Flight

Denzel Washingtons kvalitetskontrol er ikke helt stabil. For hver Training Day eller American Gangster laver han et par standard-actionfilm á la Unstoppable og The Taking Of Pelham 1 2 3. Men når han er bedst, kombinerer han den fødte Hollywood-stjernes karisma med karakterskuespillerens dybde. Flight er på mange måder en ganske gennemsnitlig film, men Washingtons kraftfulde præstation i hovedrollen er en af hans bedste.

Piloten ”Whip” Whitaker (Washington) sætter sig bag roret med 102 passagerer og kroppen fuld af alkohol og kokain. Det er en kort rutineflyvning, der starter med voldsom turbulens, som Whitaker køligt kæmper flyet igennem. Men kort før landingen svigter flyets styretøj, og kun ved hjælp af en vanvittig manøvre lykkes det Whitaker at nødlande flyet. Mirakuløst dør kun seks personer, og Whitaker selv slipper med knubs. Han er en vaskeægte amerikansk helt – men han er også en dybt plaget stofmisbruger og alkoholiker. Hans ægteskab er gået i stykker, hans teenagesøn vil ikke kendes ved ham, og han har svigtet sin afdøde fars klassiske familie- og mandeidealer.

Flight fortæller sin historie i to parallelle spor. Dels er filmen en elementært spændende thriller om flyulykkens efterspil af undersøgelser, høringer og retssager: Vil det lykkes pilot-fagforeningen og deres advokat (Don Cheadle) at holde det ude af høringen, at Whitaker var påvirket af alkohol og kokain, da han reddede flyet? Dels er filmen et kig ind i sjælen på en uhyggeligt selvdestruktiv alkoholiker. Det gennemgående spørgsmål i filmen bliver, hvor længe Whitaker kan blive ved med at lyve for sig selv. Det centrale tema er Whitakers moral og selvindsigt: kan han erkende, at han er alkoholiker, også selvom han dermed risikerer at tabe alt?

Denzel Washington fanger overbevisende både alkoholikerens søllehed, charme og arrogance, og der er troværdighed i hans karakters skift mellem moralsk soliditet og total afmagt. Filmens måske mest spændende scene – som foregår omkring en minibar på et hotelværelse – er næsten 100 procent båret af Washington. Det er i hans ansigt og krop, at spændingen ligger, ikke i nogen ydre dramatik.

Whip Whitaker er en fascinerende figur. Men desværre kan Robert Zemeckis og manuskriptforfatter John Gatins ikke nære sig for at læsse filmen til med sidehistorier og bipersoner. Man får nærmest fornemmelsen af, at de tvivler på, at Whitaker-karakteren og Washingtons præstation er nok i sig selv. Så de giver os John Goodman som narkohandler, en comic relief, der nok er skæg, men som også sparker filmen ud af balance. Og vi får Kelly Reilly som stiknarkomanen med et hjerte af guld. Hun møder Whitaker på hospitalet, hvor hun er indlagt efter en overdosis, og for en stund flytter hun ind hos ham og forsøger at få ham i behandling. Men hendes funktion er uklar – er hun love interest, terapeut eller frelsende engel? – og hun forsvinder mærkeligt uforløst ud af handlingen.

Helt malplaceret er James Badge Dale (fra tv-serien The Pacific), der stjæler et par øjeblikke som filosofisk, dødsmærket kræftpatient, men ikke har nogen funktion i øvrigt. Bedre er Don Cheadle som Whitakers advokat og Bruce Greenwood som fagforeningsmand med loyalitetskonflikter. Deres figurer er klart tegnede, dramaturgisk funktionelle og velspillede.

Robert Zemeckis har skabt sig en karriere som en letvægts-Steven Spielberg, og i sin første ikke-animerede film i et årti rammer han en meget Spielberg’sk tone – midt imellem effektiv fortælledynamik, dygtigt håndterede special effects (de første 25 minutter er et mareridt for enhver med bare en snert af flyskræk!) og tårevædet sentimentalitet.

Med et strammere manuskript og en større tro på sin centrale figur kunne Flight være blevet en amerikansk mainstream-klassiker. Nu er den primært værd at se for Denzel Washingtons stærke præstation i hovedrollen.