Fuld af Danmark

Det starter ellers godt med fuld sol og fuglekvidder på Dalgas Boulevard 48, Frederiksberg.

Her har Danmarks jernlady, seniorkorrespondent Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm, kendt fra Den Korte Radioavis på hedengangne Radio24syv, til huse.

Iklædt stormønstret, pink marimekko-kjole og matchende solkasket hopper hun ind i sin fikse Volkswagen up! for at hente redaktør Rasmus Bruun, der gerne vil rebrande sig selv som journalist.

Men straks efter Bispeengbuen, hvor Frederiksberg ifølge Kirsten Birgit stopper, bliver alt mørkt og truende. Der er både internetcafé, indvandrere og Rema1000, tre ting, som Kirsten Birgit ikke kan fordrage.

Makkerparret Birgit & Bruun har fået en idé, som de har tyvstjålet fra Jim og Ghita på DR1. De vil køre ud i sommerlandet, besøge mikrobryggerier og tale med de virkelige danskere, som Rasmus Bruun formulerer det.

Eller bare drikke sig fuld på TV 2’s regning, som den snalrede kvinde fra rødvinsgenerationen proklamerer.

Det er der kommet en momentvis sjov programserie ud af.

I de to afsnit, som p.t. er tilgængelige på TV 2 Play, møder makkerparret henholdsvis planteaktivisten Signe Wenneberg, der producerer gin og rom, og Morten Messerschmidt, der ikke producerer noget som helst. Hvilket gør andet afsnit ganske overflødigt, og nok vil undre de seere, der ikke er bekendt med politikerens gentagne optrædener i Den Korte Radioavis.

Heri ligger problemet med Fuld af Danmark.

Man forsøger både at favne de inkarnerede fans og den brede befolkning – og havner derfor et sted midt imellem, som ingen kan være tilfredse med.

For kendere af figurerne er programmet slattent og uskarpt. En karikeret Kirsten Birgit provokerer kun ved at være racistisk, og Rasmus Bruun er enstrenget i sin iver efter folkelighed. Når man forenkler dem i en sådan grad, at hele familien Danmark kan være med på løjerne, ender man med en storrygende mand i dametøj, ikke ulig Tommy Kenters folkekære Fru Kristof.

Medmindre Frederik Cilius og Rasmus Bruun, herrerne bag figurerne, har konstrueret en dramaturgisk kurve over de tolv afsnit, som endnu ikke er kommet til syne.

Det fantastiske ved Den Korte Radioavis var netop, at selv om radioprogrammet syntes skødesløst og improviseret, var de enkelte afsnit altid skarpt leveret. Og ofte gemte der sig nogle fortællebuer, der først for alvor gik op for lytteren i deres helhed til de mesterlige sæsonafslutninger.

Hvem husker ikke Allans fødselsdagsfest, der endte med en død klovn, der skulle begraves på Birgitø? Eller Sofie Gråbøls hævn? Eller den helt igennem sublime sexbrevkasse med Erling Jepsen, der startede med en parodi over det creepy telefonopkald i Lost Highway og endte i skærsilden, hvor der på ægte David Lynch-manér var personlighedsspaltninger og dobbeltgængere i Erling, Erling og Erling?

Når man kan levere så intelligent radiosatire, der allerede er gået over i mediehistorien, forventes det, at der kommer lidt mere bund i satiren.

Jernladyen starter godt ud hos Signe Wenneberg med at bunde smagsprøverne og pisse i Wennebergs vilde økohave, inden hun stjæler en flaske rom med sig videre.

Hos Messerschmidt når hun at bunde en stjålen flaske Château Margaux, inden de begiver sig mod Kronborg, hvor hun giver det almoderlige råd til Dansk Folkeparti-politikeren, der spytter rommen ud i græsset: ”Altså, der er 40 procent i, kan du da ikke bare slynge det ned?”

Trods sjove øjeblikke er Fuld af Danmark en ufarlig, letfordøjelig omgang Cilius & Bruun. Det virker absurd i disse tider. Aldrig har vi haft mere brug for den skarpe, politiske satire end nu, hvor skeletterne vælter ud af skabene.

Så giv nu damen det politiske talkshow, vi hungrer efter!