Serieanmeldelse
28. nov. 2020
The Flight Attendant
Den velhavende Alex (Michiel Huisman) fejer benene under stewardessen Cassie (Kaley Cuoco) aftenen før sin mystiske død. Foto | Phil Caruso

The Flight Attendant

Spænding og komik går hånd i hånd i mordmysterium, der emmer af kærlighed til 1960’ernes krimikomedier.

Af Kjartan Hansen

En flot millionær flirter med stewardessen, når han flyver på første klasse til Bangkok. 

Bagefter følger en montage, hvor han forfører hende med en tur på sin speedbåd, før de får en overdådig middag og drinks sammen og til sidst bestiller room service på hotelværelse med udsigt over byen. 

Det kunne have været starten på en letfordøjelig romantisk komedie. 

Men næste morgen ligger millionæren Alex med halsen skåret over, og stewardessen Cassie (Kaley Cuoco), der vågner op i hans seng, bliver hovedmistænkt. 

Herfra udvikler serien sig til et spændingsmættet mordmysterium, der tager os med på ødsle hotelværelser rundt om i verden, til New Yorks vilde natteliv og den amerikanske efterretningstjenestes kolde forhørslokaler. 

Hvert rum danner ramme for sit eget kapitel i fortællingen om den udsvævende Cassie og er med til at afgøre hendes skæbne. Samtidig optrevles mysteriet om, hvem der myrdede hendes seneste bejler. 

The Flight Attendant spiller på forestillinger om en magtfuld, pilrådden elite i de højere luftlag. Vi befinder os i et miljø befolket med korrupte liebhavere, der med makulerede dokumenter og lejemordere forsøger at slette deres spor. 

Det emmer af 1960’er-krimikomedier som Mario Bavas Danger Diabolique og James Bond-parodien Casino Royale med Peter Sellers og Woody Allen. 

Og som vi kender det fra krimigenren skygges den traumatiserede hovedperson af en mistænkelig, tilknappet kvinde, der med sin sorte manke er den blonde Cassies billedlige modsætning. 

Minimalistisk guitarspil ledsager svulstige klavertoner i en melodi, der pirrer vores nysgerrighed, men også skruer tiden tilbage til 60’ernes sensuelle spionfilm. 

Imidlertid spæder serieskaber Steve Yockey mysteriet op med gedigen galgenhumor. Som når Cassie ser millionærens blodige lig i sengen, hvor hun i lykkelig uvidenhed har sovet trygt. Den voldsomme scene afbrydes, når hans vækkeur pludselig ringer med Whams 1980’er-hit Wake Me Up Before You Go Go

I venneskaren er Cassie festens naturlige midtpunkt. De hører ivrigt efter, når hun iklædt designerkjoler fortæller om det glamourøse jetsetterliv som stewardesse, og hvordan hun har en elsker i hver by med en international lufthavn. 

Men de ser hende ikke, når hun vågner op i metroen dagen derpå, eller når hun i smug får en slurk vodka på jobbet.

Storebror Davey er hendes sidste bindeled til familien, men også deres forhold står på usikker grund. Han er bange for at traumatisere sine børn, hvis de omgås en ustabil tante, der dagligt stinker af sprut og mundskyl før frokost.

Igennem flashbacks til barndommen aner vi, at Cassie har arvet misbruget fra sin afdøde far. Ellers er The Flight Attendant blottet for løftede pegefingre.

Vi ser, hvordan hendes ansigt lyser op, når hun giver slip på virkeligheden og lever i nuet ude på dansegulvet. Men også hvilken hæmsko alkoholisme er.

Selv om hun godt ved, at hun er hovedmistænkt i mordsagen, og både Alex' magtfulde forretningspartnere og FBI holder øje med hende, kan den berusede og ensomme kvinde ikke dy sig for at lave sin egen efterforskning.

Derfor lister hun sig under dæknavn ind på sin afdøde elskers arbejdsplads og siden begravelsen for at finde Miranda – en mystisk bekendt, som hun og Alex fik en drink med den aften, hvor han døde.

Tilhængere af Lena Dunhams generationsportræt Girls vil fryde sig over et glædeligt gensyn med den løjerlige, men charmerende Zosia Mamet som Cassies bedste veninde og advokaten Annie.

Selv når hun truer mulige vidner i venindens sag er hun ustyrligt sjov. Samtidig er hun snusfornuftig og den eneste i serien, der taler hurtigere end hovedpersonen. Således agerer hun modvægt til den utilregnelige Cassies luner.

Det er en bedrift, at The Flight Attendant trods sit afsæt i de gamle krimikomedier aldrig forfalder til plat parodi eller glemmer mordgåden, der forbliver seriens medrivende omdrejningspunkt.

Titel:
The Flight Attendant

Land:
USA

År:
2020

Serieskaber:
Steve Yockey

Medvirkende:
Kaley Cuoco, Zosia Mamet, Rosie Perez, Merle Dandridge, Nolan Gerard Funk

Spilletid:
Otte afsnit af cirka 45 minutter

Anmeldelse:
Fire afsnit

Premiere:
26. november på HBO Nordic

Fra samme skribent

Serieanmeldelse
23. okt. 2025
Boots

Boots

Serieanmeldelse
15. okt. 2025
Chad Powers

Chad Powers

Biografanmeldelse
09. sep. 2025
Se gennem Aske

Se gennem Aske

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Apple Tree Productions lukker
Nyhed
09. dec. 2025

Apple Tree Productions lukker

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten