Girl Asleep

Det må være stort. At blive sammenlignet med Wes Anderson som debuterende instruktør.

Men det er lige præcis, hvad den australske Rosemary Myers er blevet kaldt på samtlige festivaler, hvor hendes debutfilm har været i konkurrence. Og allerede fra første indstilling af Girl Asleep står det lysende klart:

Der er noget umiskendeligt Anderson’sk over Myers’ tableauer.

Det er første skoledag for fjortenårige Greta (Bethany Whitmore), der sidder med nystrøget skoleuniform, rank og nervøs på en pastelfarvet bænk.

Den rødhårede nørd Elliott (Harrison Feldman), der hurtigt bliver hendes bedste ven, sætter sig ned og begynder et vandfald af en tale, imens Greta bare kigger nervøst ind i kameraet, og cheerleaders begynder at danse i baggrunden. En tigermaskot forvilder sig ind bagerst i det symmetriske billede, og løber hurtigt ud igen.

Tableauerne fortsætter i hjemmet, hvor far, mor og storesøster står minutiøst placeret i dybdeskarpe billeder og taler til det yngste familiemedlem fra samtalekøkkenet, over sofaen eller spisebordet. Hjemmet oser af fed 70’er-æstetik med alskens træsorter og sten-ornamentik i gulbrune nuancer. Kameraet er hele tiden placeret i interessante vinkler, og symmetrien er perfekt.

Det er sjovt, finurligt og meget Wes. Lidt for meget, faktisk.

For der er lang vej op til mesteren, ikke mindst økonomisk for Myers. Det er tydeligt at det er en lavbudget-film, hvor der ikke har været mange penge til postproduktionen, og derfor ligner Girl Asleep en billig kopi uden det ekstra lag af sirlighed og præcision, som gør Andersons film til mesterværker.

Men langsomt begynder Rosemary Myers at finde sin egen, særegne stemme, der er tættere på Michel Gondry eller Spike Jonze i sit poetiske, fabulerende udtryk.

Greta bliver overtalt til at holde en fødselsdagsfest for sine nye klassekammerater, selvom hun overhovedet ikke har lyst. De tre populære piger med de fantastiske navne Amber, Jade og Sapphire, har forsøgt at indlemme hende i pigegruppen, men noget er gået galt, og nu frygter Greta, hvad de kan finde på.

Samtidig har hun svært ved at orientere sig i forholdet til sin nye bedste ven Elliott og hele det forvirrende følelsesregister, som er ved at blive vakt til live i den snart femtenårige krop.

Eneste trøst er hendes gamle spilledåse, som rummer et sammensurium af eventyrlige figurer og magiske fortællinger. Og det er musikdåsens underfundige parallelunivers – som også hænger sammen med skoven bag deres hus, med drømme og mareridt, tanker om fremtiden og barnlige minder – der gør Girl Asleep til noget særligt.

Sjældent har man set en coming-of-age-historie blive fortalt på en så original måde, der forbilledligt mikser spirende seksualitet med Alice i Eventyrland.

Girl Asleep var oprindeligt et teaterstykke, opført af teaterkompagniet Windmill Theatre, som Rosemary Myers er direktør for. Kompagniet tæller også Matthew Whittet, som spiller faren i Girl Asleep og har skrevet manuskriptet. Og vigtigst af alt, produktionsdesigneren Jonathon Oxlade, der har stået for designet og kostumerne i filmen.

Jonathon Oxlade har formået at skabe et univers, der mimer enhver teenagers følelsesliv. Det er mørkt og samtidig barnligt, genkendeligt og samtidig fremmedgørende.

Det gælder ikke mindst en sælsom, gul kylling, der får en stor rolle. Den er simpelthen så nuttet og skræmmende på samme tid, og da kyllingens betydning for fortællingen går op for én, har man mest lyst til bare at bryde ind i det mørke univers og knuselske den.

Rosemary Myers og teatertruppen har allerede annonceret at de har et andet teaterstykke klar, som de meget gerne så produceret som film. Her skal lyde en klar opfordring: Kast en kæmpe pose penge efter Myers og hele hendes trup!