Game of Thrones – sæson 5

Hvert år siden premieren i 2011 har Game of Thrones indtaget førstepladsen som årets mest piratkopierede tv-serie, hvilket kan oversættes til årets mest populære.

Dermed sagt, at forventningerne til hver nye sæson er næsten urimeligt høje. Men også kun næsten. For indtil nu har hver nye sending á ti episoder holdt niveauet fra den foregående.

Femte sæson er ingen undtagelse.

Allerede i første sæson var det svært at udrede seriens mange kongemord, blodfejder og forbudte affærer, og på femte år er handlingstrådene forviklet til en gordisk knude, hvor man er prisgivet, hvis ikke man har set med fra begyndelsen.

Lannister-slægtens greb om tronen er mere usikkert end nogensinde, efter at publikumsfavoritten Tyrion lukkede og slukkede fjerde sæson ved at myrde sin egen far, der sad på lokum.

Jaime har samvittighedskvaler over at have haft en af sine resterende fingre med i fadermordet ved at have løsladt sin ellers dødsdømte lillebror. Han begiver sig mod Dorne for at hente sin uægte datter hjem til hovedstaden, akkompagneret af den bramfri lejesvend Bronn.

Intrigante Cersei bruger en ny religiøs sekt til at så splid mellem hendes søn, barnekongen Tommen og hans nye brud Margaery.

Den bitre kvindekamp i høflig forklædning fortsætter med at være blandt seriens mest underholdende indspark, som da den nye dronning storsmilende minder den gamle om hierarkiet: ”Hvad er den korrekte måde at tiltale dig nu: Dronningemor eller enkedronning?”

Mod nord bliver alvorstunge Jon Snow med hundeøjnene valgt til ny leder af The Night’s Watch og må mægle mellem gamle dødsfjender og nye allierede, mens han forsøger at sætte sig i respekt.

Sansa lægger langsomt an til at mande sig op, men lader sig stadig føre rundt af den historisk set upålidelige Littlefinger, mens Arya påbegynder sin træning som ansigtsløs lejemorder for en eksotisk dødskult.

Tyrion er i mellemtiden kommet i landflygtighed mod øst, hvor han beslutsomt vil drikke sig ihjel, mens han fornærmer den tidligere spionmester Varys, der forsøger at overtale ham til at hjælpe dragedronningen Daenerys.

Hun er stadig seriens kedeligste kort: De seneste par sæsoner har hun befriet slaver og flirtet med lejesoldater uden at vise megen interesse for at lade sine drager sprede død og ødelæggelse, mens hun generobrer sit hjemland – desværre.

I de fire første episoder bruger hun de fleste af sine scener på at overveje, om hun vil genåbne gladiator-arenaerne. Det føles som tidsfordriv, indtil det eskalerer i et af de veldoserede voldsorgier, serien er blevet berømt for: muskuløse kroppe, der sønderrives så blodet sprøjter og indvoldene flyder.

Her bliver det for alvor spændende, men desværre har HBO ikke stillet flere episoder til rådighed.

Seriens format er det samme som altid, med to-tre scener på hver location og videre til den næste. Heldigvis har forfatterne en imponerende evne til at lade naturlig dialog gennemstrømme de evindelige magtkampe blandt ærgerrige monarker med sylespidse albuer.

Man stirrer på skærmen med den samme morbide fascination, der får folk til at stoppe op ved et færdselsuheld, ivrig efter at se sociale nederdrægtigheder, skruppelløs ambition og, bedst af alt, tragiske misforståelser udmønte sig i stadig mere chokerende aflivninger.

Selvfølgelig må blodet flyde. Persongalleriet vokser sig hele tiden større, og fra tid til anden er det nødvendigt at luge ud for at bevare overblikket.

Serien fortsætter med at kredse om det, der har løftet den fra dyrt opsat nørderi til et internationalt kulturfænomen: karaktererne.

Peter Dinklage i rollen som Tyrion fører stadig sikkert an som familiens selvhadske, men overlegne sorte får, mens Lena Headeys Cersei er en fornøjeligt bitchy dronning på deroute. Nikolaj Coster-Waldau fortsætter forvandlingen fra arrogant røvhul til brødebetynget offer for skæbnen, mens de andre gamle kendinge er i vanlig god form.

Efter sigende er planen at afslutte serien efter syvende sæson, så vi er godt i gang med anden halvdel af historien – men der er stadig ingen ende i syne, og de evindelige forviklinger føles en smule som forhalinger.

Heldigvis er tidsrøveriet lige så spændende, som det plejer at være.