For evigt

Ulaa Salims anden spillefilm starter med et destruktivt brag.

Det gjorde debuten, Danmarks sønner, også, men denne gang er det ikke en massemyrdende eksplosion på Nørreport Station, men et islandsk jordskælv, som kun koster et enkelt hundeliv og efterlader en ældre mand alene.

Fra starten signalerer instruktøren, at han har forladt det storpolitiske samfundsportræt til fordel for en langt mere menneskenær, personlig fremtidsfortælling.

Dog er Salim tydeligvis ikke færdig med at udforske almindelige menneskers frugtesløse forsøg på at kontrollere tilværelsen, når den udsættes for en altomstødende, udefrakommende begivenhed.

Filmen er en udbygning af kortfilmen Ung for evigt, som var blandt de første film på Ekko Shortlist ved starten i 2013 og siden har Salim markeret sig med flere kortfilm på streamingtjenesten. For evigt følger to unge mennesker, der mødes på en dansk natklub til lyden af Panamahs hit Børn af natten, kort efter jordskælvet har skabt en potentielt katastrofal sprække i havbunden.

De ved ikke, at jordskælvet allerede har spoleret den romance, der skal til at starte.

Anna Søgaard Frandsen og Viktor Hjelmsø (som begge er kendt fra Ekko Shortlist-film) gestalter en fængslende kemi mellem figurerne Anita og Elias. De er i starten af tyverne. Hun overvejer at blive sanger, og han ved allerede nu, at han vil være ubådspilot og besøge den nye sprække.

Det første møde er næsten overgjort romantisk fremstillet, men Ulaa Salim formår alligevel at holde forelskelsesprocessen smagfuldt pirrende.

Især Frandsen skal have ros for at forblive charmerende, da hun flirtende skal levere replikken: ”Vil du gerne helt ind i sprækken?”

Men den smukke bytursbelysning forsvinder hurtigt og erstattes af hverdagens grå nuancer, da karrieredrømme og en uventet graviditet stikker en kæp i hjulet på kærligheden.

Pludselig er det femten år senere, og hvor Anita før var centrum i fortællingen, følger vi nu Elias, der som ældre spilles af Simon Sears.

Elias har realiseret sin dykkerdrøm. Men da han endelig når den enorme sprække og skal til at lappe den med sit undervandsfartøj, får et lysglimt ham til at tænke tilbage på det familieliv, han gik glip af.

Han opsøger Anita, nu i skikkelse af Nanna Øland Fabricius (også kendt som Oh Land), der siden er blevet gift med en anden mand. 

Det udvikler sig til et højstemt kærlighedsdrama, hvor Elias forsøger at svømme imod livets stærke strøm og genvinde det tabte, mens virkeligheden og naturkræfterne gør modstand.

Undervandsscenerne føles effektivt livsfarlige. Men ud over de få sekvenser er der ikke megen fremtidsteknologi og dommedag i science-fiction-filmen.

Verdens potentielle undergang glider i baggrunden, men i en vis forstand giver det mening, for Elias er tydeligvis også mere og mere ligeglad. Han ønsker nu, at han var blevet familiefar og havde ladt andre om menneskehedens overlevelse.

Mens apokalypsen glimter i baggrunden stråler kærlighedsdramaet, og Simon Sears og Nanna Øland Fabricius matcher suverænt de yngre skuespilleres glødende gnister.

Særligt en scene, hvor Elias får en smertefuld erkendelse, mens Anita synger en hjerteskærende ballade, giver kuldegysninger på en måde, der normalt er forbeholdt de bedste amerikanske dramaer.

Der er noget befriende over den uironiske patos i dramaet, som afbalanceres dygtigt af de veloplagte skuespillere. Filmen mestrer den filmiske fornøjelse at heppe på to menneskers kærlighed, selv om man ved, at den nok er umulig.

For evigt fortæller om tilværelsen, skæbnen og kærligheden uden svimlende nye indsigter. Men den siger det med en elegance og en modigt ligefrem storhed, som er alt for sjælden i dansk film.