Flugten til Nice

”Var det så nemt?” siger Maurice Joffo (Batyste Fleurial) til den menneskesmugler, der lige har ført ham og hans lillebror Joseph (Dorian Le Clech) ind i Frankrigs frie zone under Anden Verdenskrig.

Ja, det var det åbenbart.

På trods af at filmen har fået den danske titel Flugten til Nice, er flugten overstået på cirka tyve minutter. En togtur, en gåtur i solskin, hvor Joseph får nogle frygtelige vabler, en nattetur gennem en skov, og så er brødrene i sikkerhed.

Den 61-årige canadiske instruktør Christian Duguay er tidligere blevet Emmy-nomineret for sin miniserie om Hitler, Hitler: The Rise of Evil, men i Flugten til Nice ryger al troværdighed på grund af mange tandløse valg.

Filmen er baseret på Joseph Joffos autobiografiske roman Un sac de billes, hvor den jødiske forfatter fortæller om de skæbnesvangre år under krigen, hvor han måtte flygte til Sydfrankrig sammen med sin bror Maurice.

Måske er det, fordi den nu 86-årige forfatter stadig er i live, og den hyggelige bedstefar vises smilende under rulleteksterne, at Duguay ikke har haft modet til at give Flugten til Nice bare en anelse bid.

Måske er det, fordi Joseph og Maurices far, Roman Joffo, døde i en koncentrationslejr. Eller måske har Duguay bare haft lyst til at lave en opbyggelig film, der vil kunne sluges af enhver, særligt af dem uden gebis, som synes at være målgruppen.

Tag nu bare en af de første scener, hvor familien skal etableres.

Joseph og Maurice skal til at sove. Mor Anna kommer ind med et sødmefuldt smil på læben. Drengene har lavet skarnsstreger i løbet af dagen, men ikke nok til, at hun er rigtigt sur. Far Roman dukker også op og fortæller, at de skal stå ranke og stolte, som bedstefar sagde, når tyskerne kommer. Så Roman er altså en mand af principper. Men han er også en god far, må vi forstå.

Da en af drengene kaster en pude, begynder Roman en pudekamp. Et enkelt slag med en pude skal der til, før hele rummet er indhyllet i de hvideste dun, der falder smukt i det bløde lys.

Scenen afsluttes med en kameraindstilling fra Paris’ tage ind gennem tagvinduet, hvor vi ser den kærlige familie i pudekamp, mens vi hører drivende sentimental musik.

Fred være med, at det er en pladdersentimental fortælling. Men når manuskriptet heller ikke fungerer, begynder pilen for alvor at pege nedad.

Ikke færre end fem manuskriptforfattere er krediteret for at adaptere romanforlægget til film, hvilket indikerer, at det ikke har været helt nemt.

Et gennemgående træk er, at drengene altid bliver reddet, inden det for alvor bliver slemt.

Forældrene sender de to drenge af sted til Nice. De to ældre brødre er blevet sendt væk dagen før, og forældrene vil følge dagen efter. Joseph og Maurice hopper på et tog, et par tyske soldater vil se papirer – og vupti, bliver de reddet af en præst!

Da de står af toget og ikke helt ved, hvad de skal gøre, kommer en kæk menneskesmugler cyklende i høj sol og viser dem vej. Senere bliver de reddet af en ærkebiskop, en læge, en tilfældig forbipasserende.

Flugten til Nice lider under, at Duguay i stedet for at fokusere på en enkelt episode har valgt at fortælle historien gennem, hvad der ligner tilfældige nedslag i perioden 1942-44.

Da Tyskland besætter hele Frankrig, må drengene igen på farten. De bliver installeret på en drengeskole, hvor de ikke må fortælle nogen, at de er jøder. Men selv en striks drengeskole med militærøvelser og kæft, trit og retning bliver fremstillet i et rosenrødt lys.

Kartoffelskrælning i silende regn har aldrig set mere hyggeligt ud.

Dorian Le Clechs store blå øjne og barnlige træk gør sit til at vinde vores sympati. Men der er noget helt galt, når Clechs voice-over fortæller: ”Jeg havde ikke flere tårer. De var blevet erstattet af raseri,” imens Clech ser bævende ind i kameraet.

Skyggen af raseri forekommer aldrig, og generelt har drengene ikke det store følelsesregister. Det ville ellers klæde filmen med et par refleksioner og følelsesudbrud over at blive efterladt af sine forældre under krigen, men det lader ikke til at have været den helt store udfordring for de to drenge.