Glasslottet

Forbandet være al virkelighedsbaggrund! Enten ved man for meget, eller også ved man for lidt. Gid man engang imellem kunne lade være med at vide noget overhovedet!

At Glasslottet er baseret på en erindringsroman med samme titel af journalisten Jeannette Walls, slår instruktør og manusforfatter Destin Daniel Cretton fast med syvtommersøm. Under rulleteksterne ser vi en række kornede klip med den virkelige Jeannette og hendes far og mor, Rex og Rose Mary.

Dette gamle biopic-trick har altså en sær og irriterende, fiktionsbaldrende effekt, når familien lige har været spillet af stjernerne Brie Larson, Woody Harrelson og Naomi Watts.

Som om det ikke var svært nok uden de filmklip at tro på karaktererne som fiktionaliserede virkelige personer i deres egen ret.

Ikke fordi Brie, Woody og Naomi ikke spiller godt, men fordi deres gode spil har noget demonstrativt, Oscar-ansøgende, cv-glitrende over sig. Se og beundr, hvor godt jeg på min særlige Larson-agtige eller Harrelson-agtige eller Watts-agtige manér spiller denne oprørske, unge kvinde eller denne karismatiske drukkenbolt eller denne håbløst loyale hustru.

De dér autentiske filmklip får mig til at længes efter en Jeannette-agtig Jeannette, en Rex-agtig Rex og en Rose Mary-agtig Rose Mary.

Historien er den kaotiske, socialrealistiske udgave af den særlige amerikanske historie, der også fortælles i Captain Fantastic. Familien, der melder sig helt ud af det firkantede samfund for at realisere drømmen om den totale frihed med guitarsang og boglæsning rundt om lejrbålet.

I Captain Fantastic er det frie liv disciplineret og organiseret ned til mindste detalje, i Glasslottet er frihed for det meste bare et andet ord for lud og koldt vand. Eller kogende vand snarere.

I filmens første scene brænder lille Jeannette sig frygteligt, fordi hendes mor har for travlt med at male et billede til selv at koge pølser i den store gryde. I næste scene er Jeannette indlagt på hospitalet, da familien i højt humør braser ind på stuen og faren skælder lægen huden fuld for meget rimeligt at bekymre sig om børnenes sikkerhed. I næste scene igen kidnapper faren Jeannette fra hospitalet og kører jublende væk fra regningen og indblandingen i familiens smadderkasse af en bil.

Glasslottet er virkelig god til at lade familielivets usikre balance mellem nærvær og svigt, overskud og underskud, svinge dynamisk og dramatisk, selv om dramatikken nu og da bliver rigeligt melodramatisk.

Til gengæld kunne rammehistorien, hvor Jeannette som voksen bor i New York med sin meget almindelige og rige forlovede, godt have været mindre gemytlig og gæv, før den afslutningsvis bliver hyper-patetisk og super-sentimental.

Filmens fokus spejler blindt og ikke helt uproblematisk familiens fokus, der konstant og uafladeligt rettes mod familiefaren Rex. Han er stjernen i familien, ikke mindst, når han går ned med flaget og gennemgår en kold tyrker fastspændt til sengen.

Harrelson er stjernen i filmen, inderligt og yderligt, hygsomt og uhyggeligt skabende sig til den store guld-Oscar. Hvilket især går ud over Naomi Watts’ fint knirkende Rose Mary, der hele tiden relegeres til baggrunden af det vældige Rex-postyr.

Det er også lettere anstrengende, at Brie Larson som den unge og voksne Jeannette kun får lov at definere sig selv i opposition til Harrelson/Rex. Her kunne filmen med fordel have opført sig subversivt i forhold til den patriarkalske virkelighed og givet kvinderne noget forbandet plot-autonomi, foranstaltet et ægte og varigt realitetsoprør.

Pointen med både dokumentar-film og fiktionsfilm og film baseret på (bøger om) virkeligheden er, at de skal være finere og præcisere og sjovere og poetiskere, altså virkeligere, end virkeligheden, det billige skidt.