Georgies verden

Det hører til sjældenhederne, når en film om den engelske arbejderklasse hverken er grå eller trøstesløs. 

At en film om det miljø kan føles så opmuntrende som Charlotte Regans debut Georgies verden, er et lille mirakel. 

Det er en elskelig coming of age-komedie båret af to formfuldendte præstationer. Den ene kommer fra stjernespiren Harris Dickinson, der spiller ynkværdig model i Triangle of Sadness og nu giver den som ynkværdig slackerfar. 

Den anden kommer fra den purunge Lola Campbell, der er filmens omdrejningspunkt som den tolvårige fighter Georgie. 

Hun bor alene i et socialt boligbyggeri efter morens død og klarer sig overraskende godt efter omstændighederne. 

Myndighederne holder hun på afstand ved at sige, at hun bor hos sin onkel. Og vil de tale med ham, har hun båndoptageren parat med et par indtalte standardsvar på deres rutinespørgsmål. 

Når ingen kigger, stjæler hun cykler sammen med sin bedste ven Ali (Ali Uzun) og sælger dem til den sympatiske hæler Zeph (Abreen Razia) for at tjene nok til at købe ind. 

Hun støvsuger ligefrem! 

Men da Georgies totalt fraværende far Jason pludselig tropper op, truer hans blotte tilstedeværelse med at afsløre hende. Og selv hvis Georgie har brug for omsorg, er hun alt for varsom og kort for hovedet til at stole på denne totalt fremmede mand. 

Det lyder måske tungt – en moderløs pige i et udslidt betonkvarter, der snyder socialhjælpen og stjæler til dagen og vejen. Men Georgies verden er totalt i synk med sin seje hovedperson. 

Georgie er skønt selvkørende og energisk. Hun sludrer med husedderkopperne og krydser sorgens fem stadier af ét ad gangen som på en tjekliste. 

Uduelige Jason er ikke nær så moden som sin datter. Han har gjort karriere som professionel dagdriver i Ibiza, og selv om han nu er vendt hjem, betyder det ikke, at han er parat til at tage ansvar. 

Han og Georgie vrisser irriteret, mens de ser hinanden an, og Charlotte Regans intelligente manuskript lader dem skiftes til at være ”den voksne”. 

De er indtagende personer, der gemmer skrøbeligheden af vejen, og deres spirende forhold er det bankende hjerte i Georgies verden. 

Charlotte Regan fylder margenerne ud ved at skildre boligkvarteret med varme og empati. Sammen med fotograf Molly Manning Walker, der for nylig debuterede med den Cannes-belønnede How to Have Sex, tegner hun et sprudlende nærmiljø, hvor regnbuefarvede huse står i kontrast til den stålgrå engelske himmel. 

Selv nabobørnene er klædt i strålende farver, mens de kommenterer handlingen som et andet græsk kor. 

Børnene ved altid besked, mens forældrene kun har en anelse om, hvad der foregår bag lukkede døre. Løbende klippes der til morsomme mockumentary-interviews med Georgies lærere og naboer i et kækt greb, som til tider risikerer at tage fokus fra filmens stærkeste kort: Lola Campbell. 

Det er en fryd at høre hendes plattenslagerrutine, når hun taler priserne på stjålne cykler op med selvsikkert nonsens, eller når hun og Ali finder på indviklede planer og drømmer store drømme sammen. 

Når Georgie giver en engageret brandtale, er det altid mest sig selv, hun taler til. I glimt ser vi, hvordan hun drømmer om at klatre op ad et enormt bjerg af affald for at nå op til sin mor i himlen. 

Der løber en tråd af sorg gennem filmen, som leder tankerne hen på en anden far-datter-historie, Aftersun. 

De to film har kvaliteten tilfælles, selv om de har både tone og temperament til forskel. Hvor Charlotte Wells’ debut dvæler ved smertelig erindring, skuer Charlotte Regan mod fremtiden med en eventyrlighed, der gør socialrealismen magisk. 

Georgies verden er helt sin egen, en film lige så særegen og charmerende som sin hovedperson. Hendes beslutsomhed og optimisme er så smitsom, at man går opløftet ud af biografen.