Godard Cinema

Den 13. september 2022 begik en af filmhistoriens største instruktører, Jean-Luc Godard, assisteret selvmord 91 år gammel. Han havde partneren Anne-Marie Miéville ved sin side i hjembyen Rolle i Schweiz.

Udmattet af livet, lød begrundelsen.

Godard har da også nærmest levet adskillige liv i sit enorme oeuvre, der tæller henved 140 film i alskens genrer og afskygninger.

Det virker som en nærmest umulig opgave at favne instruktørens mange eksperimenter. Vi har da også endnu til gode at få den endegyldige dokumentar om Godard, der får unge som gamle beundrere til at dykke ned i hans univers med den flunkende ny iver, som instruktøren fortjener.

Godard Cinema er et forkølet forsøg i seks kapitler, der får én til at føle sig hensat til skolebænken.

Franske intellektuelle, der alle har haft en eller anden form for kontakt med Godard, sidder på caféer og kloger sig, som om netop de har fundet den forkromede, altomfattende sandhed om geniet.

Det klogeste udsagn kommer fra skuespilleren Hanna Schygulla: ”Så snart du tror, at du har forstået det hele, lukker du vinduet for andre forståelser.”

Det er pudsigt, fordi dokumentaren beskriver, hvordan skuespillerne var at regne for nul og niks i instruktørens virke. Der var som regel intet manuskript, men de havde en øresnegl og skulle recitere de replikker, som Godard fandt på.

”Vi var en slags robotter dikteret af en øresnegl,” fortæller Marina Vlady, mens der klippes mellem gamle optagelser og nye interviews.

Mest komisk bliver det i Godards militante periode i starten af 70’erne, hvor auteuren skulle udslettes til fordel for kollektivet. Godard og instruktørkollegaen Jean-Pierre Gorin grubler over, hvordan de kan gøre strukturen så flad som muligt.

Det køres ud i det bizarre, hvor ord skal fordeles til pressekonferencer, og hvor der skal stemmes om hvert et klip. Men de kloge herrer havde tilsyneladende ikke tænkt tanken at inkludere skuespillerne i deres arbejde.

Dét var alligevel for radikalt.

At den militante periode skal fylde nærmest lige så meget som Godards storhedstid i 60’erne, er en aparte prioritering.

Aldrig før eller siden har man haft sådan et koncentrat af mesterværker, som Godard spytter ud i starten af 60’erne: Åndeløs, En kvinde er en kvinde, Livet skal leves, Jeg elskede dig i går, Bande à part, Manden i månen, Alphaville, Masculin féminin og Jeg ved 2-3 ting om hende.

Listen er nærmest uendelig og vanvittigt imponerende.

Derfor er det også ærgerligt, at instruktør og filmkritiker Cyril Leuthy koger genialiteterne ned til et enkelt kapitel.

Leuthy gennemgår Godards forskellige perioder fra 60’erne op til 90’erne, men uden for alvor at udpege højdepunkter eller gå i dybden med det eksperimenterende formsprog, der gjorde Godard så berømt.

Godard Cinema virker for indspist og højt på strå til at introducere nye tilskuere til Godard og for overfladisk til at interesse kendere. Der gøres ikke det store nummer ud af at forklare, hvilke film eksemplerne stammer fra, eller hvilke skuespillere og bekendtskaber der interviewes.

Det er, som om Leuthy ikke gider lukke de uindviede ind til festen, men meget hellere vil stå med en smøg og et glas rødvin i køkkenet klokken to om natten og diskutere med ligesindede.

Det kunne være interessant, hvis der havde været andre til stede end dem, som bare godt kan lide at høre sig selv snakke. Kort sagt, for meget en sludder for en sladder, mens der skøjtes hen over ellers interessante detaljer.

Som at Godards mor dør, da han er 25 år, men familien nægter at lade ham komme med til begravelsen. Kunne det være en nøgle til Godards kærlighed til outsideren?

Desværre bliver ingen klogere af Godard Cinema, men det er altid en fornøjelse at se klip fra den gamle mester, der smed en bombe i filmhistorien og ændrede den for altid.