The French Dispatch

For meget stilbevidste instruktører gælder det gerne, at de bliver mindre regelrette med alderen. Men Wes Anderson synes kun at blive mere præcis for hver film.

Man glemmer let, at hans debutfilm Bottle Rocket var en spraglet krimikomedie, der kun blev holdt nødtørftigt sammen af Owen og Luke Wilsons stenede charme og et hipt soundtrack, der kunne være båndet fra uniradioen.

25 år og ti film senere har instruktøren perfektioneret sin kunst, og The French Dispatch er hans hidtil mest gennemkontrollerede værk. Filmen er et næsten rent destillat af hans inspirationskilder fra kunstens, litteraturens, musikkens og filmens verden.

Han inkluderer endda en pensumliste i rulleteksterne med de journalister, der har inspireret ham!

The French Dispatch består af en samling ekstremt velkoreograferede kortfilm, der alle tager udgangspunkt i den nyligt afdøde Arthur Howitzer Jr. (Bill Murray). Han var indtil sin død redaktør for The French Dispatch, et magasin for udlandsamerikanere sidst i 1960’erne i den franske provinsby Ennui-sur-Blasé.

Mens Howitzers stab sørger over deres chef, tænker de tilbage på hans virke som redaktør. Hans styrke var en næse for en god historie, hans svaghed et godt hjerte, der bebyrdede ham med næsten uudtømmelig sympati for sine skribenter – hvor upålidelige de end måtte være.

Antologifilmen var et populært format i europæisk film i 1960’erne, hvad Wes Anderson naturligvis er klar over. I The French Dispatch giver han formatet sit eget særpræg ved at strukturere filmen som det fiktive tidsskrift, den handler om.

Først kommer lederen, altså redaktørens død. Dernæst en livlig cykelklumme, der giver anledning til en kort, men morsom gang slapstick med Owen Wilson. Og så magasinets tre hovedartikler, der tager det meste af spilletiden.

Den første, The Concrete Masterpiece, har Benicio Del Toro i hovedrollen som Moses Rosenthaler. Han er en psykotisk forbryder, der chokerer kunstverdenen med nøgenportrætter af sin kvindelige fangevogter (Léa Seydoux).

Den næste historie, filmens mest intense, hedder Revisions to a Manifesto. Her spiller Frances McDormand en reporter, som i maj 1968 føler sig draget af et studenteroprør i Paris orkestreret af den karismatiske Zeffirelli (Timothée Chalamet) og hans kæreste Juliette (Lyna Khoudri).

Til sidst kommer The Private Dining Room of the Police Commissioner, hvor en politichef (Mathieu Amalric) får vendt op og ned på tilværelsen, da hans søn bliver kidnappet.

Man mærker Wes Anderson i hvert et billede, hver en replik, hvert et musikvalg.

Det eneste, der kunne få The French Dispatch til at føles mere personlig, ville være, hvis instruktøren selv bød velkommen i salen, viste vej til ens plads og så satte sig til rette i sædet ved siden af.

For nogle vil det være i overkanten, men der er unægteligt noget fascinerende over hans kompromisløse søgen efter stil i hvert et billede. The French Dispatch er i øvrigt, naturligvis, optaget på film.

Og heldigvis forstår Wes Anderson stadig at forny sig selv, som når han morer sig med at skabe liv i sine velkendte, statiske kompositioner. I én scene skiller skuespillerne kulissen ad midt i en scene. I en anden poserer de alle stillestående, mens flyvende champagnepropper og andet tingeltangel hænger i luften omkring dem, som om tiden stod stille.

Alt er så minutiøst koreograferet, at det ikke levner megen plads for topskuespillerne at folde sig ud på. Men filmen byder på en verden så omhyggeligt konstrueret og uimodståeligt indbydende, at man hellere end gerne forlader den virkelige for en stund.

Så kan det godt være, at The French Dispatch ikke er den bedste Wes Anderson-film. Men det er uden tvivl den mest Wes Anderson’ske film til dato.