Free State of Jones

Det er ærgrelse, man føler det meste af tiden, og så vokser ærgrelsen til irritation.

Historien, de har fat i, er guld: Udslaget af Den Amerikanske Borgerkrig ændrede intet væsentligt for de såkaldt frigivne slaver.

Først tvangsudskrev man dem bare til at være ulønnede lærlinge. Og så rykkede Ku Klux Klan ind. Og en kridhvid mand blev i Mississippi dømt lige inden borgerretsbølgen i USA i 50’erne til at lade sig skille fra sin kone, fordi det kunne dokumenteres, at han mange slægtled tilbage havde en sort slægtning.

Den historie er god.

Den aldrig falmende relevans af Black Lives Matter-kampagnen giver ekstra god mening, når man har set Free State of Jones – eller i hvert fald fået den fortalt.

Retssalsdramaet fra 50'erne udfoldes som en rammehistorie, mens hovedparten af filmen foregår under Den Amerikanske Borgerkrig små 100 år forinden.

Matthew McConaughey er sydstatssoldaten, der deserterer fra hæren for at bringe sin nevøs lig hjem til Mississippi. Han finder i de store sumpede skove sammen med bortløbne slaver og et stadigt større kontingent af våbenføre mænd, der kalder de egne, de erobrer, for Free State of Jones. De går sammen med Nordstaterne i kampen mod Sydens slavehold, og da de er ved at være overmandet, gør Lincoln en ende på krigen.

Alt ånder idyl, enhver amerikansk borger kan dyrke sin egen jord og, i princippet i hvert fald, stemme.

I en ret kort coda til sidst opruller filmen et arsenal af problemer, som tårner sig op for raceligheden i USA.

Hvorfor er Free State of Jones ikke blevet en bedre film med så god en historie?

Lad mig stille et modspørgsmål: Hvordan kan en film, der handler om racediskriminationens arnested, have en hvid hovedperson og en sort kvinde som hans store kærlighed og ikke unde sit hovedpar så meget som et kysk kys, endsige et rigtigt kys eller en sexscene? Hvorfor gør den sig skyldig i det ultimative hykleri?

Jeg ved godt hvorfor.

Det er, fordi dens afsæt er kommercielt, og den vil også gerne sælge billetter til pæne, moderat liberale mennesker i Bibelbæltet.

Men det også, fordi dens instruktør, Gary Ross fra The Hunger Games og Seabiscut, ikke tør prioritere sit materiale, ikke vover at træffe upopulære valg. Det giver filmen sådan et Gyldendals Bogklub-præg: et spændende plot i en uforløst form, som hverken rækker ud efter storhed eller tør bruge et unikt filmsprog.

Den bliver for artig i sit udtryk.

Free State of Jones befinder sig mellem to forgængere inden for amerikansk borgerkrig og slavefrigørelse: den snerrende indignerede, men også ret trættende 12 Years a Slave, og så Steven Spielbergs søvndyssende historielektion: Lincoln. I det mindste havde de to film truffet deres valg, ligesom en kommende film, Jeff Nichols’ Loving, der blev vist på årets Cannes-festival, både er et engageret debatindlæg og en film i sin egen ret.

Strukturen i Free State of Jones hjælper ingen. Den moderne rammehistorie med retssagen fra 50’erne virker som en idé, nogen fik i klippeprocessen, hvorefter holdet skyndte sig tilbage for at skyde materiale med nye skuespillere.

Slutningen, der giver håb om videreudvikling, afvikles ret proforma, efter at manuskriptet har brugt langt størsteparten af tiden på at fortælle om McConaugheys raske Robin Hood-svende, der ikke alene vil befri slaverne, men også revolutionere retten til produktionsmidlerne. Men den historie rykker aldrig hinsides den mest ordinære krigs- og drengebogsskildring.

Gider nogen ikke godt lave en genindspilning af Free State of Jones, som kan andet end bare underholde på denne lidt fade måde?