Framing Britney Spears

Fra de allerførste optrædener med Britney Spears i børnestørrelse ser man et åbenlyst talent. Barnet med de store øjne stråler af charme. Og så kan hun synge.

Den ældre, mandlige studievært spørger, om hun er optaget. Da hun lidt forbløffet svarer nej, tilbyder han sig som kæreste. Hun er ikke meget højere end et bord.

Medierne behandler Britney klamt, og hun går i stykker af det – en skæbne, der til forveksling minder om den afdøde sanger Amy Winehouse, som man kan opleve i Asif Kapadias mesterlige dokumentar Amy fra 2015.

Også for Britney er faldet oplyst af kamerablitz.

Kæresten Justin Timberlake, der promoverer et album på anklager om utroskab. Trussebillederne fra byturene med Paris Hilton. Svipsere med børnene. En skaldet Britney, der går til modangreb på medierne med en grøn paraply.

Stumperne samler faren Jamie Spears op i et værgemål i 2008, der giver ham råderet over Britneys formue, medieudtalelser og koncertoptrædener. Angivelig frasiger Britney sig rettighederne for at få lov til at besøge sine to drenge, som hun havde mistet forældremyndigheden over.

I dokumentaren om kvinden fra den kristne flække Kentwood i Louisiana er krogen en genåbning af retssagen, hvor Britney forgæves forsøger at fravriste farens magt over hende.

Jamie Spears er dokumentarfilmens skurk. Kilderne, der blandt andet tæller en nær barndomsveninde, en jurist på sagen og Spears’ tidligere manager, fortæller om faren, der var mere interesseret i de penge, Britney indbragte, end i sit bemærkelsesværdige barn.

For at forstå, hvorfor det kom så vidt, skrues tiden tilbage til hendes første børneoptrædener. Vi ser i en montage, hvordan Britney vrides og drejes af medierne, indtil barnets livsglæde er forsvundet.

Journalister stiller hende grænseoverskridende spørgsmål om hendes bryster og jomfruelighed. En amerikansk senator citeres i et interview for at sige, at hun vil skyde Britney, fordi hun er så dårlig en rollemodel. Bar hud er en større forbrydelse end dødstrusler.

I et gameshow skal en deltager gætte, hvad Britney Spears har mistet. Sit hår. Sit ægteskab. Sit sind. Sine børn.

Vi er vidne til et generationssammenstød i medierne, for tingene har i dag heldigvis ændret sig.

Verdens førende avis New York Times har stået for solid research og en veltilrettelagt orkestrering af arkivmateriale, der får mennesket i den skandaleramte popprinsesse til at træde frem.

Det er hjerteskærende, da de berygtede billeder fra sammenbruddet i en frisørsalon pludselig tager ny form. Ud af vanviddet træder en kvinde, som af sin mor mistænkes for at lide af en fødselsdepression og stalkes af paparazzierne, indtil hun beslutter sig for at ødelægge sin kvindelighed ved slet og ret at barbere den af.

Til gengæld taler bevægelsen #FreeBritney på de sociale medier for hendes rettigheder, men den er præget af konspirationsteoretikere.

Og dokumentaren når desværre ikke helt ind til kernen.

Britney medvirker ikke selv, og det samme gælder flere centrale medlemmer af familien. New York Times oplyser, at Britney formodentlig aldrig har modtaget deres henvendelse, fordi hun er blevet umyndiggjort.

Tilbage står et lidet flatterende generationsportræt af dem, der drev og brugte medierne i 00’erne. Dengang var det okay at udskamme en ung kvinde, hvis hun spillede på sin sexappeal og havde det åbenlyst sjovt med det.

I dag er Ariana Grande en af min generations største stjerner. Som Spears er Grande tidligere Disney-prinsesse og befinder sig i spændingsfeltet mellem sexet og uskyldig. Men hun hyldes for sin nytænkende R&B-pop og selvudleverende parforholdstekster.

Kvinder i min generation har en sjæl først og en krop dernæst. I Framing Britney Spears får Britney sjælen igen. Den tog boomerne fra hende.