Ghost in the Shell

Den nye filmatisering af Ghost in the Shell bygger på et japansk sci-fi-univers, der tidligere kun har eksisteret som manga-tegneserie og anime-film.

Animationsfilmen fra 1995 har været inspirationskilde for store sci-fi-skabere som James Cameron og Wachowski-søstrene. Den behandler sammensmeltningen mellem mennesker og robotter på et dybt filosofisk plan i så betagende, tidsløse rammer, at den stadig er værd at se i dag.

I Rupert Sanders’ spillefilmversion er tempoet sat op, og de fleste filosofiske replikker er lagt til side, så historien er mere detektivagtig.

Og det er langt hen ad vejen fint nok, for når man i åbningsscenen ser skabelsen af filmens hovedperson, cyborgen Major (Scarlett Johansson), tænker man: ”Wow, hvad hvis min hjerne sad i en lækker, udødelig robotkrop?”

Major er død i en ulykke, og man har kun kunnet redde hendes hjerne. Meget lig Robocop bliver hjernen derfor sat ind i en robotkrop, fordi anti-terrorkorpset Section 9 har brug for en stærk dræbermaskine med et menneskes empati.

De er nemlig blevet angrebet af hackeren Kuze (Michael Pitt) og i en fremtidsverden, hvor de fleste mennesker har forbedret sig selv med cyber-implantater er hackere en alvorlig trussel, fordi de kan hacke sig ind i folks hjerner!

Det er en uhyggelig tanke og mellem filmens veldrejede actionscener sås der frø til overvejelsen om, hvor grænsen mellem menneske og maskine egentlig går.

Men i kølvandet på de nylige sci-fi-mesterværker Ex Machina og Westworld, der i detaljer behandler fødslen af kunstig intelligens, føles den filosofiske del af Ghost in the Shell som noget, der hurtigt er hevet op ad lommen.

I animationsfilmen viste skurken sig at have en kunstig intelligens, og i håb om at blive til en ægte livsform ville han sammensmeltes med Major, en slags parring maskine og menneske. Det er en rimelig vild tanke, som spillefilmen desværre ikke behandler.

Til gengæld har den flere actionscener og overbevisende CGI-effekter, der afbilder et retro-fremtidsunivers med 80’er-inspirerede biler og 90’er-lignende tøj.

Actionscenerne melder sig beklageligvis ind i klubben af mørke og grumsede bulderbrag. Majors ikoniske kamp mod en robot-tank i edderkoppeskikkelse er dunkel og bragende, men også en kedelig fortolkning af den smukke, balletagtige kamp fra animationsfilmen.

Og hvis man har set fremtidsbyerne i sci-fi-klassikere som Blade Runner, Det femte element, Minority Report og Star Wars, bliver man kun blæst halvt bagover af byen i Ghost in the Shell.

Pilou Asbæk ser sej ud i et af filmens lækre kostumer, der leder tankerne hen på en Kanye West-agtig stil. Men i rollen som Majors kollega Batou er Asbæk altså dårligt castet. I stedet for den store og maskuline, men hjertevarme Dolph Lundgren-lignende robot-politimand fra animationsfilmen finder man i filmatiseringen en Pilou Asbæk, der ligner sig selv.

I de bedste anime-film, som Ghost in the Shell hører til, kan et lille træk i mundvigen eller en skælvende håndbevægelse på en minimalistisk, men utroligt præcis måde beskrive figurernes følelser.

Derfor er det ironisk, at både Scarlett Johansson og Pilou Asbæk virker overfladiske og stive i betrækket i forhold til deres animerede forgængere.

Ghost in the Shell er en fin popcornsgnasker, men hvis du vil have tårer i øjenkrogene, hvor du ikke ved, om de repræsenterer en glæde over livets skønhed eller eksistentiel angst og maskinfobi, så er det animationsfilmen, du skal se.