Ghost Elephants

Der findes instruktører, som med alderen bliver rundere i kanterne og mister deres særpræg. Og så er der Werner Herzog. Med cirka 30 spillefilm og 40 dokumentarer på bagen (og en del i krydsfeltet) er han kun blevet mere distinkt. 

Efterhånden har han antaget karakter af en popkulturel figur. Hans patosmættede, raspende germanske stemme gør sig lige fantastisk i interviews og dokumentarer som i memes. 

Herzog er efterhånden blevet så meget sin egen fortællerstemme, at han ikke længere føler behov for at forklare sig. Når han i voiceoveren på Ghost Elephants affærdiger noget som ”bogholdersandheder”, ved alle herzogologer, hvad han mener: de tørre fakta, den nøgterne registrering af virkeligheden, der ifølge ham aldrig rummer sandheden om verden. 

Hos Herzog ligger sandheden i det poetiske, drømmene, den mytiske intuition. Jeg elsker ham for præcis den attitude, men der er tilfælde, hvor den virker mere off end andre gange. Og det gælder desværre Ghost Elephants. 

Werner Herzog ledsager den sydafrikanske naturforsker Steve Boyes på en ekspedition i Angolas højland i jagten på de sagnomspundne spøgelseselefanter, der siges at være halvanden gang større end almindelige elefanter. 

Problemet er bare, at ingen rigtigt har set dem. 

Den nærmeste reference er et enormt eksemplar, som i 1955 blev skudt i Angola og i dag er udstillet på Smithsonian National Museum of Natural History. Steve Boyes er overbevist om, at dyret repræsenterer en særskilt genetisk linje, og at flere stadig findes i bjergene. For at bevise det begiver han sig ud på en ekspedition gennem Namibia og Angola med lokale sporjægere og Herzog i hælene. 

I flere årtier har den nu 83-årige, tyske auteur været kendt for at sende sine film – og sig selv – ud i ekstreme situationer: fra jungler og vulkankratere til ørkener. Det har ofte været i selskab med lige så besatte hovedpersoner. 

Vi er med andre ord i klassisk Herzog-territorium. Hvis Jules Verne har en ægte efterkommer, altså ikke en bogholderefterkommer, må det være Herzog. 

Og han svigter ikke, hvad angår ingredienser. Undervejs ser vi tranceseancer i angolesiske landsbyer, møder bøllehatklædte romantikere, badende elefanter, landsbyboere, der ser dyr som åndelige væsner og demonstrerer, hvordan man fremstiller dødelig pilegift af opgravede larver. 

Vi får mere end én drengerøvshistorie om jægere, der tapper deres eget blod for at overleve småridser fra pilespidser. Det er fascinerende og ret trættende. Filmen føles længere end sine 98 minutters spilletid, netop fordi den svigter sit tyngdepunkt. 

Midt i filmens er der arkivklip fra den italienske 1960’er-dokumentar Africa Addio, hvor elefanter bliver mejet ned fra helikopter. Andre steder fortælles om dyr smadret af landminer efterladt fra tidligere krige. En antropolog bemærker tørt, at mennesket synes at være ”på en mission for at ødelægge det, det selv er en del af”. 

Det er alt sammen logiske dele af en film om elefanter, men her er det urytmiske digressioner. 

Sideløbende bliver det tydeligt, at Herzog i virkeligheden er mindre interesseret i elefanterne end i den menneskelige drift efter at få svar. Hvad driver mennesker til at forfølge en idé i årevis? Hvad vil der ske, hvis Dr. Boyes og hans sporjægere finder deres kæmpeelefant? 

Det må man se filmen for at få svar på. 

Det er til gengæld ingen spoiler at nævne, at missionen afledes på skift af fascinationselementer – for eksempel fuglekroppe på et irrelevant bord på University of California – og usandsynlige påstande: ”Denne stamme er den ældste på kontinentet” eller ”Samtlige af de 200 arter, forskerne har fundet, findes kun på dette sted”. 

Ikke mindst er der god plads til visdom og blik for mytereferencer. ”Skarabæen var hellig for egypterne, den rullede solen hen over himlen,” messer Herzog, mens en bille ruller en frisk kugle af elefantlort. 

Men selv i rodede film som denne er Werner Herzog stadig en filmskaber, der får verden til at virke en anelse mere besynderlig. 

Som da han i Land des Schweigens und der Dunkelheit fra 1971 lod en døvblind skihopper formulere drømme, som instruktøren selv havde fodret ham med. Den slags iscenesættelser har altid været en del af Herzogs metode. Virkeligheden er råmateriale, men filmen opstår først, når den bliver formet af fortælleren. 

I Ghost Elephants fortsætter han i samme spor, og jeg mistænker ham for at have instrueret Steve Boyes for det ærke-herzog’ske udsagn: ”Måske vil det være bedre, hvis jeg ikke finder spøgelseselefanten. For så kan jeg drømme videre.”