Fortiden foran os

De fleste film med prostituerede handler om prostitution.

Jean-Luc Godards Vivre sa vie, Garry Marshalls Pretty Woman og François Ozons Ung & smuk dyrker på hver deres måde det forbudte, men fascinerende ved verdens ældste erhverv.

I belgiske Nathalie Teirlinck debutfilm Fortiden foran os er det ikke afgørende, at hovedpersonen Alice (Evelyne Brochu) tjener sine penge i escortbranchen.

I en hvid og nærmest klinisk lys udgave af Bruxelles fører Alice en rutinepræget og meningsløs tilværelse, og den vises frem ved, at hun Sisyfos-agtigt tramper af sted på løbebånd med tomme øjne.

Det er ikke jobbet i skyggeverdenen, der har fået hende ned med nakken. Det er livet. Og når man er endt så apatisk, kan man lige så godt vælge et særdeles indbringende job.

Det kan umiddelbart lyde som en forudsigelig, opbyggelig fortælling om vækkelse og nyfunden mening, når Alice kort inde i filmen bliver sat til at tage sig af sin syvårige søn, som hun ikke har set siden fødslen.

Men med en dygtig fornemmelse for små overraskelser i et ellers kunstfilmtypisk dvælende tempo, lykkes det Nathalie Teirlinck at styre uden om den sentimentale, slagne rute.

Alice må tage sig af sønnen Robin (Zuri François), da faren og ekskæresten pludselig omkommer. Hun forsøger indledningsvis at afsætte den lille dreng til farbroren, for det er ikke nemt at have en purk med på slæb ved den slags nattevagter.

Men familien står fast på, at Alice selv må påtage sig et ansvar, og Fortiden foran os svinger herefter langsomt mellem frustration og forsoning. Det er filmens styrke, at man reelt er i tvivl om, hvorvidt Robins tilstedeværelse i Alices liv vil resultere i genoprejsning eller total opløsning.

Fortiden foran os har danske gener. Det Danske Filminstitut har skudt penge i projektet, Charlotte Bech er filmens scenograf, mens Morten Egholm og Frederik Strunk – superviseret af Molly Malene Stensgaard – har klippet. Endelig springer Pernille Munk Skydsgaard fra distributøren 41 Shadows ud som co-producer.

Klipperne skal have særligt ros for en svømmehalsscene.

Alice svømmer erfarent og godt i sin bane, men i sekvensen klippes der udelukkende til, hver gang hun dukker hovedet under vand. Sådan får man en rutineret svømmer til at ligne én, der kæmper for at holde hovedet oven vande.

Evelyne Brochu gestalter sløve Alice med en marmorskrøbelighed a la Julie Delpy med rouge på kinderne og purpurfarvet læbestift. Fuld af selvhad har hun overordentligt vanskeligt ved at indtage forældrerollen, og hun synes på randen af sammenbrud, når hun skal kigge lille Robin i øjnene.

Så er det nemmere at tale med den djærve chauffør Michel (Eriq Ebouaney), der har skinnende sølvskæg og et gigantisk gab. Han er det ene smil i den trøstesløse monotoni.

Unge Zuri François giver kløgtigt Robin en passende mængde ro. I denne type film ville det have alt været ulideligt med et konstant grædende barn.

Ude på altanen forsøger Alice og Robin at holde liv i en såret due, og langsomt nærmer de sig hinanden gennem hverdagens små gøremål. Senere skal de gennem den helt store tillidstest mellem forælder og barn, når Robin skal lære at cykle. Her kommer der pludselig en mand ind fra højre og agerer substitutfar og stærk støtte for Alice.

Det fremstår lige vel konstrueret, og Teirlinck synes ligeledes på dybt vand, når dramatiske optrin mod slutningen accentueres med råb og kaskader af regn.

Der er ingen grund til overdramatisering, når man ellers jonglerer så udmærket med kunstfilmsprogets mere tyste facetter.

Britiske John Parish, der tidligere har arbejdet sammen med PJ Harvey, Sparklehorse og Perfume Genius, leverer et decideret smukt soundtrack. Han stiler konstant efter det sørgmodige i de pianobårne melodier, og han formår ganske afgørende at blive på den rørende side af skellet mellem melankoli og sentimentalitet.