Galveston

Ved første øjekast er der især én grund til, at Galveston er interessant for et bredt publikum, og den grund hedder Nic Pizzolatto.

Amerikaneren med det italiensk klingende navn er nemlig manden bag den populære HBO-serie True Detective, hvis tredje og stærkt imødesete afdeling er på vej. Første sæson af serien var fremragende, mens anden desværre var lidt af en skuffelse.

Galveston, der kommer til Danmark som en del af Cph Pix-programmet, er filmatiseringen af Pizzolattos roman af samme navn fra 2011. I lang tid blev danske Janus Metz sat i forbindelse med filmen, men han endte med at bruge sine kræfter på andre projekter.

Måske godt det samme, for filmen er endt et sted imellem det velfungerende og det intetsigende.

Og det skyldes sjovt nok ikke trækplastret Pizzolattos romanforlæg, at Galveston har noget at byde på. Men derimod gedigent godt instruktørarbejde, teknisk veludført filmhåndværk samt et par opløftende præstationer af hovedrollerne spillet af Ben Foster og Elle Fanning.

Filmens instruktør – franske Mélanie Laurent, der også selv er skuespiller og nok er mest kendt for sin rolle som den jødiske biografejer Shosanna i Inglourious Basterds – udfolder fortællingen om den terminale Roy med tålmodighed og interesse for filmens miljø.

Ligesom første sæson af True Detective er vi i USA’s sydstater omgivet af dampende hede, olieraffinaderier i horisonten og uendeligt lange landeveje, der skærer sig gennem det sumpede sceneri.

Det er Trump-land, hvor folk uden ironi har skilte med ordene ”Hell is real” stående i forhaven.

Roy (Ben Foster) er håndlanger for en lokal gangsterboss, men da et job løber af sporet og ender blodigt, må vores introverte knudemand tage flugten. Da han kort forinden har fået dårlige nyheder af sin læge, blæser han på det hele og tager den eneste overlevende med sig fra blodbadet, den unge prostituerede Raquel (Elle Fanning).

Sammen bevæger de sig ud på en fysisk såvel som personlig rejse gennem sydstatsland, så Galveston hurtigt får karakter af en roadmovie i noir-stil.

Her savner filmen dog pudsigt nok energi og fremdrift med det resultat, at Galveston i for lange perioder føles langsommelig og stillestående.

Trods ihærdigt arbejde af både Ben Foster og Elle Fanning er filmens hovedkarakterer nemlig ikke engagerende nok i samtlige 94 minutter. Dramaturgisk insisterer filmen længe og bevidst på at holde igen, afvente og lukke ned for sine karakterer, så man sjældent blive personligt engageret i Galveston.

Ad omveje får Roy og Raquel også selskab på deres rejse af Raquels lillesøster, men frygtelige hemmeligheder kommer efterhånden også frem. Undervejs agerer Roy skiftevis både reservefar, storebror og flirt med spirende følelser over for Raquel.

Der er bestemt vellykkede elementer i Galveston.

Mod slutningen er Roy blevet slået til plukfisk og flygter med et totalskadet ansigt gennem et vaskeri ud i en bil. Det er en scene, der i et langt og flydende klip følger Roys kamp for livet i betagende stil.

Grundtonen er mørk og fatalistisk. På den måde er der dele, som ligner en krydsning mellem True Detective og en støvet, mindre stilet sydstatsudgave af Nicolas Winding Refns Drive.

Det ændrer dog ikke på, at Mélanie Laurents film i sin helhed ikke er markant og gennemtrængende nok. Trods interessante navne som Nic Pizzolatto, Mélanie Laurent, Ben Foster og Elle Fanning ligner Galveston mest spildte kræfter og uforløst potentiale.