Biografanmeldelse
26. maj 2021
Gloria Mundi
En lille ny vækker glæde i en sydfransk familie, men udstiller også de store forskelligheder personerne imellem. Foto | Pierre Milon

Gloria Mundi

Robert Guédiguian fuldender sin Marseille-krønike med et familiedrama, der vækker mindelser om Ken Loach’ sociale indignation, men er smurt lovligt meget ind i patos.

Af Mikkel Krebs Behnke

Pater Sancte, Sic Transit Gloria Mundi – Hellige fader, således forgår verdens herlighed.

Fra 1409 til 1963 blev paven i Rom indsat med de latinske ord. Hensigten med den rituelle praksis var at minde den nye pave om, at han trods sin flotte titel stadig var dødelig.

Og under gud.

I franske Robert Guédiguains Gloria Mundi optræder paven ikke, men det gør livets skrøbelighed og forgængelighed. ”Verdens herlighed” skal her ikke forstås bogstaveligt. I Guédiguians verden slider mennesker sig lidende gennem tilværelsen.

Instruktøren er født og opvokset i sydfranske Marseille, hvor hans film ofte udspiller sig. Det gælder også Gloria Mundi, der er den afsluttende fortælling i hans Marseille-trilogi. Dramaerne Kilimanjaros sne og Huset ved havet udgør de to første.

Gloria Mundi er et intenst familiedrama om kærlighed og klasse, som i sidste ende udmærker sig ved sin triste påmindelse om kapitalismens skyggesider.

Alt er kørt i stilling til en stærk afslutning, men instruktøren formår desværre ikke at udnytte fortællingens potentiale og interessante personer. En lovligt patostung stil kommer til at skygge for nærværet.

Filmen starter med en spektakulær fødselsscene, hvor barnet Gloria skrigende og grædende kommer til verden. Det er både ildevarslende og smukt.

Det unge forældrepar Matilda og Nicolas er glade. Det samme er Matildas hårdtarbejdende forældre, Sylvie og Richard. Men søsteren Aurora og hendes coke-sniffende kæreste Bruno er knap så imponerede.

For dem handler livet om deres egen lykke og penge, som de får i deres butik, der lukrerer på Marseilles armod ved at købe fattiges ejendele billigt og sælge dyrere.

Samme rigdom ejer resten af familien ikke. Og den glæde, der indleder filmen, forsvinder forsigtigt.

Matilda arbejder som løst ansat butiksmedarbejder, Nicolas som Uber-chauffør, Sylvie som rengøringskone og Richard som buschauffør.

De befinder sig alle på kanten af fallit og desperation. Et enkelt uheld – en brækket arm, en strejke eller en suspendering – kan få korthuset til at vælte, når man er en del af et arbejdsmarked uden sikkerhedsnet.

Det er svært ikke at sammenligne Robert Guédiguian med engelske Ken Loach og hans socialrealistiske dramaer om den britiske arbejderklasse. Navnlig Loach’ seneste, Sorry We Missed You, om projektansættelser og prekariatet, er nært beslægtet med Gloria Mundi.

Begge instruktører besidder evnen til lavmælt at skildre menneskers håbløse skæbner, uden at det bliver ultimativ tristesse.

I Gloria Mundi vender Guédiguian tilbage til temaet fra Kilimanjaros sne efter en afstikker i Huset ved havet, hvor instruktøren skildrer en familie gennem en underliggende historie om flygtninge.

Han har igen taget sit faste hold af brillante skuespillere med. Jean-Pierre Darroussin, Gerard Meylan og hans hustru/muse Ariane Ascaride, der vandt skuespillerprisen i Venedig for sin præstation, leverer alle strålende præstationer.

Men den franske instruktør giver ikke sine medvirkende plads til at folde sig ud. Komplekse karakterer kræver tid til at udvikle sig organisk, og det tillader Guédiguian ikke.

Især Meylans rolle som Sylvies tyngede far, der er hjemvendt efter at have siddet i fængsel, kunne have nydt godt af flere dvælende scener.

Her kunne man i det små have fundet ind til det store drama, men Guédiguian stoler øjensynligt ikke på styrken i sin egen fortælling. I stedet tilfører han sine billeder Maurice Ravel-stykker og lader en afsluttende scene foregå i overlagt slowmotion.

Det får kritikken af det moderne arbejdsmarked til at fremstå tydeligere, men det svækker familiedramaet.

Titel:
Gloria Mundi

Land:
Frankrig, Italien

År:
2019

Instruktør:
Robert Guédiguian

Manuskript:
Robert Guédiguian, Serge Valletti

Medvirkende:
Ariane Ascaride, Jean-Pierre Darroussin, Gérard Meylan, Anaïs Demoustier, Robinson Stévenin, Lola Naymark

Spilletid:
107 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 15 år

Premiere:
27. maj

Relevante artikler

Biografanmeldelse
24. juni 2018
Huset ved havet

Huset ved havet

Fra samme skribent

Streaminganmeldelse
20. dec. 2022
Dreyers Gertrud

Dreyers Gertrud

Boganmeldelse
17. juni 2022
Om kedsomhed

Om kedsomhed

Biografanmeldelse
03. maj 2022
Skolen ved verdens ende

Skolen ved verdens ende

Biografanmeldelse
25. apr. 2022
Jeg er Zlatan

Jeg er Zlatan

Nyhed
15. dec. 2025
Disney indgår stor AI-aftale

Disney indgår stor AI-aftale

Disney investerer over seks milliarder kroner i selskabet bag AI-tjenesten Sora, som får adgang til at generere videoer med det enorme galleri af figurer fra Star Wars og Marvel.

Nyhed
15. dec. 2025
Dansk film leverer flotte tal for 2025

Dansk film leverer flotte tal for 2025

Nekrolog
15. dec. 2025
Rob Reiner er død

Rob Reiner er død

Den gode stemning
Serieanmeldelse
14. dec. 2025

Den gode stemning

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Rob Reiner er død
Nekrolog
15. dec. 2025

Rob Reiner er død

Dansk film leverer flotte tal for 2025
Nyhed
15. dec. 2025

Dansk film leverer flotte tal for 2025

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten