Biografanmeldelse
27. aug. 2016
Fritz Bauer: En fjende af staten
Advokaten Fritz Bauer (eminent spillet af Burghart Klaußner) har den utaknemmelige opgave at fange de sidste top-Nazister efter Det Tredje Riges fald. Foto | Martin Menke

Fritz Bauer: En fjende af staten

Filmen om nazi-jægeren i efterkrigstidens Tyskland er spændende, som kun en thriller kan være det. Oven i købet bliver man klogere.

Af Michael Bo

Har en film nogensinde haft en mindre sexet titel? Har en film nogensinde i samme høje grad lydt som noget, man allerede har set mange gange?

Men der er ingen pligtskyldighed eller lektielæsning over Fritz Bauer: En fjende af staten.

Den er opslugende og spændende som en spionthriller, og når den er færdig, føler man sig fyldt op af ny, god viden på den lette måde – den, der ikke giver rynker i panden, men som fylder så dejligt.

Den er instruktørnes triumf og i lige så høj grad hovedrolleindehaverens.

Fritz Bauer er tysk rigsadvokat i 1957, tolv år efter, at Hitlers tusindårsrige smuldrede. Han leder den tyske stats jagt på de nazister, der flygtede og typisk bosatte sig i Sydamerika. Men med sin lille, dedikerede afdeling kommer han efter flere år ingen vegne.

Tyskland er aldrig rigtigt blevet af-nazificeret, og overalt i systemet og på temmeligt højt plan sidder nazister og sympatisører og bremser Bauers fremgang.

En dag opdager han, at Adolf Eichmann, manden bag Endlösung og ansvarlig for mordet på hundredtusinder af jøder, lever i Buenos Aires.

Men Bauer må operere i det skjulte, for ingen, hverken den tyske regering, der er afhængig af højtplacerede eks-nazister, USA, der ønsker et urokkeligt Tyskland som bolværk mod Sovjet, eller Israel, der hellere vil beskytte levende jøder end hævne de døde, er for alvor interesseret i at hjælpe.

Eftersom den tidligere kz-fange Fritz Bauer er både jøde, homoseksuel og ”hævngerrig” – som han konstant bebrejdes – er han tilsyneladende et nemt offer for afpresning, når stormagternes dagsordener brydes, og hvor det skal vise sig, om de propper, der med omhu er placeret i systemet, holder for trykket.

I dag, hvor Tyskland fra officielt hold er det dydigste, mest demokrati-insisterende land i verden, er det svært at forstå, at det brune spøgelse holdt så stædigt ved så langt op i historien.

Filmen viser et rekonstrueret tv-klip, hvor unge tyskere i et debatprogram udspørger Bauer om tyskhed, og de virker sultne efter at få genrejst noget national stolthed efter forældregenerationens fatale kiks. Men Bauer siger, at stolthed er noget, som ens gerninger i det lange løb gør én fortjent til. Ikke nogen populær sandhed hos de unge, der ikke selv følger sig skyldige, og som har travlt med at komme videre.

Der er ingen ende på lyksalighederne i Fritz Bauer.

Den er tætpakket med information, men den megen kundskab er kilet elegant ind i lag på lag af filmisk tekstur, der henrykker én. Scenografien alene kunne give basis for en længere analyse af industrividunderets Tyskland, mens lydsiden i al diskretion vidner om, hvor i verden vi befinder os og hvornår.

Burghart Klaußner i titelrollen er min yndlingspræstation af nogen mand i mange år. Han er som revet ud af virkeligheden, og hvis der sniger sig noget frikadellet, noget selvbevidst poserende, ind i de sidste faser af filmen, er det, fordi Fritz Bauer selv finder ind til og identificerer sig med det tragiske potentiale i sin rolle som ene mand mod systemet.

I begyndelsen af filmen tænker man, at han nok ville gå på teatret, men det viser sig, at Klaußner er ren film. Hans furede, vredladne ansigt, omkranset af hvidt hår i en excentrisk bagudblæst frisure, er en gave for et kamera.

Se Fritz Bauer!

Ikke fordi det er en sur pligt for en samfundsborger i et vestligt demokrati, eller fordi det vil være sundt for dig, men fordi filmen er så besættende spændende.

Titel:
Fritz Bauer: En fjende af staten

Originaltitel:
Der Staat gegen Fritz Bauer

Land:
Tyskland

År:
2015

Instruktør:
Lars Kraume

Manuskript:
Lars Kraume, Olivier Guez

Medvirkende:
Burghart Klaußner, Ronald Zehrfeld, Sebastian Blomberg

Spilletid:
105 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 11 år

Premiere:
1. september 2016

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
12. nov. 2019
I morgen danser vi

I morgen danser vi

Biografanmeldelse
30. sep. 2019
XY Chelsea

XY Chelsea

Biografanmeldelse
29. juli 2019
Carmen og Lola

Carmen og Lola

Biografanmeldelse
08. apr. 2019
Gloria Bell

Gloria Bell

Nyhed
29. juli 2026
En sommer fyldt med AI

Overblik: En sommer fyldt med AI

Debatten om kunstig intelligens fra kontroversielle filmaftaler til strømslugende datacentre har pulseret over sommeren, og ét spørgsmål splitter giganterne, som sidder på teknologien.

Nyhed
28. juli 2026
Alle vil se den trojanske giraf

Alle vil se den trojanske giraf

Nyhed
27. juli 2026
Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

The Return
Dvd-anmeldelse
25. juli 2026

The Return

Aisha Can’t Fly Away
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Aisha Can’t Fly Away

Mārama
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Mārama

Mest læste

Alle vil se den trojanske giraf
Nyhed
28. juli 2026

Alle vil se den trojanske giraf

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie
Nyhed
27. juli 2026

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

”Christopher Nolan ville være rasende”
Nyhed
15. juli 2026

”Christopher Nolan ville være rasende”

En sommer fyldt med AI
Nyhed
29. juli 2026

Overblik: En sommer fyldt med AI

Ekko
Magasin · april 2026

Ekko #100

Intro