Girls – sæson 5

Det er smerteligt for en Girls-superfan at skulle indrømme det. Men Hannah Horvath og hendes kvindelige kumpaner er i femte sæson blevet modne og – lad os bare sige det ligeud – dødkedelige.

For seere, der har sukket efter, at det selvcentrerede pigebarn skulle blive voksen, er det måske gode nyheder. For os andre kunne det ikke være værre.

For hvad skal vi med tv-serien Girls, når den ikke længere spidder den narcissistiske iGeneration på behørig vis? Eller når den ikke er selvudleverende på den mest pinlige facon?

Det starter ellers godt.

Første afsnit lægger ud med popprinsessen Marnie, der skal giftes med den bløde indie-prins Desi. Mændene er forvist til en træhytte, hvor Desi er ved at gå i panik, imens Ray som sædvanlig spytter herligt tørre visdomsord ud, og Adam på famlende vis skal konfronteres med Hannahs nye kæreste, den kedelige Fran.

Følelser i alle afskygninger bølger gennem det lille rum i modsætning til de overfladiske brudepigers hovedkvarter, hvor det eneste punkt på dagsordenen er pigernes udseende.

Marnies mor rammer spydigt plet, da hun konstaterer, at Marnie med sin blomsterkrans ligner en kop fra Starbucks, og en pragtfuld malplaceret makeup-artist rammer helt forbi, da hun forsøger at skabe et udseende, hun selv betegner ”Selina Gomez møder Jesus”. Hannah nægter at blive stylet, kontrolfreaken Marnie flipper ud, og alt er i opløsning, som det sig hør og bør i Girls-universet.

Herfra går det stærkt ned ad bakke.

Det største irritationsmoment sker indenfor de første få minutter, hvor Adam ud af det blå kysser Jessa. Lena Dunham plejer ikke at være til fals for nemme løsninger, men denne twist er simpelthen for letkøbt og uinteressant. Der er ingen kemi mellem de to, og da Adam siger, at han har haft lyst til at kysse hende længe, får man følelsen af at se en sæbeopera.

Det samme kan siges om Hannah (Lena Dunham) og Frans trygge forhold, hvor den største kurre på tråden er, at Fran retter kommaer i en stil af en af Hannahs elever. Marnie og Desi smutter på bryllupsrejse og ses kun i korte glimt, hvilket er godt det samme.

Det eneste lyspunkt er Shoshannas japanske eventyr, der tildeles tid i tredje afsnit. Og her må det efterhånden være på tide at rose Girls’ samlede produktionsafdeling, lige fra location-scouts til set-designere. Tv-serien har alle dage været æstetisk overlegen i forhold til produktionsdesign, men her overgår de alligevel sig selv.

Et enkelt close-up på en legetøjs-løve, Shoshannas vækkeur, og en futuristisk badekabine er alt, der skal til for at afsløre Shosh’ humør. Og hun har det, hvis nogen skulle være i tvivl, ”Effin’ Amaze!” Hun bor i, hvad der ligner tyggegummikongen Bobbels palads, har fået nye japanske veninder og har et lille crush på sin japanske chef, Yoshi. Som hun ungpige-klogt formulerer det: ”Man siger, at man ikke kan flygte fra sine problemer, men jeg flyttede væk fra mine, så folk tager så meget fejl.”

Lykken varer dog ikke evigt, og hvordan det skal gå Shoshanna, er femte sæsons mest interessante spørgsmål.

Problemet for Lena Dunham er, at tv-serien har udviklet sig fra at handle om Girls til også at handle om Boys. Adam, Ray, Elijah og senest også Hannahs far er bikarakterer, der har udviklet sig til at blive hovedkarakterer, og det er meget til små 30 minutters episoder.

Derfor må der hugges en hæl og klippes en tå for, at det kan gå op, men det efterlader os med aparte venskaber som eksempelvis Ray, Jessa og Adam. Eller Elijah, der som den næste i rækken bliver ansat i Rays café. Intet af det føles rigtigt, og alt føles som et ræs mod slutningen af serien, der lukker og slukker efter sjette sæson.

Femte sæson mangler i høj grad vildskab. Vi mangler den kreative brug af musik og de sjove observationer. Vi mangler stofferne, de vilde danse, de smertelige følelser, de sjove koreografier og alle bumpene på vejen. Når selv narcissismens kronede dronning, Elijah, får drømmeprinsen og bliver kedelig at følge, hvor er vi så henne?