The Gilded Age

”Den løber bare væk igen, hvis du bliver ved,” siger snerpede Agnes, da søsteren Ada kysser og krammer sin hund.

”Det ville jeg gøre,” fortsætter hun og antyder, at det er Adas omklamrende natur, der er skyld i, at hun er endt som pebermø.

Søstrenes komiske dynamik minder om, når fru Fernando Møhge i Matador holder datteren Misse i kort snor. Ligesom den danske serie bruger The Gilded Age det som et fremragende greb til at udstille fortidens bedagede normer på en sjov og underholdende måde.

Kostumedramaet følger blåøjede Marian Brook (Louisa Jacobson), der flytter ind hos tanterne Agnes og Ada i 1880’ernes New York efter farens død.

Brook-familien tilhører USA’s gamle overklasse og omgås ikke de nyrige. Det inkluderer den ødsle Russell-klan, som har bygget et prangende palæ ved siden af tanternes hus.

Når de nye naboer dukker op ved fine selskaber, er den gamle orden truet. Særligt når Marian, der ikke forstår spillets regler, bliver venner med opkomlingene.

Forskellen mellem familiernes anselighed kommer bedst til udtryk i diskrete sekvenser, som kendetegner serieskaber Julian Fellowes, der også står bag den populære Downton Abbey.

Carrie Coon (The Leftovers) er fremragende som fru Russell, der nervøst står foran spejlet og betragter sin klædedragt, før hun skal til et velgørenhedsarrangement med byens fine fruer. Beslutsomt tager hun en funklende ædelstensbesat broche af igen.

Hun er bange for at blive holdt udenfor, hvis hendes dårlige smag afslører det småborgerlige ophav. Men med hendes skriggule kjole skiller hun sig stadig pinligt ud i havet af hvid, beige og sarte pastelfarver.

Kulissernelevendegør New York anno 1882, inden de gule taxaer afløste hestevognen og før skyskrabernes tidsalder. Men den svimlende rigdom i borgerlige kredse medfører alligevel smukke boulevarder belagt med overdådighed og grandiose balsale med udsigt over Central Park.

I de fine hjems kældre arbejder smørhårede tjenere og rapkæftede kokkedamer på højtryk, og de engagerer sig trofast i de velhavendes anliggender, som var det deres egne.

Efter de første fem afsnit er de tyendes egne lyster og livsførelse endnu obskur.

Skuespillernes præstationer er ujævne. Cynthia Nixon er pinligt affekteret som den evigt gispende og nervøst grinende tante Ada. Omvendt er normalt morsomme og teatralske Christine Baranski (Mama Mia! The Movie og The Good Fight) blandt seriens mest overbevisende som tilknappede og ærekære tante Agnes.

Instruktøren Julian Fellowes, der også er engelsk baron, har fødderne solidt plantet i den britiske muld. Han når ikke ind til kernen af det amerikanske klassesystem, der trods ligheder ikke er det samme, som han udstillede i Downton Abbey.

Han prøver at italesætte racisme med venskabet mellem Marion og den sorte kvinde Dorothy (Audra McDonald). Dorothy hjælper den hvide frue, når hendes pung bliver stjålet.

Hvor nobel hensigten end måtte være, videreføres en bedaget og kedelig tendens til, at sortes tilstedeværelse i film og tv-serier afhænger af, hvordan de tjener en hvid hovedperson.

Det lægger op til sensation, når den hemmelige romance mellem fætter Oscar (Blake Ritson) og en anden mand afsløres. Men også det er en forslidt fortælling, om end den var banebrydende i 2010, hvor en lignende sidehistorie var med i Downton Abbey.

Når den hvide og heteroseksuelle Fellowes med gode hensigter inkluderer både bøsser, sorte og fattige i sin serie, ville det klæde ham også at inkludere minoriteter som medforfattere. Det kunne måske nedbringe antallet af tandløse og unødvendige svinkeærinder, der virker fortænkte.

New Yorks intrigante elite har fortryllet forbrugere af fiktion, siden Edith Wharton hudflettede den i romanen Uskyldens år, somMartin Scorsese filmatiserede i 1993. Med skarp samfundskritik har både bogen og filmen inspireret genrefæller såvel som ungdomsserien Gossip Girl og nu også The Gilded Age.

Men Julian Fellowes ved desværre ikke nok om newyorkernes hverdag, ambitioner eller kultur.