Folk og røvere i Kardemomme by

Endelig! Efter næsten 70 år bliver årets vinterferie benådet med en filmatisering af en af Skandinaviens bedste børnebøger.

Norske Thorbjørn Egners simple og hjertevarme persongalleri af farverige personligheder og talende dyr udkom som bog i midten af 1950’erne.

Men den har nærmest fået mest succes på de skrå brædder, hvor historiens mange musikalske ørehængere bliver sat i scene for fuldt udblæs – med musik komponeret af Egner.

Bellevue-teatret i Klampenborg har trofast lagt dansk hjem til Folk og røvere i Kardemomme by i over 40 sæsoner i træk.

Hvorfor der ikke blev lavet en stopmotion-film, efter at Bjergkøbing Grand Prix fra 1975 viste nordmændene, at en animeret familiefortælling kan sælge flere biografbilletter, end der er borgere i landet, må guderne vide.

Instruktør Rasmus A. Sivertsen står bag flere fortsættelser baseret på Bjergkøbing Grand Prix og lader sig inspirere af det univers i sin måde at 3D-animere Kardemommes mange dukkelignende roller på.

Visuelt går filmen godt i spænd med Egners tegninger, der gøres mere taktile, men beholder den originale charme.

Folk og røvere i Kardemomme by bruger det meste af sin korte spilletid på at præsentere os for byens glade borgere og deres funktion for byen. Hvis de er vigtige nok, får de endda deres egen sang.

Vi møder en slagter, en ældre metrolog og den godmodige politimester Bastian for at nævne nogle få.

De lever deres rare og trygge liv, hvis det da ikke var for røverne Kasper, Jesper og Jonatan. De regerer et stykke uden for byen, men tager derind om natten for at stjæle mad.

Problemet ved en filmatisering af bogen er historiens manglen på handling. Især byens børneroller præsenteres uden at blive brugt til særligt meget.

For at imødekomme filmmediets behov burde Rasmus A. Sivertsen nok have lavet ændringer i teksten og tilføjet kød på det for magre skelet.

Men enten tør han og animationsselskabet Qvisten Animation, der står bag, ikke lave disse ændringer. Eller også har de ikke fået lov til, hvad der af nogen ville kaldes en blasfemisk handling.

Som resultat er Folk og røvere i Kardemomme by en konservativ overførsel til filmmediet.

Værre er, at fortælletempoet for at kompensere for plotløsheden er skruet helt i vejret og derfor japper sig igennem historien på kun lidt mere end en time. Flere af sangene lider under hastigheden, der ligger mange slag i minuttet over det, vi kender.

Det minder lidt om forældres godnathistorielæsning, der er kørt hurtigt igennem, så de kan komme tilbage til det middagsselskab, de har måttet forlade.

Selve sangpræstationerne fra det danske stemmeskuespillere er derimod helt i top og mange mil over indspilningerne fra teaterstykket med Jesper Klein i 1991. Især Neel Rønholt gør det fremragende som den skrappe Tante Sofie, der i sine sange skælder ud på røverne og den naive Bastian, som Niels Ellegaard lægger stemme til.

De fleste synes, at Bastian er en lidt for troskyldig politimand, men hans positive tilgang til afstraffelsen af de uartige røvere redder dagen til sidst.

Det er svært ikke at drage en parallel til Norges nuværende fængsler som humane rehabiliteringscentre i forklædning. Kasper, Jesper og Jonatan skal som sådan bare aflære det at være røver, ligesom man aflærer en dårlig vane.

Selvfølgelig er perspektivet i Folk og røvere i Kardemomme by simpelt fremlagt og skabt uden allegorisk hensigt. Men sammenligningen tyder på, at den venlige ideologi, der ligger gemt inde i sangfortællingen, sagtens kunne sige noget vigtigt om os i dag.

Denne regelrette udgave af et af Norges nationalklenodier er stadig en forbandet hjertevarm og sand fortælling, som hele familien ikke skal snydes fra.

Vinterferien skal dufte af kardemomme!