Formula 1: Drive to Survive

Farvestrålende, milliondyre racerbiler suser forbi. Hurtig, dynamisk klipning. Enerverende drøn. Energisk og patosfyldt musik. Unge mænd i deres bedste alder, der på skift fortæller om rivalisering, konkurrence og sejrsiver som det vigtigste i verden. 

Serien følger i sine ti afsnit 2018-sæsonen i den vel nok største og mest fornemme motorsportsdisciplin, nemlig Formel 1. 

Igennem interviews med racerkørerne, teamcheferne, sportsjournalister og familiemedlemmer stifter vi bekendtskab med det gigantiske arrangement, som Formel 1 er. Kørerne skal i løbet af sæsonen igennem hele 21 grandprix-løb over det meste af verden. 

Derfor minder Formel 1 også meget om et omrejsende cirkus for enormt rige mennesker, der nyder jetsetlivet i Monaco og Abu Dhabi. 

Hvert afsnit er stort set bygget op på samme måde. 

Skaberne bag serien har fundet en personlig historie eller konflikt blandt kørerne og deres bosser, som de udfolder med de forskellige løb som den dramaturgiske fremdriftsmotor. Her hører vi blandt andet også en del til Kevin Magnussen, der er den eneste dansker i Formel 1 i øjeblikket. 

Formula 1: Drive to Survive fokuserer dog klart mest på Red Bull-holdets to kørere, Daniel Ricciardo og det unge supertalent Max Verstappen, der både rivaliserer indbyrdes og med de ni andre hold. Deres teamchef Christian Horner er derfor også en gennemgående figur i serien, som dels kæmper for at holde sine to kørere ærgerrige, men også nogenlunde på bølgelængde. 

Formula 1: Drive to Survive er flot produceret og ganske underholdende strikket sammen, så hvert enkelt afsnits grandprix – også for den ikke synderligt motorsportsinteresserede – virker ganske spændende. Serien kan sågar måske lokke nye til at følge motorsporten. 

Men Netflix-dokumentaren er også for blankpoleret og ukritisk. Det er svært helt at abstrahere fra den tanke, at det hele er for pænt og ordentligt til at være den ufiltrerede, ærlige virkelighed. 

Godt nok får vi indblik i et par indædte meningsudvekslinger mellem kørere og teamchefer, hvor bitterheden er tydelig, men hele dokumentarens fremstilling virker stadig for kontrolleret og redigeret. 

Det er synd, for Formel 1-verden indeholder tydeligvis præcis de store følelser, som er kernen i alle gode fortællinger.

Derfor er Formula 1: Drive to Survive også en ubetinget, fascinationsdrevet hyldest til sporten. Man bliver skuffet, hvis man forventer et kritisk blik og en undersøgende, journalistisk tilgang. I stedet må Formel 1-arrangørerne gnide sig i hænderne over det velproducerede udstillingsvindue, som serien i lange stræk er.

Samtidig er det også svært at komme uden om, at nogle af personhistorierne, som dokumentaren fokuserer på, trækkes alt for meget i langdrag. For eksempel gør serien meget ud af Daniel Ricciardo og hans overvejelser om at skrive kontrakt med et nyt hold. Den historie bevæger sig for meget i tomgang.

Og så bliver man efterhånden enormt træt af de uendeligt mange klichéer og floskler, som seriens hovedpersoner lukker ud på stribe:

”Formel 1 går op og ned som en rutschebane.” ”Når et kapitel slutter, starter et nyt.” ”I Formel 1 er opturene høje, men nedturene er dybe.”

Udvalget af fortærskede sportsmetaforer er stort i Formula 1: Drive to Survive og klinger mere og mere hult, som serien skrider frem.

Serien skal have ros for både at trække uindviede ind i motorsportsdramaet og tilfredsstille fans. Men i sidste ende får Formula 1: Drive to Survive karakter af et langt resumé af 2018-sæsonen.