Forældre

Det er otte år siden, at skuespiller Christian Tafdrup instruerede den blændende kortfilm En forelskelse. Filmen viste et særligt instruktørtalent og blev udgivet på Ekko-dvd’en #10.

Hvorfor det har taget otte år at få Tafdrup til igen at stå bag kameraet, er svært at spå om, men det siger måske lidt om talentudviklingen i Danmark.

Heldigvis er Tafdrup nu endelig tilbage med sin spillefilmdebut, og heldigvis har han fået frie tøjler i samarbejdet med Nordisk Film og New Danish Screen. Det er tydeligt, at han vil meget andet end den klassisk danske socialrealisme, selv om Forældre egentlig starter meget traditionelt. 

Kjeld (Søren Malling) og Vibeke (Bodil Jørgensen) er et ægtepar i 50’erne, der skal forsøge at finde mening i hverdagen, efter deres søn Esben er flyttet hjemmefra.

Vibeke forsøger at få havearbejdet til at strække sig over så mange dage som muligt, da ensomheden ellers gnaver sig ind i hjertet. Det er svært at give slip, når omdrejningspunktet for hele ens liv pludselig forsvinder. Kjeld har lagt en anden strategi og forsøger at finde noget af den glød, som parret havde før, at livet blev fyldt med bleskift og barnegråd. 

En dag opdager Kjeld, at deres gamle studielejlighed er til salg, og for at komme helt tilbage til mindernes tid overtaler han Vibeke til at sælge deres hus og flytte ind i hyblen. Langsomt begynder han at ændre den nyrenoverede lejlighed med fransk altan og dobbeltskyl til 70’ernes lurvede standarder.

Men på et tidspunkt tager projektet overhånd, og Kjeld og Vibeke befinder sig nu pludselig også i de kroppe, som hørte 70’erne til. Det er dog ikke lige så rosenrødt at komme tilbage til den ungdom, som alle sukker efter. Især ikke, når man har en søn på samme alder.

Handlingen bliver herefter en smule surrealistisk, men det fungerer ganske glimrende, takket være nogle absolut overbevisende skuespilpræstationer.

Søren Malling og Bodil Jørgensen gør det som altid fremragende.

Tænk, at det kan være så morsomt og dog så hjerteskærende at se de to sidde og spise tacos i en scene, der starter med godt humør og hyggerødvin i køkkenet til tonerne af TV 2. Men scenen ændrer drastisk karakter, da sønnen ringer og brænder dem af. I larmende tavshed skal de knasende tacos nu fortæres med hovedet let bøjet over tallerkenen, så fyldet ikke tabes, mens tankerne buldrer, og facaderne opretholdes.

Er det her livet fra nu af?

Deres unge ”jeg” spilles af henholdsvis Miri Ann Beuschel og stortalentet Elliott Crosset Hove, der sidste år vandt en Ekko Shortlist Award foran netop Søren Malling. Beuschel er uhyggeligt præcis i sine betoninger, og man bliver ofte i tvivl om, hvem der egentlig taler – er det Jørgensen eller Beuschel? Og Hove gør, hvad Hove gør bedst: Holder på følelserne og lader minimale ansigtsudtryk fortælle hele historien.

De fire skuespillere er limen i filmen, der er tæt på at falde fra hinanden fra tid til anden.

Forældre er skabt over en god idé, men det er selve handlingen, som tydeligvis har voldt Tafdrup problemer. Man forstår ikke helt, hvor instruktør vil hen med historien, og klipningen sidder heller ikke i skabet. Den føles lidt hakkende og ufærdig, men meget af det, glemmer man, fordi samtlige skuespillere spiller så blændende.

Da det begynder at blive rigtigt mørkt, begynder det også at blive virkelig interessant. Kameraarbejdet løftes op i en anden klasse. Der arbejdes med kompositionerne, og resultatet er nogle gudesmukke billeder.

Men så bliver der trukket i håndbremsen, og balancen trækkes desværre igen mod socialrealismen.

Der er dog ingen tvivl om, at Christian Tafdrup har noget nyt at byde på, og forhåbentligt går der ikke otte år, før den næste film er på trapperne.