuespillet).

Og da Horus vækkes fra sin dovenskab og bruger den adrætte tyv som lokkemad for de onde, kæmper de sig gennem kæmpeslanger og minotaurer for til sidst at møde den onde hersker Seth.

Med konstant drama og action i fokus mangler filmen de nødvendige kunstpauser og det dybdegående univers fuld af fortællinger, der kendertegner de rigtigt gode actioneventyr som Gladiator, Game of Thrones og Ringenes herre. Her minder Gods of Egypt mere om de mytologisk drevne tv-serier som Hercules og Xena: Warrior princess.

Flere af skuespillerne har i forvejen deltaget i en perlerække af ligegyldige film som 26-årige Brenton Thwaites med dramaer som The Giver og Blue Lagoon: The Awakining. Nu kan man se ham i et actionbrag, hvor der bliver kastet flere popcorn end stjerner mod lærredet.

Titel:
Gods of Egypt

Land:
USA 

År:
2016

Instruktør:
Alex Proyas

Manuskript:
Matt Sazama, Burk Sharpless

Medvirkende:
Gerard Butler, Nikolaj Coster-Waldau, Elodie Yung, Abbey Lee, Courtney Eaton, Brenton Thwaites, Geoffrey Rush

Spilletid:
127 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 11 år

Premiere:
25. februar 2016

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
27. nov. 2025
Nürnberg

Nürnberg

Streaminganmeldelse
10. mar. 2021
Zappa

Zappa

Boganmeldelse
16. okt. 2020
Casper

Casper

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Apple Tree Productions lukker
Nyhed
09. dec. 2025

Apple Tree Productions lukker

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten