Flipside – Pladebutikken som ikke ville dø

Flipside Records er en pladeforretning i New Jersey. En støvet rodebutik med filmhistoriens mest ulækre gulvtæppe, men også et labyrintisk slaraffenland for pladesamlere.

Eller rettere: Det var det engang.

Nu er ejeren Dan for det meste alene i butikken, og der er dage, hvor han ikke tjener nok til at betale elregningen.

Her arbejdede filmens instruktør, Chris Wilcha, da han var teenager i slutningen af 1980’erne. Nu er Chris omkring 50 år. Han kalder sig dokumentarinstruktør, men lever mest af at lave reklamefilm.

Chris lavede faktisk en dokumentar i 1999 med titlen The Target Shoots First. Den handler om hans to år som purung marketingmand i musikbranchen, som han dokumenterede med sit Hi8-kamera. Ellers har han den ene kuldsejlede film efter den anden på samvittigheden. Kassevis af videobånd og harddiske med dokumentarprojekter, der aldrig er blevet færdiggjort.

Imens har han fået familie og fast arbejde. Livet er gået videre – som det jo gør.

Chris er filmens fortæller og en af dens hovedpersoner. Dokumentarfilm om at lave dokumentarfilm afslører ofte, at instruktøren ikke har materiale nok og derfor må rette kameraet mod sig selv.

Chris Wilcha har det modsatte problem: Han har alt for meget materiale, og det stikker i alle mulige retninger.

Optagelser til en dokumentar om jazzfotografen Herman Leonard lavet på opfordring af den legendariske tv-forfatter David Milch. En bestillingsopgave for komedieinstruktøren Judd Apatow. En dokumentar om en forfatter, hvis akutte skriveblokering også blokerer for filmprojektet. Dertil et hav af private optagelser af Chris selv og hans familie. Og så selvfølgelig projektet om Flipside Records.

Det starter som en indskydelse.

Chris er i gang med en reklame for en bank, da han pludselig får lyst til at tage til New Jersey for at besøge sin ungdoms pladebutik. Måske i et anfald af nostalgi.

Dan er der stadig, og det hele ligner sig selv. Blot med årtiers ekstra snavs i hjørnerne og langt færre kunder. Chris beslutter, at han vil hjælpe Dan med at få butikken på fode igen. Så kan han bruge sine erfaringer fra reklamebranchen til noget godt, og det vil måske give ham en form for mening med den karriere, han dybest set hader.

Dan er bare ikke nem at hjælpe. Han er en flink fyr og frustreret over butikkens manglende succes, men han virker ikke særligt interesseret i at lave noget om. Og søreme om ikke der pludselig åbner en konkurrerende pladebutik i nærheden – drevet af sådan nogle smarte, unge folk med Instagram, mobilbetaling og kundeservice.

Kontrasten er både skæg og lidt trist. Og det er i det hele taget filmens gennemgående tone: mandlig midtlivskrise skildret med lavmælt humor og smertelig selvindsigt.

Fordi Chris har filmet sit liv, siden han var helt ung, kan han nådesløst sætte sit unge, kompromisløse ”jeg” op mod den 50-årige mand, han er blevet.

I 1990’erne handlede det om ikke at blive en slave i hamsterhjulet. Nu er årtierne gået, der er kommet kone og børn til, forpligtelserne er vokset, og Chris er blevet den reklamemand, han havde svoret aldrig at blive. I øvrigt ligesom faren, der var marketingmand i fødevarebranchen og nok minder mere om Chris, end sønnen havde forestillet sig.

Det er skægt at se Chris’ far drille ham med alt det skrammel, han stadig har i skabene på sit gamle værelse. Og så opdage, at faren selv er en uforbederlig samler af blandt andet gamle cd-rom’er og hotelsæber!

Flipside – Pladebutikken som ikke ville dø er en fin, lille dokumentar. Det er nok ikke sådan én, der vinder priser og sætter dagsordenen, det er den for rodet og upolitisk til.

Men det lykkes Chris Wilcha at få hele sammensuriet af halve historier, originaler, steder og tider knyttet sammen til et sjovt og bevægende portræt af generation X’ernes nostalgi, drømme og skuffelser.