Gelbe Briefe

Kan kunsten forandre verden, sådan som teaterforfatteren og universitetsprofessoren Aziz påstår efter den vellykkede premiere på hans samfundsrevsende stykke?

Det er et spørgsmål, der har buldret gennem årets Berlinale, hvor İlker Çataks Gelbe Briefe om censur og politisk undertrykkelse i lørdags blev belønnet med hovedprisen Guldbjørnen.

Problemstillingen giver brændstof til et intelligent familiedrama om ytringsfrihedens pris, når autoritære kræfter strammer grebet om befolkningen.

Handlingen har et større sigte end velfærds-thrilleren Lærerværelset, İlker Çataks Oscar-nominerede internationale gennembrud om et tyveri blandt kolleger på en tysk folkeskole. Allerede fra den første scenen på teatret præsenterer Gelbe Briefe sig som en diagnose af et samfund i krise.

Filmen, der får dansk biografpremiere takket være distributøren Angel Films, vender genialt en praktisk nødvendighed til en styrke. Den lader ikke blot Berlin træde i stedet for Ankara og Hamborg for Istanbul, men understreger grebet med en tekst hen over de etablerende billeder af Fjernsynstårnet og koncerthuset Elbphilharmonie.

På den måde drager tyskfødte İlker Çatak en klar parallel mellem sit eget og sine forældres hjemland. Erdogans antidemokratiske, islamiske regime nævnes ikke ved navn, men handlingen udspiller sig i det Tyrkiet, han har skabt.

Aziz’ stykker er på samme vis eksplicit politiske, men også tilpas abstrakte til at kunne være fast repertoire på nationalteatret i Ankara, hvor hans hustru Derya er kompagniets stjerne. I hvert fald indtil en politisk krise får befolkningen på gaden, og han opfordrer et allerede halvtomt forelæsningslokale til at marchere med deres medstuderende.

Dagen efter bliver Aziz og hans mest regimekritiske kolleger fyret på gråt papir – i de gule kuverter, der lægger navn til filmen. Da hans teaterstykke bliver taget af plakaten, går Derya i brechen for ham over for ledelsen, og hun bliver snart erstattet af sin dubleant.

Filmen er skarp på magthavernes chikaneredskaber.

Da politiet begynder at udspørge naboerne, bliver viceværten så nervøs, at han truer med at sætte dem på gaden. Banken forlanger ågerrenter på et lån til huslejen, indtil de finder nyt arbejde. Og ingen teatre tør engagere dem af frygt for repressalier ovenfra.

Snart må de slukørede rykke ind hos Aziz’ mor i en tætpakket etværelses i Istanbul. Ægteparret presses ind i soveværelset, deres trettenårige datter sover på en madras i det, der kaldes kontoret, og svigermoren holder til foran fjernsynet i stuen.

Det er idealismens pris – en regning, Aziz er mere villig til at betale end Derya. Instruktøren har skrevet manuskriptet sammen med sin hustru Ayda Meryem Çatak og Enis Köstepen og skabt et ægteskabsdrama, hvor stolthed og principper konstant støder sammen med hverdagens pragmatik.

Tansu Biçer giver Aziz en stille, bevæget værdighed som manden, der loyalt følger kollegernes protester, mens han afventer sin retssag. Men det er Özgü Namal – en af Tyrkiets store skuespillere – der leverer filmens mest bevægende præstation som Derya, hvis utrættelige indsats for familien alt for ofte forbliver uset.

Da Derya forsøger at skaffe penge ved at få sin bror – der er veletableret med egen butik, gode forbindelser og fast fredagsbøn – til at sælge et stykke ejendom, de ejer fælles, skaffer han i stedet Aziz et job som taxachauffør.

Mens Aziz kører taxa om natten og fylder notesbøgerne med udkast til sit næste skuespil, får hun tilbudt en lukrativ hovedrolle i en tv-serie på en statsejet kanal. Men det er på betingelse af, at hun ”rydder op” i sine regeringskritiske opslag på sociale medier.

Skal hun medvirke i regimets propaganda, hvis det er prisen for at sikre datteren en plads på en privatskole og væk fra det, hun ser som folkeskolens hjernevask – og den alt for gamle, guitarspillende kæreste?

Netop denne sidehandling er den svageste i Gelbe Briefe. Til gengæld tydeliggør den filmens overordnede projekt: At blotlægge den kulturkrig på flere fronter, som ældre generationer giver videre til de næste i Tyrkiet – med en ekstra brod i kraft af eksilkulissen i Tyskland.

Det lykkes overbevisende uden at lade det personlige drama vige for den politiske parole.