Forhøret – sæson 2

Susanne læner sig så tæt ind til sin hypnotiserede patient, at hun næsten rører hans enorme modermærke under øjet.

Han har underlagt sig hypnose for at blive sit store cigaretforbrug kvit, men i trancen fortæller han om en anden last. Mord. Og i nat vil han dræbe igen.

I første sæson af Christoffer Boes konceptuelle thrillerserie Forhøret er den korrupte betjent Bjørn (Ulrich Thomsen) på jagt efter sin datters morder.

Denne gang er Bjørns sørgende kone i skikkelse af Trine Dyrholm omvendt på jagt efter et kommende offer.

Også i anden sæson udspiller hele serien sig over én dag, hvor hvert afsnit består af Susannes samtale eller forhør med en ny person. Langsomt kommer hun tættere på svar i en københavnsk underverden, der i ægte Nordic Noir-stil stinker af konspiratorisk korruption.

Første afsnits møde med morderen John (Olaf Heine Johannessen) starter stærkt.

Susannes overlegne evner er betagende. Hun vinder den skeptiske rygestoppers tillid ved afvæbnende selv at ryge en cigaret og bede ham tænde den.

Hvor første sæson kæmpede for at sætte ord på det gribende drama, bliver der i anden sæson snakket om mangt og meget. Desværre bliver det på bekostning af den underspillede gestus a la cigaretten.

Under hypnosen slår John over i en mørk stemme, der sammen med de lommefilosofiske replikker får ham til at lyde som en debuterende forfatterspire til et oplæsningsarrangement.

”Vandet er jordens himmel. Men vandet er fyldt med klor, og mor, hun er sur.”

For karikeret bliver det, da Susanne i forsøget på at blive i terapeutrollen efter Johns drabelige bekendelse spørger, om hans morderhule er et rart sted, og han svarer:

”Ha-ha-ha. Det er det for mig. Ikke for dem.”

Den formel bliver gentaget i de syv andre afsnit, hvor Trine Dyrholm spiller over for nogle af landets bedste skuespillere.

Først vil Susannes ufrivillige patienter overhovedet ikke tale – typisk fordi de er rasende på Susanne over et eller andet. Men så får hun trykket på de rigtige steder med sine uovervindelige psykologsuperkræfter. Og pludselig drypper hemmelighederne ud på gulvet.

I sjette afsnit er Dar Salims ekssoldat først lukket som en østers, men noget urealistisk hurtigt vender han på en tallerken.

Når sæsonen alligevel har sine kvaliteter, er det på grund af den komplekse hovedperson. I første afsnit siger Susanne til John, at hun har opgivet at analysere sine patienter.

Nu taler hun bare med dem.

Men psykologen bruger konstant sine analytiske evner til at manipulere og angribe, hvem end hun møder. Og det bliver sværere og sværere at holde af hende.

Selv om Susanne gang på gang får ret i sine teorier, kommer man til at tvivle på hendes psykiske tilstand. Her finder sæsonen sin største styrke, og det er især på grund af Trine Dyrholms ekstreme spil.

Ansigtet er frosset i en absurd grimasse, hvor øjne fulde af foragt penetrerer Susannes hypnoseofre, mens hendes stemme konstant veksler mellem blid forståelse og eksplosiv, voldelig fordømmelse.

Hun virker slet og ret som en curlingmor fra helvede, der grænseløst braser ind på teenageværelset med sine forudindtagede krydsforhør.

Altid med mantraet: ”Jeg vil jo bare hjælpe!”

Det bliver særligt frastødende, fordi omsorgen tydeligt er et forsøg på at få hende selv til at få det bedre med datterens død.

Men serien dvæler ikke nok ved tvivlen og Susannes giftige omsorg. I stedet ender hun som en utvetydig helt i en klassisk omgang krimi,, hvor spændingen lidt for hurtigt fiser ud, og drabsmanden aldrig for alvor bliver uhyggelig.

Guderne skal vide, at en rasende curlingforælder er mere skræmmende end selv den værste morder.